"Hvorfor skal man gøre noget ekstra for de bedste? De klarer sig jo nok alligevel!" Lyder det bekendt? Jeg har i hvert fald hørt det udtalt mange gange. Enten direkte som i citatet eller pakket mere ind som i Informations artikel "Bredden betaler for eliten", hvor det problematiseres, at universiteterne afsætter midler til eliten. Ville nogen have sat spørgsmålstegn ved, at man afsatte særlige midler til de svage?
På mange måder er det da også helt legitimt ikke at ville styrke de stærke. For de skal jo nok klare sig. Hvis man f.eks. kun optager meget dygtige studerende, så kommer de gennem uddannelsen, næsten uanset hvad man udsætter dem for. Men spørgsmålet er, om man får udfoldet deres talent? Får de brugt alle deres kræfter?
Det byder desværre den danske folkesjæl imod, at nogen skal være dygtigere end andre. Altså lige bortset fra, når vi med stor iver brandbeskatter det danske talent. Men uden elite bliver vi alle middelmådige. Og middelmådighed er hverken for private eller offentlige virksomheder vejen frem i en stadig stigende global konkurrence.
Elite er for de få
Det er derfor positivt, at uddannelsesinstitutioner, ministerier og politikere på det seneste har taget forskellige initiativer til at styrke forholdene for eliten. F.eks. har Folketinget afsat 25 mio. kr. de næste år til særlige eliteuddannelser på universiteterne.
Men en uddannelse bliver ikke bare elite, fordi man kalder den elite. Det kræver de dygtigste studerende og undervisere og bedre undervisningsrammer - og det er et åbent spørgsmål, hvor meget eliteundervisning, man kan få for 25 mio. kr.
En bekymring om at pengene er små, bør dog ikke føre til endnu gang leverpostej smurt tyndt ud over det ganske land. Pengene bør bruges koncentreret og til satsninger på regulære elitekandidatuddannelser, der klart kan skelnes fra andre typer uddannelser. Et meget lille antal kandidatuddannelser, som de dygtigste studerende nationalt og internationalt har mulighed for at søge optagelse på.
Der må nemlig ikke gå inflation i eliten. Det ligger i elitebegrebet, at det er for de få. At det er noget særligt for de dygtigste. Derfor bør det også være en lille og eksklusiv gruppe, der får adgang til eliteuddannelser.
Ros til Sander
Enkelte universiteter har allerede oprettet et hav af eliteuddannelser. Det er fint, at universiteter tager eliten til sig og giver tilbud til deres dygtigste studerende. Men hvis ikke studerende og arbejdsgivere skal stå noget usikre over for, om der nu er tale om en egentlig eliteuddannelse, så bør det være en ekstern part, der kvalitetssikrer, at elitebegrebet ikke skrider.
Videnskabsministeriet har diskuteret med universiteter og studerende, hvordan man kan forestille sig eliteforløb. En række forløb er blevet foreslået, hvoraf mange netop er karakteriseret ved, at man kun kan argumentere for elite ved at påpege, hvordan det styrker bredden. Det er naturligvis godt med sådanne afsmittende effekter. Men vi skal også turde at tale elitens sag rent - uden at fedte bredden ind i sagen.
Videnskabsminister Helge Sander har selv sat fokus på behovet for elite. Det skal han have meget ros for. Og det er i hvert fald med glæde, jeg kan konstatere, at elitebegrebet er ved at gøre sit indtog i breddens land.
Charlotte Rønhof er forskningspolitisk chef i Dansk Industri
Martin Mikkelsen
28. september, 2007 #
Produktiviteten (og formentlig også livskvaliteten) i et land anhænger ikke af, om landet har en elite. Produktivitet og livskvalitet i et land afhænger af kvaliteten af de sociale strukturer, som borgerne i landet er i stand til at indgå i.
Charlotte Rønhof’s sådan lidt middelalderligt-feudale synspunkter afkræftes jo også af det forhold, at det middelmådige Danmark er ét af verdens suverænt rigeste lande. Det er den sociale integration, der skaber rigdom, ikke en elite.
I øvrigt modsiges Charlotte Rønhof’s reaktionære påstande jo også af den kendsgerning, at selv det fattigste lorteland på jordkloden har en elite, der værdsætter god kunst, litteratur, årgangsvine og kluns fra Armani. Det bliver de bare ikke rige af.