Enhedslisten retter nu et skarpt angreb på SF's forslag om at indføre et årligt flygtningeloft på 3.000.
"SF bør finde ud af, hvad de vil. Med en udmelding om, at vi højst kan tage 3.000 flygtninge, falder man ned i det hul, som man efter Den Anden Verdenskrig forsøgte at undgå med flygtningekonventionen. Den skal netop sikre, at det ikke bliver et spørgsmål om antal, men om at sikre beskyttelse til de flygtninge, der har behov," siger integrationsordfører Jørgen Abo-Bæhr.
Han mener ikke, at Danmark kan sætte en stopklods på,hvor mange asylansøgere, vi vil tage imod, men henviser derimod til, at tildelinger af opholdstilladelse afgøres gennem lovgivningen.
"Selvom SF's forslag ligger langt højere end det antal, vi tager i dag, vil det føre til en krænkelse af retten til asyl for flygtning nummer 3001, 3002 osv. Hvad ville sådan et loft have betydet for jøder under anden verdenskrig?" spørger Jørgen Abo-Bæhr.
Men SF's integrationsordfører, Steen Gade, afviser kritikken og peger på, at forslaget om et loft på 3000 skal sikre, at Danmark tager i mod flere flygtninge, men uden at det skal opfattes som en åben ladeport.
"Vi fjerner ikke flygtninges ret til asyl - vi forbedrer den. Og den ret gælder, uanset om der er tale om nummer 3.000 eller 3.001," siger han.
1.500 kvoteflygtninge
Ifølge SF's udspil skal antallet af årlige kvoteflygtninge hæves fra de nuværende 500 til 1500, og derudover bør Danmark tage imod 1500 spontanflygtninge, så man når op på 3000. Og skulle den globale flygtningesituation ændre sig med en større andel såkaldte spontanflygtninge, kan man regulere på antallet af kvoteflygtninge, påpeger Steen Gade.
"Hvis vi står i en situation med over 3000 flygtninge, gælder alle internationale aftaler. Men så kan vi tage en drøftelse af antallet af kvoteflygtninge, for 3000 flygtninge er, hvad Danmark har kapacitet til, og hvad vi bør tage i mod," siger han og understreger ønsket om at gå i dialog med de partier, der med S i spidsen kunne tegne et alternativt flertal.
"Vi vil gerne tale med danskerne om det her. Mange har et indtryk af, at SF ikke vil sætte grænser og tænke fornuftigt om det her område. Så det handler om at kunne kommunikere i en situation, hvor DF har forpestet hele klimaet," siger Steen Gade og til føjer:
"I stedet for at bekrige os, bør Enhedslisten sætte sig ind i, hvad vi mener."
Heller ikke seniorforsker fra Institut for Menneskerettigheder, Kim Kjær, finder SF's forslag problematisk.
"Et langt stykke hen ad vejen er forslaget blot en udbygning af det allerede eksisterende system, hvor vi tager imod et bestemt antal kvoteflygtninge om året. Men det vil nok være fornuftigt, hvis systemet havde en hvis fleksibilitet med mulighed for at slække og stramme alt efter politiske behov - for eksempel hvis der pludseligt opstår nye flygtningestrømme," siger Kim Kjær.
Og trods kritikken af SF's fokus på antallet af flygtninge, så deler Enhedslisten ønsket om, at Danmark skal tage imod flere kvoteflygtninge.
"Kvoteflygtningene kommer fra UNHCR's lejre; vi skal tage i mod flere, og så skal vi skal fjerne regeringens praksis, hvor man udvælger de stærkeste. Vi skal også åbne for de flygtninge, der har det allersværest," siger Jørgen Abo-Bæhr.




