Moderne og gammeldags

Christian Mørk skrev sig sidste år ind på de danske bestsellerlister med De ti herskere, en Dan Brown-agtig fortælling om mørke kræfter og Victor Tallent og hans super-risplante, der skulle kunne revolutionere fødevareforsyningen i Den Tredje Verden. Nu er han kun et år senere tilbage med endnu en klassisk og fræsende fortælling, denne gang fra Irland. Og denne nye Darling Jim er halvt så lang og mere helstøbt end sidste års historie, nok netop fordi spændingen denne gang holder hele vejen hjem.

Ved et tilfælde får det unge postbud Niall et uadresseret brev op under neglene. Brevet indeholder en dagbog, skrevet af Fiona Walsh, som er fundet myrdet sammen med sin søster og tante i et spøgelsesagtigt hus i Malahide, lidt nord for Dublin.

Fiona Walsh ruller en historie ud om den smukke og charmerende skjald Jim Quick - kaldet Darling Jim - der rejser Irland tyndt og med tryllestemme fortæller makabre middelalderhistorier på pubberne om ulve og ungmøer. Jim fortryller enhver, der møder ham, og i sporet efter ham finder man unge kvinder, som han først har nedlagt og dernæst myrdet.

I en af de småbyer, Jim kommer igennem, bor de tre Walsh-søstre, og den ene, Fiona, som senere skriver dagbogen, forelsker sig hovedkuls i manden sådan som så mange andre før hende. Men Jim er videre til den næste og den næste og den næste.

De tre søstre begynder at efterforske Jims fortid, der er lige så broget som hans nutid. Og naturligvis ender det med flere mord. På hvem skal ikke røbes her.

Postbudet Niall, der er betaget af historien om Jim, siger sit job op og tager af sted for at finde sandheden om, hvad der skete med de tre søstre. Undervejs får han fat i endnu en dagbog, denne gang skrevet af en anden af de tre Walsh-søstre, og så går jagten ind på den sidste af søstrene, der åbenbart endnu er i live.

Sprog og stil

Der er fra - næsten - første side fuld fart over feltet i Christian Mørks nye krimi. Og når man først er fanget ind, er den svær at slippe, før mysteriet om søstrene og Darling Jim er løst. Men man skal altså lige fanges ind, og det går lidt tungt, blandt andet fordi hovedpersonen Fiona er delvist utroværdig. Eller rettere: i begyndelsen af bogen, når man stifter bekendtskab med hende via den dagbog, hun døende er ved at skrive, er hele tonen så overfrisk, at man hverken tror på hende eller Mørk. Efterhånden som man lærer hende at kende, vokser troværdigheden.

Overfrisk er Mørk også sine steder i sproget, der ellers mest er fuldt af originale sammenligninger, men som af og til kammer over i et forsøg på at skabe sanselige eller sjove sprogbilleder. Eksempelvis giver følgende beskrivelse af en person ingen tydelige billeder på denne læsers indre skærm:

"Chaufføren havde flere dobbelthager end en hal fyldt med slagtere. Musklerne på hans rat-arm ville have fået selv tapre mænd til at tøve. Et dykkerur, der kunne have sænket slagskibet Bismarck, glimtede i solen".

Man fristes til at tro, at Mørk har tænkt tankerne på amerikansk, og det er vel helt forståeligt efter næsten 20 år i USA, men det forvirrer mere, end det fænger. Andre billeder virker til gengæld originale og fungerer uanset hvilket sprog, de er tænkt på:

"Vinden havde taget fat i en trist udseende pandekagevogn af fugtigt træ og revet den løs fra sin ankerplads ved brandhanen. Nu bankede den ind imod parkerede biler som en blind hund"

Først og fremmest står en på en gang gammeldags og dog moderne fortælling tilbage drevet af god energi og et mesterligt plot.