"Jeg vil prøve at holde mig fra at blive aggressiv. Men det er svært, når man har været i denne debat i mange år og har set, hvor elendigt det går," siger Lone Dybkjær, EU-ordfører for Det Radikale Venstre, og dermed er linjen lagt for dagens konference om ligestilling og EU.
De indbudte talere tæller ud over Lone Dybkjær blandt andre ligestillingsminister Karen Jespersen (V), direktøren for Europa-Kommissionens generaldirektorat for beskæftigelse, Belinda Pyke, Medlem af Europaparlamentet Britta Thomsen (S) og formand for Folketingets Internationale Ligestillingsudvalg, Helle Sjelle (K). De er indbudt for at give deres syn på EU's rolle i ligestillingskampen, og Lone Dybkjær peger i sit oplæg på det, hun ser som en meget uheldig splittelse blandt danske kvinder:
"Da Danmark kom med i EU, blev kvinderne bag ligestillingskampen splittet, fordi alle aktionskvinderne var imod EU. Men lad os komme væk fra den splittelse og lægge den bag os. Det er nødvendigt for at komme videre," siger hun.
Til europæisk kamp!
Og Lone Dybkjær er ikke den eneste taler, der betoner EU's betydning for ligestilling. Helle Sjelle mener også, at EU spiller en afgørende rolle, og hun fremhæver et vigtigt punkt, hvor Danmark ikke kan stå alene:
"Jeg vil gerne opfordre ligestillingsministeren til at arbejde for at sætte indsatsen mod kvindehandel højere op på EU's liste over prioriteter. For det er et område, hvor vi ikke kan gøre det selv," siger hun.
Karen Jespersen mener også, at EU er en del af løsningen af trafficking-problemer.
"En af de ting, vi skal gøre, er at forhindre, at de kommer hertil, og det skal vi også gøre gennem EU," siger hun.
Belinda Pyke understreger også, at trafficking står meget højt på EU's dagsorden, og at Europa-Kommissionen i næste måned afholder en konference om problemet. Derudover fokuserer hun på de to hovedproblemer i kvindernes beskæftigelse: underrepræsentationen af kvindelige ledere og fraværet af ligeløn. Det er områder, hvor Danmark absolut ikke ligger i den gode ende. Ifølge Dublin-instituttets rapport Gender and career development fra marts i år ligger Danmark for eksempel langt efter lande som Polen, Estland, Ungarn og Slovenien med hensyn til andelen af kvinder i ledende stillinger. Faktisk er vi kun foran Cypern og Malta.
"EU kan ikke gå ind og sætte kvoter, men det er spild af god arbejdskraft, da kvinder klarer sig godt på de højere uddannelser," siger Belinda Pyke.
Netop kvote-forslaget udløser begejstring fra tilhørerne, og blandt talerne stiller både Britta Thomsen og Lone Dybkjær sig bag det.
"Hvis vi ikke gør noget, har vi først ligestilling om 200 år. Det kan vi da ikke byde vores unge piger," siger Lone Dybkjær.
At gå efter guldet
Karen Jespersen vil dog ikke indføre kvoter. Hun mener i stedet, at der skal arbejdes med virksomhedernes sociale ansvar.
"Man kan sikre en større repræsentation af kvinder i ledelsen gennem tæt samarbejde med virksomhederne. Man kan lave nogle kontrakter med dem, så de forpligter sig til nogle måltal," siger ministeren.
Hun ved ikke, hvorfor Danmark ligger så dårligt i forhold til de andre EU-lande, men hun mener, at en del af forklaringen kan være, at danske kvinder har et ganske godt liv, og at de samtidig går meget højt op i at passe deres børn.
20.000 kroners løngab
"Noget af det, der skal til, for at få flere kvindelige ledere, det er mere go for it. Der mangler den der: 'Ja, jeg vil være chefredaktør på min avis'. Men hvorfor de ikke tænker sådan, det skal jeg ikke rode mig for langt ud i," siger Karen Jespersen.
En af de kvinder, der næppe lider under for lidt go for it er konferencier og tidligere DR-studievært Trine Sick. Hun slutter konferencen med en kontant beskrivelse af sine egne erfaringer med ligeløn:
"Jeg kan kun sige, at på min tidligere arbejdsplads sad jeg over for en mand, som fik 20.000 kroner mere om måneden end mig."


