Der er ingen hjemme

"- institutionernes eksistens skyldes, at børnene bliver mangelfuldt socialiseret, fordi familien ikke længere selv er i stand til at socialisere børnene." (Grete Korremann i Mens de voksne arbejder, Tiderne skifter 1977)

Der bør være forskel på et hjem og en skole. I en skole kommer man primært for at lære noget - nyttige kundskaber, der gør os i stand til at læse, skrive, regne samt tilegne os såvel veletableret som ny viden. Her er fagligheden i højsædet. Man er først og fremmest elev, og de voksne er lærere. Men naturligvis gør det heller ikke noget, man trives og har det godt i fællesskab med andre, mens man nu alligevel er der.

I et hjem skal der allerhelst være nogen hjemme. Ellers er hjemmet ikke et hjem, men blot et opholds- og sovested for omkringfarende og stressede børn og voksne. Hjemmet skulle gerne være ikke alene rammen om den nominelle familie, men først og fremmest rammen om et familieliv. I et hjem er man barn, teenager og ung, og de voksne er forældre - far og mor. Her er kærligheden, omsorgen og trygheden i højsædet.

Fra et hjem udgår derfor vigtige og uomgængelige forældrefunktioner. Et hjem forbinder vi derfor traditionelt med primær identitetsdannelse, fordi vi her indgår i et tæt og intimt fællesskab med andre, over for hvem vi naturligt er nødt til at indordne os. Ikke i første omgang i moralsk forstand, men dels fordi der slet og ret skal være plads til os alle, men også fordi der med et hvilket som helst fællesskab er forbundet et personligt følt ansvar, som alene påhviler den enkelte.

Sociale kompetencer

Vi formes og dannes af dagligt at have familiemedlemmer tæt inde på livet af os, og som både direkte og indirekte sætter en grænse for, hvad vi alene kan tillade os at gøre for os selv. Det giver os nogle nyttige sociale kompetencer, som er gode at have med i rygsækken, når vi skal ud i det offentlige rum, hvor der indgår langt flere mennesker i fællesskabet - i skolen f.eks. Skulle man have svært ved at se og forstå dét, har forældre formelt myndigheden, men forhåbentlig også autoriteten til at håndhæve de regler, som - desværre - oftest viser sig nødvendige dér, hvor vi ikke af os selv bøjer os for fællesskabets uskrevne regler.

Siden 1970'erne er der imidlertid sket en kolossal samfundsmæssig revolution, som har haft en ligeså kolossal indflydelse på forholdet mellem skole og hjem.

Hjemmet er systematisk tømt for funktioner, således at hjemmet som et hjem i traditionel forstand de facto er afskaffet. Der er ingen hjemme! Det er et rum, men der er ikke ret meget hjerte i det. Og når endelig de voksne kommer trætte hjem fra et stresset lønarbejde, har de sjældent overskud til andet end den fornøjelige del af det at være forældre - og falder følgelig for fristelsen til at blive deres børns bedste kammerater. De orker ikke opdragelsen og grænsesættelsen. Det skaber en dårlig stemning, og nu er vi jo netop kommet hjem for at hygge os og ha' det rart.

Hvad blev der så af hjemmets traditionelle funktioner? Kærlighed, omsorg og tryghed vedbliver vel med at være livsvigtige forudsætninger for et hvilet som helst nyt menneskeliv. Hvor er de?

De har siden 1970'erne holdt massiv flyttedag. Hjemmets forældrefunktioner er flyttet over i skolen, der således i dag bruger både store tidsmæssige og psykiske resurser på at indhente, hvad far og mor ikke har haft resurser eller tid til: at opdrage og give selvværd til deres børn. Grænsen mellem hjem og skole er ophævet med uoverskuelige følgevirkninger for både hjemmet, skolen, børns trivsel, voksnes ansvar og for samfundets udvikling generelt.

Hvis vi voksne og forældre ikke snart begynder at prioritere voksent i vores liv, så vil både skolen som skole, arbejdspladsen som arbejdsplads, det offentlige rum som offentligt lide ubodelig skade på de vigtige samfundsmæssige opgaver, som de nu engang er sat i verden for.

I 1973 var der i Danmark ca. 5800 pædagoger. I dag er der over 58.000! Hvis ikke forældrene tilbageerobrer nogle af hjemmets funktioner og giver sig tid til dem, vil det private, personlige ansvar for alvor blive hjemløst, og hovedparten af de offentlige ansatte vil have pædagogiske funktioner over for både børn og voksne.

Og Danmark vil blive et stort hjem - et folkehjem!

Henrik Bang-Møller, sognepræst og cand. theol.