Så skal vi åbenbart til det igen. Forsøge at forklare, at sproget og verden, endsige sproget og livet, ikke er hinandens modsætninger. Anledningen er denne gang det interview med den franske litteraturforsker Tzvetan Todorov (f. 1939), som Weekendavisen for nylig bragte under salgsteksten "Teori dræber litteraturen".
Nu er det ret beset ikke teorien i almindelighed, Todorov angriber, men den litteraturteori (som han selv har været med til at udvikle), der lader vejen til fortolkning af de litterære værker gå gennem analysen af deres sproglige form. Den teori, der mener, at betydningen af en litterær tekst opstår i dynamikken mellem dens elementer og forskellige lag (dens motiver, dens metaforer, dens fortælleteknik, dens rytme etc.) frem for gennem en én-til-én reference til verden. Men det er en stor misforståelse, at denne litteraturteori skulle vende sig bort fra verden, idet den vender sig mod sproget. Det, den hævder, er tværtimod, at sprogets strukturer er verdens strukturer. At både sproget og bevidstheden og det samfund, vi lever i, må forstås som et system af relationer, og at vi derfor gennem omhyggelig granskning af de sproglige strukturer i en litterær tekst kan sige noget om bevidsthedens og samfundets strukturer.
Ikke overraskende ender Todorov i et angreb på dekonstruktionen, som han fremstiller som en nihilistisk læsemåde, der har til formål at benægte, at teksten kan sige noget om verden og livet, at den kan referere til noget andet end sig selv.
En misforståelse
Dette angreb er ingen nyhed, men lige så gammelt som dekonstruktionen selv. Det er også en misforståelse, en misforståelse, der gensætter det skel mellem sprog og verden, som den sprogbevidste litteraturteori netop ophæver.
Lidt overraskende hævder Todorov, at dekonstruktionen ikke har hærget lige så destruktivt i Frankrig som i USA og resten af Europa. Gid det var fordi, han kunne se, at den franske dekonstruktion netop er konstruktivt hærværk. Dekonstruktionens fremmeste tænker var jo franske Jacques Derrida.
Og hvordan kan det være, at Derrida endte sit liv med at skrive manifester mod dødsstraf? Hvordan hænger det sammen med påstanden om dekonstruktionens nihilisme og livsfornægtelse? Det hænger IKKE sammen. Og det er ikke, fordi Derrida er inkonsekvent, det er fordi dekonstruktionen netop ikke fornægter, men bekræfter livet.
Er der noget mere dræbende end en læsning, der bare kan bekræfte, at en tekst "handler om" det og det problem, som forfatteren har ønsket at sætte til debat? Og er der noget mere livsbekræftende end en læsning, der tværtimod får øje på den rigdom af betydninger, som teksten udfolder bag forfatterens ryg? Er sprogbekræftelse ikke også livbekræftelse, en bekræftelse af det at være menneske, som (i modsætning til det at være dyr) betyder, at man er et sprogligt væsen?
Mor, verden, livet
Er det ikke uendeligt bekræftende for enhver litteraturelsker, når Derrida viser os, at 'tegnet' er lige så "oprindeligt" som 'tingen'?
I sin dekonstruktion af Rousseau viser Derrida, at alt imens Rousseau prøver at fortælle os, at tegnene for den elskede kvinde er pauvre erstatninger for hendes nærvær, kommer han til at vise os, at også når den elskede kvinde er nærværende, har tegnene for hende afgørende betydning: Når Rousseaus maman (mor) Madame de Warens, er fraværende, knuger han smægtende hendes gardiner og puder - og når hun er nærværende, gør han det faktisk også-
Derrida konkluderer, at tegnene (ordene, sproget, litteraturen) ikke er noget vi har som en pauver erstatning for en fuldt tilfredsstillende ting ('mor', verden, livet), men fordi tingene netop ikke i sig selv er fuldt tilfredsstillende.
Er dette destruktion af litteraturen, eller er det ikke snarere en voldsomt konstruktiv aflivning af forestillingen om, at litteraturen er en pauver erstatning for det levede liv? For dekonstruktionen er sproget ikke en erstatning for det at være menneske, men et grundlæggende træk ved det at være menneske.
Der er en udbredt tendens til at forstå dekonstruktionens dynamit som en ødelæggende bombe, men jeg har ved Gud altid oplevet den som et Big Bang med kraft til at skabe nye universer.
