Tvangsægteskab - Det er vist nærmest sådant ét, Det Konservative Folkeparti lever i med partiet Venstre. På weekendens konservative landsråd blev luftet symptomer på ulykkesfølelse i samlivet: Forurettelse, smålige sejrserklæringer, dagdrømmerier om et liv i frihed eller med andre partnere.

Når det altsammen alligevel fuser ud i resignation, skyldes det, at de konservatives selvtillid er knækket. Partiet havde ikke nerver til at træde ud af VK-regeringen, da Anders Fogh med George Bush telefonaftalte dansk deltagelse i Irak-krigen - efter at den konservative udenrigsminister Per Stig Møller havde forsikret oppositionen om, at Danmark kun gik ind i krigen med et FN-mandat. Senest vankede endnu en K-ydmygelse, da Fogh på Venstres sommertræf i august i år basunerede lettelser i bundskatten - hvad der absolut ikke var aftalt med de konservative. Bendt Bendtsen blev så vred, at han rådslog med partifæller om på stedet at undsige sin statsminister. Modet svigtede ham, som det har gjort før og forventeligt vil gøre fremover.

En frygt kuer de konservative. Frygten for, at Fogh udnytter deres regeringsudtræden til at udskrive et folketingsvalg, hvor han i en flom af krokodilletårer beskylder de konservative for at have ‘svigtet det borgerlige fællesskab’ - beskyldninger, som Pia Kjærsgaard fornøjet vil heppe med på.

Men hvordan kan de konservative komme ud i lyset på anden måde end at frigøre sig fra Venstre? Den udvej har skiftende slægtled af konservative partiledere set sig nødsaget til: John Christmas Møller i 1920’erne og 30’erne, Poul Sørensen i 1960’erne, Poul Schlüter i 1970’erne, Hans Engell i 1990’erne. Samme erkendelse vil formentlig blive nået - ikke af Bendt Bendtsen, dertil er en han for fogh’iseret - men af hans afløser.

Oh skræk - hvem er afløseren? I fredagens Information satte Brian Mikkelsens i protest udmeldte kredsformand, Anders Pedersen, ord på den konservative kattepine: Bendtsens afgang “har desværre lange udsigter. For hvis Bendtsen valgte at trække sig, ville hverken Lene Espersens eller Connie Hedegaards bagland kunne acceptere, at den anden blev leder af partiet.”

Indtil videre har ingen af de to det overtag, der skal til for at smække udløbsdato på Bendtsen. Derfor valgte den konservative ledelse på landsrådet at fordrive tiden ved at skyde skattekrav ud på en ubestemmeligt åremål, kræve højnelse af forældres ansvarsfølelse og i øvrigt hyggepludre om bløde værdier.

Bendtsen har bragt ro hos de konservative, jo tak, en gravens ro. Under hans ledelse har partiet stabiliseret sig på en stille sivende nedgang, bekræftet af weekendens meningsmålinger. At gruppeformand Helge Adam Møller og politisk ordfører Pia Christmas-Møller ikke kunne holde sig fra at ryge i struben på hinanden, vidner om rastløshed fremkaldt af Bendtsens bette procenter. Orakelagtigt kan det siges, at før de konservative igen bliver glade, skal megen sorg lides.