"Jeg er blevet frelst," siger Flavaboy. Lige om lidt skal han interviewes af Mikael Bertelsen i DR-2-programmet Den 11. time, og for ikke særlig lang tid siden stod vi sammen under bølgebliktagets kølige mørke i hans mors lerhytte i Nairobi-slumkvarteret South B. Det er svært at vide, om det er Gud, der har bragt ham så langt, og om det i så fald er hans gamle gud eller hans nye gud, men noget ved Flava gør det helt naturligt, at han pludselig står herude i DR-Byen. Selv om han lige er landet, og han ved Gud aldrig har været uden for Kenyas grænser før. Han er popstjerne nu, og vi har kendt hinanden, siden han for et par år siden var en optimistisk møgunge fra slummen med en brændt cd i lommen.
Første gang, vi taler om Gud, er vi i slummen, og det er næsten jul i 2004. Vi står sammen hjemme i Flavaboys mors lerhytte og kigger på et fotografi af en sort mand med strittende hår, og Flavaboy, som også hedder Joseph Okello, forklarer:
"Altså ham der - ham kalder vi Baba Messiah - Not your regular Jesus." Baba Messiah er den afrikanske, genkomne Jesus, Messiah Melkio Ondetto, som ifølge den religiøse sekt Legio Maria vendte tilbage til menneskerne henne ved Victoria-søen på grænsen mellem Kenya og Uganda, hvor Flavaboys folk, luofolket, kommer fra. Josephs mor lytter i baggrunden med en nonne fra Legio Maria ved sin side, men taler kun luo, ikke engelsk. Joseph må oversætte, da vi spørger, om hun ikke er stolt af sin 17-årige søn, hvis sang Niwewe hun lige, samme eftermiddag, har hørt i radioen for første gang. "Jeg er stolt af ham, men nu må han godt snart have nogle penge med hjem," siger hun og smiler mildt overbærende til sin søn, før vi bliver fulgt hen at beundre Legio Marias lokale blik-kirke.
På det tidspunkt er det ikke mere end et par dage siden, vi har mødt Flavaboy første gang, på en ret slimet natklub i Nairobis forret-ningscentrum, hvor pladeselskabsbosser og jakkesæt ser Liverpool-Tottenham på storskærm og bærer over med, at håbefulde popsangere optræder i pausen. Det bedst siddende jakkesæt af dem alle sammen er manageren Mr. Banda fra det succesrige producerteam Ogopa Djs, som har opfundet Kenyas seneste døgnflue-sællert, boomba, og han præsenterer os for en tynd 17-årig, som han griner til, før han med det samme forsvinder igen: "Her har I en solstrålehistorie."
Solstrålehistorien, forklarer Joseph Flavaboy, er måske det med, at det er lykkedes ham at få sin sang indspillet i Ogopa Djs' studie, selv om han kun er en fattig 17-årig fra South B. Han havde den inde i hovedet sammen med alle de andre, og en dag gik han op til boomba-stjernen Nameless og begyndte at rappe for ham. Han havde på det tidspunkt lavet mindst 50 sange, anslår han, men nok halvdelen havde han allerede glemt igen, fordi han ikke kunne indspille dem. I stedet stak han hele tiden ind til byen for at optræde ved åben mikrofon-arrangementer i håbet om at blive opdaget en dag. Det sværeste var at skaffe pengene til entreen; en enkelt gang eller to skaffede han dem ved at stjæle sine klassekammeraters skolebøger og sælge dem.
Den dag med Nameless var det således hverken første eller tiende gang, Joseph bankede på en ny dør med sine sange, men denne gang havde han heldet med sig: Popstjernen kunne godt lide hans sang og sagde ja til at finansiere en studieindspilning for ham. Dét blev til den brændte cd, som Joseph nu har med sig overalt, hvor nogen tænder for et anlæg og en mikrofon i Nairobi.
Afstand
Mikrofonerne er der sådan set nok af. Ikke alene er Nairobi med den hårdtpumpede dance-genre boomba centrum for en af Afrikas mere lukrative poparter. Men boombaen er såmænd kun det sidste skud i årtiers livlige popscene i den kenyanske hovedstad, hvor River Road-kvarteret med sine myriader af små lydstudier, pladebutikker og radiohandlere voksede frem omkring 1950'ernes og 60'ernes congo- og calypso-inspirerede superstjerner og i dag har fået et nyt, elektronisk ansigt, der sælges på brændte cd'er i stedet for håndtrykte albums. Musikveteranerne rynker brynene ad de unge digitale stjerner, der ikke engang kan stemme en guitar, men scenen lever og sender millioner af cd'er over fortovsboderne og millioner af koncerter og shows på de lokale scener, som nemlig er det eneste sted, nogen reelt kan tjene penge på musik i et land uden kontrol over piratkopieringen.
Problemet er bare, at Nairobi er to verdener på ét sted. Den ene verden er bymidten, med trafik og højhuse og job og natklubber og cafeer og gadelygter. Normalt. Den anden verden ligger rundt om denne lumskt genkendelige, trafikerede normalby og er slummen. Og selv om det er bymidten, der virker som normalbyen, fordi den ligner byer, som byer normalt portrætteres, kunne man med en vis ret sige, at det er slummen, der er det rigtige Nairobi. Her bor cirka 2,5 af Nairobis fire millioner indbyggere. Og for dem er der cirka lige så langt til normaltilværelsen i den normale by, som der for os er fra Vesterbro til Nairobi.
Det er svært at forklare slummen. På vores første dag i Nairobi tager vores middelklassevenner os med på en køretur og sænker farten, idet vi kører forbi noget, der på lang afstand ligner en mur og noget bølgeblik. "Hvis vi går i stå her," siger de, "er der kun én ting at gøre. Åbne bildørene, lade nøglen sidde, og tage benene på nakken. Hvis vi ikke gør det, kan det koste os livet. For slummen er lige derinde."
$SUBT_ON$Mylder
De kommer der aldrig. Ligesom mange andre, der bor i normal-Nairobi og er nervøse eller tager afstand eller bare lægger ruten anderledes. Og derfor ved de ikke, at slummen ud over at være elendig også er alt muligt andet. Heriblandt tæt, åben, levende, venlig og varm.
Det finder vi ud af, da Flavaboy inviterer os med hjem i South B. Ikke Nairobis største slum, som hedder Kibera og er en million menneskers hjem og muligvis Afrikas største slumkvarter. South B er mindre. Den er til gengæld den tætteste af alle de slumkvarterer vi besøger, så tæt, at folk er begyndt at bygge overetager på de skure, de bor i.
og nogle gange glider fødderne ned i det, man ikke har lyst til at kigge på, og så er det bare med at komme videre uden at skvatte.
De fleste huse her er 10-15 kvadratmeters ler og bølgeblik, der huser en hel familie. Sådan er det også i Kibera. Men mens Kiberas bylandskab er åbent, luftigt og stort, er South B's bylandskab tæt, summende og klaustrofobisk. Husene står på mudder og hælder ind mod hinanden, tit med højst en meters penge mellem lermurene. Fluerne summer under solen, der brænder. Og det værste er det, der løber midt gennem det, der egentlig burde være stien mellem husene. Det er lort. Vi balancerer med den ene fod på den ene jordvold og den anden på den anden, mens Joseph rapt fører an mellem husene og børnene suser mellem benene på os og råber muzungu, muzungu!,
Joseph peger på plasticposerne, der fylder jordrenderne under vores fødder. De er et berygtet fænomen. FN's by-organisation HABITAT kalder dem 'wrap-and-throw', men Joseph har et mere konkret navn for dem. "Vi kalder dem flyvende toiletter," siger han. "Fordi folk, de skider i posen, og så..." Hans arm flyver opad med en imaginær pose, som var han kasteren i en cricketkamp. Det er værst, når det har regnet meget og der kommer oversvømmelse, forklarer han. Så kommer der også nogle gange aborterede fostre flydende. De har ikke nogen andre steder at gøre af dem. Nairobis byråd har egentlig lovet toiletter i slumkvartererne, men i South B er der ikke sket noget endnu.
Problemet er, at slum befinder sig et sted mellem det forbudte og det tilladte. Det er ikke meningen, at den skal findes, men det gør det. Og dén status efterlader slumbeboerne i et limbo mellem orden og kaos, by og land, samfund og tomhed. Og slum-apatien har sat sit mærke i mange af de unge, vi møder. Den rammer folk, der ikke aner, hvor deres næste måltid skal komme fra, eller hvordan de skal få råd til en busbillet, og som føler sig totalt ekskluderet fra den store og komplekse gensidige byttehandel, som et almindeligt samfund i bund og grund er. De taler stille, og de har svært ved at fremlægge de helt store fremtidsplaner, visioner og aktiveringsstrategier. De er svært ved at være den slags proaktive subjekter, som den moderne verden kræver, at man skal være.
Gratis show
Slum-apatien har imidlertid overhovedet ikke ramt Flavaboy. Han forklarer, at det startede, da han som barn deltog i dansekonkurrencer hjemme i South B. Man vandt en sodavand, en øl og nogle kiks, og dem byttede han altid til penge. I dag er det musikscenen, der er under angreb. Vi får lov at følges med ham rundt og banke på hos de slimede managere. Det foregår mest til fods. Han får lov at låne vores telefon og ringe til et nummer på en plakat, der reklamerer for en skønhedskonkurrence. Mi ne Flavaboy, jeg hedder Flavaboy, siger han. "Jeg er fra Ogopa DJs, og jeg vil gerne komme og optræde." Mens stemmen i den anden ende snakker, vender han ryggen til og propper en finger i øret. Efter samtalen vender han sig begejstret om:
"De har ikke flere penge på budgettet, forklarer han. Men han vil gerne høre mig spille." Det er en chance.
Og sådan cirka er det, da vi forlader Kenya igen i januar 2005. Flavaboy optræder, og Flavaboy tjener næsten ingen penge, og om aftenen finder han en måde at blive transporteret hjem til slummen og sove. Skal han have fat i én, lyder der et enkelt bip på ens mobiltelefon, og så bliver der lagt på, så man kan ringe op. Han har ingen penge. Det er næsten umuligt at forstå, hvordan han får det til at fungere.
Men tirsdag står han pludselig her i København, inviteret med danske fagforeningspenge af Ulandssekretariatet. Og skal i Den 11. Time lige om lidt. Og besøge skoler og optræde til en udstilling om Østafrika i Råhuset på Vesterbro. I mellemtiden er det gået ret godt derhjemme, forklarer han, da han er færdig med at undre sig over, hvor stille her er i København ("jeg hørte, at en af jeres ministre sagde, I skulle lave flere børn. Hvorfor inviterer I ikke bare nogen fra Afrika? Vi er masser af mennesker.")
For eksempel er han flyttet hjemmefra til en hytte over for sin mors i South B, og han har fået en rolle som bandelederen Scott i en ny kenyansk sæbeopera. "Jeg er en rigtig slem fyr," forklarer han. Men ikke i virkeligheden. For i virkeligheden er Flavaboy desuden blevet frelst, i juli, og har skiftet kirke til den kenyanske afdeling af den evangelistiske Boston-kirke International Church of Christ. Så nu skal han synge gospel.
"Jeg begyndte bare at tænke over det der med, at det jo ikke var rigtigt, at Jesus var kommet tilbage i Victoria-søen. Det stod jo ikke i Biblen. Og præsten i den her nye kirke er virkelig god, han taler om dagligdags ting, og nu har jeg givet mit liv til Kristus." Der er også lige sæbeoperaen, og en anden plan om et tv-show med banditterne hjemme fra South B.
Måske er sagen bare, at når alle fremtidsperspektiver virker lige urealistiske, kan man lige så godt satse på at blive Jesus eller popstjerne. Det fede er, at der også er nogle, det lykkes for, når jeg at tænke, inden der skal være stille i studiet, optagelserne starter, og Flavaboy fortæller Mikael Bertelsen, at det er slut med at være sekulær.
Andreas Johnsen og Lotte Folke Kaarsholms dokumentarfilm, 'Curtain Raising', hvor Flavaboy er en af hovedpersonerne, vises på DR2 den 11. oktober
