YANGON - Selv om torsdag ender med at blive den hidtil mest kaotiske dag i Yangon, begynder den meget fredeligt. Jeg tilbringer hele morgenen på et munkekloster i nærheden af Sule-pagoden. Efter nattens 300 munke-anholdelser er der også masser af betjente her, men de er afslappede: De har lagt deres skjolde fra sig på jorden og sidder og spiser snacks og læser aviser.
Jeg sidder og taler med munkene. Mens jeg taler med dem, kommer der en munk hen, som de andre siger, er en af lederne.
"Jeg leder cirka 35 munke i demonstrationerne," fortæller han, "men jeg ved ikke, om vi vil gå i gaderne i dag. Jeg ved, at 11 andre munke-ledere er blevet anholdt i nat kl. 2."
Selv er han flygtet fra sit kloster. Han diskuterer med de andre munke, om de måske skal finde et andet sted at starte marchen i dag.
Jeg spørger, hvordan de organiserer demonstrationerne.
"Vi holder hemmelige møder," siger han.
Da jeg spørger, om han og de andre modtager instruktioner fra overmunke, bryder en anden munk ind:
"Overmunkene kan man ikke regne med. De er i lommen på styret."
Han er 44 år og har studeret jura, og jeg spørger ham, hvad de vil have ud af demonstrationerne.
"Det her styre er både den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt," forklarer han, "og det er én mand, der sidder på magten. Vi vil have people power."
En munk, de andre kalder happy monk, fordi han altid er så glad, sætter sig på bænken ved siden af os. Jeg spørger, om han også var happy i går.
"Det var jeg ikke," svarer han. "Og i dag er det ren facade."
Jeg møder også munken, der holdt babyen ved navn 'den fredelige', igen. Han ved ikke, om han vil gå i gaderne i dag: "Hele området er afspærret af politi og militær."
Fakta
Hundredvis arresteret og ni dræbt
Otte demonstranter samt en japansk journalist er blevet dræbt under de seneste dages demonstrationer mod militærjuntaen i Myanmar (tidligere Burma). 11 demonstranter og 31 soldater er ifølge landets statslige kilder blevet såret.
Hundreder af munke blev arresteret i løbet af natten til torsdag under ransagning af seks klostre. Også to medlemmer af partiet National League for Democracy blev arresteret.
I FN's Sikkerhedsråd nedlagde Kina og Rusland onsdag veto imod sanktioner mod Myanmar. USA indefrøs i går penge, der tilhører Myanmars militærregime.
Kilder: BBC, Ritzau & AFP
Munkene advarer mig mod risikoen for at blive skudt, da jeg forlader deres kloster.
Får lov at sive væk
Det er en mere spredt dag i dag. Jeg ser ingen munke marchere, da jeg går fra klosteret. Og så vidt jeg kan se, kan munkene godt få lov af politiet til at sive væk fra området, hvis de vil, selv om der er afspærringer.
Ved 13-tiden kommer jeg op til Sule-pagoden, hvor der befinder sig flere hundrede kampklædte betjente og soldater og over for dem en gruppe på et par tusind demonstranter. Jeg kan forstå på folk, at de har stået sådan i næsten en time, ligesom i går, hvor de civile og soldaterne bare stod over for hinanden og ventede på de første skud. Der er næsten ingen munke, men nogle af de civile bærer flag med den kæmpende påfugl, som er demokratibevægelsens symbol fra 1988, hvor det var studenterne, der førte an.
Pludselig kommer der fire militære lastbiler kørende gennem menneskemængden. Så hører jeg et skud og løber væk, hen på hotellet over for pagoden. Derfra ser jeg menneskemængden løbe væk til alle sider, undtagen én, der ligger ubevægelig tilbage på jorden, indtil han bliver båret væk af nogle soldater.
Først bevæger 2-300 bevæbnede betjente og soldater sig langsomt op mod vores hotel og rydder gaden. Så stopper de og begynder at rykke ned ad tre sidegader, samtidig med at en højttalervogn udsender advarsler om, at folk kan straffes, hvis de ikke fjerner sig. Lidt på afstand står der 300 mennesker og råber ad dem. En enkelt modig person går hen imod soldaterne, stiller sig 20 meter fra dem og giver dem fingeren. Bagefter går han tilbage til flokken.
I hotellobbyen møder jeg en anden udlænding, der lige har overværet en japansk journalist blive skudt.
"Han havde lange shorts, et kamera og en blå og hvidt-shirt. Jeg så ham falde om, da der blev skudt. Så løb jeg."
Tilbageholdende
I dag er kaotisk og spredt. Der løber hele tiden rapporter ind fra andre steder i byen. Om munkeoptog, om skud. En turist har set en mand blive båret forbi hotellet, men kan ikke finde ud af, om den røde plamage på hans t-shirt var blod eller et logo. Jeg tænker, at styret trods alt er relativt tilbageholdende. At de virker, som om de kalkulerer lidt med at skabe frygt, men uden masseskydninger. Når jeg taler med almindelige mennesker, ryster de på hovedet og siger:
"Det er skrækkeligt, regeringen har et stort problem."
Der går også rygter om, at der bliver indført undtagelsestilstand.
"Hvad er forskellen mellem det og den måde, Myanmar er blevet regeret på de sidste 20 år," spørger en udlandsk journalist retorisk.
Sara Olsen skriver af sikkerhedsgrunde under pseudonym fra Myanmar, men hendes identitet er redaktionen bekendt


