Smilene var fremme i Paris for to uger siden, da den franske avis Le Parisien på sin forside kunne fortælle læserne, at den tyske kansler Angela Merkel var grundigt træt af de kys og kropsnære kram med tilhørende klap på ryggen som hendes nye "bedste ven i europæisk politik", den franske præsident Nicolas Sarkozy tildeler hende, når de ses - hvad de ofte gør.
Den formelle ministerdatter fra det tidligere Østtyskland, der altid blev formelt kysset på hånden af Sarkozys forgænger Jacques Chirac, har fået nok af den nye stil, skrev avisen, der angav kanslerens "indercirkel" som kilde.
Kanslerens talsmand rykkede allerede dagen efter ud med en benægtelse.
Frau Merkel var overhovedet ikke irriteret over Sarkos latinske stil, hed det. Hun "glæder sig altid over præsidentens varme måde at sige goddag på".
Hvor vover De ...
Krammer eller ej, det står klart for enhver, at der er alvorlige spændinger i den fransk-tyske dynamo, der ellers ifølge den officielle franske retorik netop har fået ny energi ved valget af Sarkozy som præsident.
Eksemplerne hober sig op fra blot de seneste par uger. Fra uenighed over finansieringen af EU's Galileo-program til Sarkozys nylige belæring af Tyskland om at landets modstand mod kernekraft er fejlslagen - uhørt direkte, eftersom netop A-kraft er et uhyre sensitivt indenrigspolitisk stridspunkt i tysk politik - til tysk irritation over den franske "hyper-præsidents" evne til altid at tage æren for en hvilken som helst forhandling, han befinder sig i, klimaaftale og EU-traktat f.eks.
Og senest gik Sarkozys legendariske hidsighed ud over den tyske finansminister, Peer Steinbrück, da sidstnævnte under et finansministermøde i Bruxelles tillod sig at kritisere præsidenten for at bruge for megen politisk energi på skattelettelser og for lidt på sine euro-zone forpligtelser til at sænke det franske offentlige budget, hvis underskud er et af de største i Europa.
"Hvor vover de at tale til mig på den måde," udbrød Sarkozy.
Skjult tysk dagsorden
Diplomatiske kilder på begge sider bekræfter de dårlige vibes.
"Der ser ud til at være stor mistro over for den nye (franske) magt," sagde en fransk diplomat udstationeret i Berlin forleden til Le Parisien. En fransk regeringstalsmand kaldte også forhandlingerne mellem de to lande for "meget åbenhjertige," hvilket er diplomatjargon for "skænderi".
Samme talsmand nævnte også Angela Merkels østtyske baggrund som en "ny udfordring".
En britisk EU-diplomat med base i Bruxelles siger til Information, at Frankrig også er irriteret over tyskerne; en irritation, der ifølge diplomaten delvist deles af briterne:
"Det, vi også er irriterede over, er den tyske diskurs, hvor det altid hedder sig, at al tysk politik blot er til Europas bedste. Samtidig skyer man ingen midler i Berlin, når det gælder fremme af tysk industris interesser. Al tysk politik føres gennem kommercielle eller økonomiske initiativer, samtidig med at tonen politisk altid er meget hellig eller nærmest selvretfærdig."
Slaget om Centralbanken
Det største aktuelle slagsmål er netop økonomisk. Det handler om holdningen til den europæiske centralbank (ECB). Bankens uafhængige status er under konstant angreb fra Frankrig, og forsvares lige så ihærdigt fra Berlin.
Bag uenigheden, som er dukket op til overfladen med jævne mellemrum hele sommeren - ligger forskellene i de to landes nationale økonomier og ditto grundsyn.
Set med franske briller er bankens "enøjede anti-inflationære linje" med striks fokus på prisstabilitet, og modstanden mod alt monetær politik, der kunne ligne devaluering/rentesænkning grunden til at der ikke kan komme mere gang i den franske eksport. Euroen er for stærk, hedder det.
Set med tyske øjne er det enorme franske budgetunderskud og den høje arbejdsløshed (dobbelt så høj som den britiske) bunder udelukkende i hjemlige forhold, som skiftende franske regeringer har undladt at tackle. Såsom alt for dyre pensionsordninger med tidlig tilbagetrækningsalder, lukrative (og rigide) ansættelsesforhold i såvel den offentlige som den private sektor og sundhedsudgifter, der er ude af kontrol.
Ideen om at det skulle være ECB, der er ansvarlig for den franske økonomis misere, afvises pure af tyskerne, som også fremhæver økonomier som Spanien, Irland og Finland klarer sig udmærket som eurozone-medlemmer.
Frankrig er det land i hele EU, som har det højeste offentlige forbrug, og i det seneste finanslovsforslag, som blev fremlagt i sidste uge, forudser finansministeren blot en moderat forbedring af underskuddet, som næste års anslås til 41,7 milliarder euro (305 milliarder kroner).
'Frankrig er bankerot'
Efter finanslovsfremlæggelsen erklærede Sarkozys ellers tro tjener, premierminister François Fillon, da også Frankrig for "bankerot. Dette land har ikke haft et balanceret offentligt budget siden 1974, situationen er meget alvorlig," lød det overraskende.
Præsidenten var ikke fornøjet. Det satiriske ugeblad Le Canard enchaîné skrev, at Sarkozys reaktion over for en rådgiver var: "Jeg er ikke rasende, jeg er fortvivlet... Jeg kan ikke komme af med ham (Fillon, red.) lige nu, men til maj næste år er alt muligt."
