Når dagens åbningsdebat i Folketinget skydes i gang, skal de radikale have paraderne oppe. Af et svar til SF’s skatteordfører Morten Homann fremgår det nemlig, at R-skatteplanen, der vil fjerne bund- og mellemskat samt hæve grænsen for topskatten, vil give en gevinst på 1620 kroner om året, mens de mest velhavende får tyve gange så meget - nemlig 36.620. Og det udløser hård kritik fra både regering og opposition.

Man er nødt til at komme op på hesten igen og finde en skattepolitik, der mindsker uligheden i stedet for at øge den,” siger Morten Homan om den nye skatteplan, der dog ifølge SF’eren er ‘lidt bedre’ end den R-plan, der lå for et år siden.

Man er gået fra Djengis Khan til hunnerkongen Attila. Det her sparker til uligheden,” siger Homann.

Heller ikke Venstres politiske ordfører, Troels Lund Poulsen, har meget til overs for skatteplanen:

Det er helt vildt, at radikale foreslår skattelettelser, som belønner de rigeste tyve gange mere end de lavestlønnede. Det viser, hvor asocialt et forslag planen er - ikke alene er planen underfinansieret, det er også de rigeste der kommer til at tjene på den,” siger han.

S: Ikke vores kop te

Men den radikale finansordfører, Morten Helveg Petersen, ryster på hovedet af kritikken fra V-ordføreren. Han påpeger, at radikale ønsker et opgør med det skattestop, der med fredningen af boligejerne netop er socialt skævvredet, og at man samtidig vægter et højere beskæftigelsesfradrag.

Og at kritikken skal komme fra en såkaldt liberal politiker er jo absurd,” siger R-ordføreren, som understreger, at planen desuden vil få 40.000 ud på arbejdsmarkedet.

Men Troels Lund Poulsen hæfter sig ligeledes ved, at det radikale ønske om at øge de grønne afgifter med tyve procent også har en mærkbar social slagside:

Jeg glæder mig meget til at høre, hvordan Socialdemokraterne stiller sig over for forslaget. De har været meget aggressive i forhold til vores skatteplan, som er langt mere socialt balanceret, og som tilmed hænger sammen økonomisk,” siger Troels Lund Poulsen, som mener, at S ‘på det kraftigste må tage afstand fra planen’.

Og foreløbig er der også stadig stor forskel på S og R på både skole, skat og udlændingepolitikken. Men at det radikale udspil skulle være en kile mellem de gamle regeringspartier afvises af skatteordfører John Dyrby Paulsen (S), som dog medgiver, at den sociale slagside ‘ikke er socialdemokraternes kop te’:

Men vi ved ikke, om radikale vil have andre tiltag, der modvirker skævvridningen,” siger han og vender kritikken tilbage mod regeringen:

Ny Alliance vil fjerne top- og mellemskat - vil Venstre også det? Hvis man stiller tingene sådan op, er man politisk tonedøv,” siger John Dyrby Paulsen, som ikke er i tvivl om, at S i bestræbelserne på at gennemføre en skattereform kan lave en aftale med R.

Fakta: radikalt skatteudspil

Grænsen for topskat hæves til 425.000 kr.

Loft over beskæftigelses-fradraget hæves til 20.000 kr.

Personfradraget hæves til 48.000 kr.

Grønne afgifter hæves med 20 procent

Ejendomsværdiskatten skal følge faktisk ejendoms-vurderinger, dog kan den højst stige fra år til år med lønudviklingen