På Informations hjemmeside ligger der i skrivende stund 933 kommentarer fra læserne om Asmaa Abdol-Hamid, hendes folketingskandidatur for Enhedslisten og - ikke mindst - hendes tørklæde.
Hvad er det, der i den grad kan få sindene i kog, når en ung, erklæret religiøs, muslimsk kvinde stiller op til en politisk post?
Fra den yderste højrefløj og langt ind i gamle feministers rækker har protesterne lydt mod Asmaas tørklæde. Søren Krarup har sammenlignet det med hagekorset, Bente Hansen, kvindeforkæmper gennem 30-40 år, ser det som udtryk for tilslutning til et kønshierarki, hun tager afstand fra.
Asmaa er i sin demokratiske ret til at stille op som politisk kandidat, men hun må gøre det i et parti, der går ind for hierarki kønnene imellem, lyder Bente Hansens argumentation.
Påfaldende alliance
Sådan et kan Asmaa Abdol-Hamid dog ifølge flere kvindeforskere komme til at lede længe efter. De påpeger nemlig, at der i de seneste år er opstået en overraskende feministisk front på den yderste danske højrefløj.
Lektor ved Malmø Universitet Rikke Andreassen, der er tilknyttet det internationale EU-forskningsprojekt Veil, som over tre år skal kortlægge tørklædedebatten i hele Europa, gør opmærksom på “det høje antal hvide mænd, som ikke tidligere har interesseret sig for feminisme og kvindeundertrykkelse, men som nu er blevet fuldstændig besat af spørgsmålet om, at islam er kvindeundertrykkende.”
“Over hele Europa ser vi hvide, kulturkristne mænd stille sig op og tale imod, hvad de tolker som islamisk kvindeundertrykkelse,” siger hun. “Det er yderst interessant at høre en Peter Skaarup stå og tale om, hvordan ‘vi’ ‘i Danmark’ altid har ‘kæmpet for ligestilling’,”når hverken han eller hans parti tidligere har markeret sig feministisk,” bemærker hun. Man ser altså pludselig en fælles front af populistiske højrefløjsfolk og nationalistiske venstrefløjsfolk, herunder feminister. Samme iagttagelse har teolog og religionsforsker, ph.d.-stipendiat Mette Buchhardt gjort.
Hun mener, at vestlige feminister, der tager afstand fra tørklædet, kommer til at tillægge kulturen et selvstændigt liv, som den ikke besidder.
Man holder op med at tale om samfundets betydning og begynder at bruge kultur som en afgrænset størrelse, siger hun. Derved skærer de gamle feminister, der bekæmper tørklædet, ‘kampen over på midten’. I stedet for at rette kritikken mod muslimske kvinder burde de fokusere på det neo-konservative backlash, som finder sted i hele verden, og som Mette Buchhardt identificerer i det mindste tre forskellige steder: I islamismen, i den kristne fundamentalisme og i den nationalistiske vægt på værdier og kulturelle udtryk.
Her er hun enig med Asmaa Abdol-Hamid, der siger:
“Tørklædets betydning er afhængigt af det samfund, det bæres i. Og hvis kvinderne skal frigøres, må det ske på kvindernes egne præmisser. Når tørklædet er betydningsfuldt for kvinderne selv, burde man rette fokus mod undertrykkelsen i stedet for at rette det mod tørklædet og styrke kvinderne ved at give dem redskaber, så de kan kæmpe mod undertrykkelsen.”
Hvad er frigørelse?
Selv undrer Asmaa Abdol-Hamid sig over angrebene fra feministisk hold.
“Jeg må sige, at jeg havde forventet støtte fra de gamle feminister,” siger hun.
“Jeg må hele tiden kæmpe med de patriarkalske mænd fra min egen kultur, der mener, at jeg som kvinde ikke skulle føre mig så meget frem - og da slet ikke som politiker! Min far har flere gange fået henvendelser fra mænd om at få mig gift, så man kan få lukket munden på mig.”
“Og på den anden side må jeg kæmpe med danske politikere, der har en ganske bestemt opfattelse af, hvad en dansk kvinde er og kræver, at jeg skal smide tørklædet, hvis jeg vil være en del af det politiske liv.”
“Er der en bestemt måde at være frigjort på?” spørger Asmaa polemisk.
Rikke Andreassen ser Asmaa Abdol-Hamid som et dansk eksempel på et opgør inden for feminismen, der er blevet taget i andre lande, men som endnu ikke rigtig har nået Danmark.
“I 1970’erne kæmpede de hvide, heteroseksuelle middelklassekvinder for fri abort og økonomisk uafhængighed. De første, der påpegede, at fri abort ikke lige var deres højest prioriterede emne, var Lesbisk Bevægelse, men derpå fulgte i USA og Canada en bølge af sorte feminister, der gjorde opmærksom på det paradoks, at sorte kvinder, i takt med at de hvide kom ud på arbejdsmarkedet, rykkede ind i disses hjem som rengøringskoner. Denne kritik blev fulgt op af kvindebevægelser i Den Tredje Verden, der kritiserede den vestlige feminisme for at være for generaliserende og ikke frigørende for kvinder i de såkaldte u-lande. I løbet af 1980’erne og ‘90erne voksede således erkendelsen af, at man ikke kunne tale om én feminisme, men at man måtte gå ud fra kvinders forskellige forudsætninger og sociale betingelser,” forklarer hun.
Professor Drude Dahlerup, Stockholms Universitet, anlægger samme synsvinkel: Skulle jeg udelukke velkvalificerede forskere med slør, spørger hun. “Eller skulle jeg i Cairo, Rabat og Jakarta stille mig op på en stol og råbe til mine kolleger, at de ikke kan være feminister, hvis de bærer tørklæde? Det er absurd!”
Birte Siim, professor på Århus Universitet og ligesom Rikke Andreassen tilknyttet Veil-projektet, kalder det ‘feministisk fundamentalisme’ at sætte kønslig ligestilling over alt andet uden at se på det konkrete.
“De, der gør det, bruger ikke hovedet,” siger hun. “Man må skelne mellem, hvem der bruger tørklædet. På den ene side at hævde kvinders ret til selvbestemmelse og på den anden side at kræve, at de ikke må bære tørklæde er dobbeltmoralsk. Hvem er det, der bestemmer, hvad de må? Og hvem repræsenterer kravene,” spørger hun.
Imod enshed
Asmaa Abdol-Hamid insisterer på selv at definere, hvad hun forstår ved feminisme. Til Kristeligt Dagblad har hun sagt, at hun som muslimsk kvinde ‘åbenlyst’ vil erklære, at hun ‘på ingen måde vil kæmpe i lighedens navn.’
“At kæmpe for ligheden vil være en tabt kamp for begge køn, men dog mest for kvinderne. Som mennesker må vi til at erkende, at der er biologiske, mentale og psykiske forskelle, som vi aldrig vil have magt over at ændre på hundrede procent. Som muslim vil jeg i stedet opfordre kvinderne til at kæmpe for ligestilling mellem kønnene med forskellene taget i betragtning. Vi skal som forskellige køn ikke arbejde eller kæmpe for at indtage hinandens roller, men fordele arbejdet ud fra forudsætningerne med målet at supplere hinanden.”
Men betyder det, at hun mener, at bestemte roller er forbeholdt bestemte køn?
Det svarer hun nej til. “Kvinde- og manderoller udvikler sig gennem tiden. Min bedstemor var analfabet og havde født mange børn. Jeg har taget en uddannelse og befinder mig på arbejdsmarkedet og i det politiske liv.”
“Det, jeg har ment, er nok, at jeg ikke vil kæmpe i enhede8ns navn. Kvinder og mænd er ikke ens, men de skal have lige muligheder og lige ret til at være dem, de ønsker at være,” siger hun.
Retten til selvbestemmelse
Asmaa Abdol-Hamid lægger vægten på kvinders ret til selvbestemmelse.
“Grundlæggende mener jeg, det er min ret. Kvinder må have ret til at bestemme over sig selv. Ingen skal fortælle dem, hvad de skal have på.”
- Nu er det jo ikke en individuel hovedbeklædning, du bærer, men et kollektivt symbol?
“Men om man bærer det eller ej, kan godt være udtryk for et personligt valg.”
- Er det kun et symbol udadtil, eller symboliserer det også en åndelig praksis?
“Mit personlige forhold til min religion afspejler sig i min påklædning. Det er faktisk kommet som en overraskelse for mig, at der nu er en ny kamp at kæmpe for retten til selvbestemmelse. Jeg troede, den var udkæmpet, og at der var bred enighed om, at kvinder havde retten til selvbestemmelse. Når man diskuterer kvinder, der bærer tørklædet, ud fra det perspektiv, at de er undertrykte, fratager man dem deres selvstændighed og ignorer deres refleksioner over deres valg.”
- Hvad var dine egne refleksioner?
“Da jeg var 14 år, var det store fokus på kvinders kroppe i reklamen vigtigt for mig, og det var noget , jeg diskuterede med mine venner. At der var så stort fokus på, hvordan man ser ud, og ikke på, hvordan man er som menneske. Jeg synes ikke, det er så vigtig, hvordan man ser ud,” siger Asmaa Abdol-Hamid og understreger, at kvinder, der vælger at være med i reklamer selvfølgelig er i deres fulde ret til det, men at hun synes, der finder et øget misbrug af kvindekroppen sted i det offentlige rum.
- Ligger der en afvisning af at vise sig frem som seksualobjekt i tørklædet?
“Jeg siger ikke, at andre kvinder gør sig til sexobjekter. Jeg har et personligt forhold til min religion, og tørklædet er en del af det.”
“Retten til at bestemme over min egen påklædning er efterhånden kommet til at spille en stor rolle for mig. Jeg vil ikke finde mig i kravene om en bestemt dress code. Når jeg hører Dansk Folkepartis udtalelser, får jeg mindelser om det iranske præstestyre, der vil bestemme, hvordan kvinder må gå klædt. Man kan sagtens være kvinde, gå med tørklæde og være frigjort.”
- Hvad betyder frigjort i denne forbindelse?
“Frihed til at bestemme over sig selv. Frihed fra normative, kulturelle traditioner. Frihed fra en bestemt definition af, hvad det vil sige at være kvinde. Mangfoldighed, at vægten lægges på det, jeg kan, at jeg ikke vurderes i forhold til mit køn.”
Kvindekampen dør
Både Rikke Andreassen og Mette Burchhardt ser et stort problem i, at tørklædedebatten og opfattelsen af muslimske mænd som specielt patriarkalske isolerer kvindekampen til noget, der har med islam at gøre. De påpeger, at kvindekampen derved lægges død. Vestlige kvinder opfattes pludselig som frigjorte og ligestillede, man ignorerer de områder - barsel, ligeløn, pension mv. - hvor kvinder i de vestlige samfund stadig sakker agterud for mændene, og man vender blikket væk fra de vestlige patriarkalske strukturer, mener de.
“Ligesom der i islam er en norm om den tildækkede kvindekrop, er der i Vesten et krav om, at kvinder skal være afklædte, appetitlige og tilgængelige. Mænd har ret til at se på kvinder, og de bliver fornærmede, hvis en kvinde ikke vil røre ved en mand,” siger Mette Burchhardt. “Når opstandelsen over, at Asmaa Abdol-Hamid ikke vil give hånd til mænd, er så stor, får man mistanke om, at det i virkeligheden handler om at kvinder skal røre ved mænd,” funderer hun.
Forbilleder vigtige
Asmaa Abdol-Hamid føler selv, at hun kan fungere som et symbol for kvindefrigørelse i indvandrermiljøerne. Men hvis det ikke lykkes for normbrydere som hende at trænge igennem, vil kvinderne sige til sig selv, at så må de hellere holde sig til det, de kender, mener hun.
“Vi har en pigeklub i Vollsmose, hvor en 18-årig tyrkisk pige med tårer i øjnene spurgte min lillesøster, om jeg var gået ud af politik på grund af modstanden. For hvis jeg havde trukket mig, havde hun mistet håbet.”
“Asmaas mod er ufatteligt!” siger Birte Siim. Birte Siim arbejder med demokratiske processer og beretter om sit samarbejde med veluddannede, demokratiske, muslimske indvandrerkvinder.
“Igen og igen hører jeg den samme historie. De kan ikke komme igennem i medierne, og hvis de kommer igennem, bliver de misforstået og deres udtalelser fordrejet,” siger hun. “Det handler om at få de veluddannede indvandrerkvinder integreret, men som sagerne står, har vi et demokratisk underskud. Muslimske kvinder er udsat, når de træder offentlig frem, og samtidig angribes de af deres eget bagland.”
Drude Dahlerup ser Asmaas påklædning som en forhandlingsstrategi i et majoritetssamfund, siger hun. Hun forstår ikke, at man kan overse den protest, tørklædet også symboliserer.
“Men der ligger også en forhandling med Asmaas eget bagland i det,” mener hun. “Hun har brudt med en række normer for, hvad kvinder traditionelt kan gøre. I den situation er det måske nok smart at bære tørklæde,” formoder Drude Dahlerup.
Asmaa Abdol-Hamid bekræfter selv, at hun udmærket forstår, hvad Bente Hansen mener, når hun taler om kønshierarkier, som tørklædet er symbol på.
“Jeg forstår det godt, og jeg kæmper selv imod dem,” fortæller hun. “Jeg har oplevet at blive smidt ud som formand for Bøgeparken i Vollsmose på grund af mit køn. Der var nogle mænd, som samlede underskrifter imod mig med den begrundelse, at kvinder ikke skal bestemme over mænd. Det må vi naturligvis kæmpe imod, det er ikke kønnet, der skal afgøre hvilke poster, man indtager. Vi kan godt måle os med mænd og selv definere, hvad vi gerne vil nå, og - hvorfor ikke? - lidt mere end mændene?”
Forskellig inspiration
Men det hele kan vel ikke reduceres til strategier, kontekster og sociale betingelser? For Asmaa Abdol-Hamid er tørklædet et religiøst symbol, det understreger hun selv, så hvad betyder hendes religion?
“Islam er min personlige livsanskuelse. Jeg vil gerne gøre noget godt for andre, næstekærlighed er både islamisk og universelt, men vi inspireres forskellige steder fra. Jeg har fokus på de socialt svage, det er derfor, jeg er blevet socialrådgiver.”
“Så mediterer jeg, beder og faster og forsøger at være bevidst om min personlige udvikling.”
Angående det sidste, har der været mange tidspunkter i ‘debatten om Asmaa’, der burde gøre hende vred, siger hun. Men der kan hun bruge sin religion til at falde til ro og fokusere på mulighederne. Hun kan dæmpe sig selv, “for kommer man nogle vegne ved at blive vred,” spørger hun. “Det er bedre at forstå modparten.”
“Jeg er ikke sur på Dansk Folkeparti på egne vegne, men jeg er sur over det samfund, det har gjort os til. Når Mogens Camre mener, jeg burde have psykiatrisk behandling, må jeg spørge, hvad det er for et demokrati, vi har. Men hvis jeg mødte Pia Kjærsgaard, ville jeg give hende et knus, jeg tror, hun har brug for det.”
“Min religion betyder, at jeg får overskud til at se tingene i en større sammenhæng.”
Kommentarer
Puh ha, hvor var det dejligt med en nuanceret artikel om den betændte Asmaa-debat, med lidt indsigt i kvindefrigørelsens historie.
Egentlig en meget velargumenteret artikel all-over. Men det skæmmer, at der i artiklen bliver taget parti i debatten med en formulering som denne:
“Man ser altså pludselig en fælles front af populistiske højrefløjsfolk og nationalistiske venstrefløjsfolk, herunder feminister.”
Det burde være tydeligt for enhver, der har læst med i diverse Asmaa-relaterede debatter her på information.dk, at debatten føres på hhv et DF-fokus, hvor man hijacker debatten med rendyrket islamofobisk fremmedhad, og en venstreorienteret vinkel på adskillelse af religion og politik samt feminisme på den anden side. At Søren Krarup og ligesindede ude i europa pludselig taler om kvindeundertrykkelse er jo så letgennemskueligt.
Ærgeligt, at man som venstreorienteret feminist skal kaldes “nationalistisk”. Nationalisme er nok det sidste, der betyder noget for mig og, og det gælder iøvrigt alle de venstreorienterede mennesker, jeg kender og respekterer.
Det der er fokus for venstre-kritikken i denne debat har aldrig handlet om nationalisme og/eller fremmedfrygt, men om kønsdebat, og hvordan et progressivt parti fører politik i denne henseende. Så lad nu være med at synke til det der niveau, hvor vi skal skæres over samme kam som racisterne ude til højre.
Feminisme er stadig klassekamp. Og dermed kapitalismekritik. Og helt udenfor emnet, så synes jeg da lige, at nedenstående link er med til at understrege behovet for en fortsat klart venstreorienteret feministisk kamp.
http://epn.dk/kommunikation/salg_marketing/article1118202.ece
Asmaa Abdol-Hamid og hendes ligesindede søstre har alle muligheder for at kæmpe den feministiske kamp med os andre. Det ville være fedt! Men det må ske på et klart sekulært politisk velafbalanceret grundlag, hvor religionen holdes derhjemme, hvis vi som venstreorienterede skal fremstå som fornuftsdrevne mennesker med seriøse bud på et bedre samfund.
Hvem er de “nationalistiske venstrefløjsfolk”, som artiklen omtaler? Er det Villy Søvndal, Bente Hansen, Hanne Reinfoft, Benito Scocozza og Keld Albrectsen? Og DKP og SAP? Eller er det ham her: http://www.hindrup.dk/
God artikkel, jeg får efterhånden som tiden går mere og mere sympati for Asmaa. Det er rigtigt at hun har dummet sig i nogle situationer, men jeg tror at hvis hun holder ud i nogle år og måske enda bliver valgt ind vil hun kunne udvikle sig til en glimrende politiker, som det ser ud som om at vi mangler i Danmark.
Det er fedt at se hvordan hun har fået rusket op i alle de gamle stivstikkere på både højre- og venstrefløjen. Jeg vil se det som et sundhedstegn, og et tegn på at vi kan rumme mangfoldighed hvis hun kommer ind - med tørklœde og det hele. Jeg er ret sikker på at det ikke vil vœre begyndelsen til enden på vores civilization.
Man snakker så meget om hendes hensigter og hendes trovœrdighed, men hvad med Anders Fogh Rasmussen? Jeg vil opfordre alle til at lave det lille eksperiment at prøve med sig selv at lave en objektiv og noktern vurdering af hans trovœrdighed og udviklingen af Danmarks image i verden siden hans tiltrœdelse.
Anders Fogh Rasmussen er et sygdomstegn. At denne krigsforbryder fik genvalg i 2005 er manifestationen på et demokrati i alvorlig krise. Eftertrykkeligt dokumenterede afsløringer af dødlige løgne er ikke længere noget, der leder til krise og skandale? Hvor blev Danmarks Watergate af?
Selvfølgelig er kønsdebatten vigtig for venstrefløjen, men den må aldrig lede til stemme spild og opgivenhed i vores kamp for at få væltet Foghs regime. Der er ikke bare behov for en anden regering, der er behov for en anden politik.
@Simon
Problemet er at Enhedslisten siden opstillingen af Asmaa Abdol-Hamid har været sunket ned på et debatniveau, hvor alle venstreorienterede, der forholder sig kritisk til sammenblandingen af en patriarkalsk religion og feminisme, slås i hartkorn med DF.
Jeg kunne godt lide at vide, hvad ovenstående kvinder ville have svaret på følgende spørgsmål:
1. Hvordan fremstår en kvinde, der er anbefalet af Mostafa Chendid og Abdul Wahid Pedersen? Er de anbefalinger helt uproblematiske i forhold til spørgsmålet om muligheden for en virkeliggjort kvindekamp, der flytter noget?
2. Hvad indebærer det, når Asmaa hævder at: “Med islam bliver realiteterne taget i betragtning. Kønnene bliver set på som to forskellige køn med forskellige forudsætninger. Islam fordeler derefter opgaverne for dermed at komme ligestillingen til livs. Dette skal dog ikke forstås som den traditionelle opdeling med, at kvinder bliver hjemme og ikke har mulighed for at være på arbejdsmarkedet.” (dvs - hvad ville der have været blevet svaret , hvis intervieweren havde brugt hele citatet fra Asmaas gamle læserbrev, fremfor at klippe det midt over) Giver islam fornuftige anvisninger på en progressiv kønspolitik?
3. Hvad blev der af religionskritikken på venstrefløjen og i feminismen?
Jeg må erklære mig enig med Simon fra Nørrebro, det er rart at høre Asmaa Abdol-Hamid nuancerer sine synspunkter angående ligestilling mellem kønnene, men det er ærgerligt at artiklen med udsagn som :
“Man ser altså pludselig en fælles front af populistiske højrefløjsfolk og nationalistiske venstrefløjsfolk, herunder feminister.”
sværter alle der har haft indsigelser mod AHH’s klart sexistiske udtalelser til.
Udtalelser som:
” … Men betyder det, at hun mener, at bestemte roller er forbeholdt bestemte køn?
Det svarer hun nej til. “Kvinde- og manderoller udvikler sig gennem tiden. Min bedstemor var analfabet og havde født mange børn. Jeg har taget en uddannelse og befinder mig på arbejdsmarkedet og i det politiske liv.”
“Det, jeg har ment, er nok, at jeg ikke vil kæmpe i enhede8ns navn. Kvinder og mænd er ikke ens, men de skal have lige muligheder og lige ret til at være dem, de ønsker at være,” siger hun.”
&
” ….. Det må vi naturligvis kæmpe imod, det er ikke kønnet, der skal afgøre hvilke poster, man indtager. Vi kan godt måle os med mænd og selv definere, hvad vi gerne vil nå, og - hvorfor ikke? - lidt mere end mændene?”
- er altså helt nye toner, når man betænker, at hun tidligere har udtalt at hun som muslimsk kvinde ikke vil kæmpe for lighed og at kønsforskellen betød at mænd og kvinder ikke skulle kæmpe om at indtage de samme roller i samfundet!
Det er godt, at AAH nu kommer med klare positive udmeldinger på ligestillingsområdet, men jeg synes nu ikke det er særlig smart, at artiklen så unuanceret tager parti, at man føler sig udsat for nedgørelse og propaganda.
Jeg fatter ikke hvordan alt kan forbindes til mande-kvinde problematik. Det handler ikke om kvindeismen, mandeismen eller hvad pokker for en ismen det er nu det er…
Det handler ikke om at en fundamentalist melder sig i et politisk parti og være politisk aktiv. Det handler om en fundamentalist skal repræsentere ateister, kommunister, venstresocialister mm.
Bevares…
Hvis en mand ikke ville give kvinder hånd og vil ikke sætte sig ved en kvinde i en bus. Hvis et menneske ikke ville give sorte hånd, hvordan ville verden reagere??
Asmaa har en grund for at gå med tørklæde og ikke giver andet køn hånd. Hun gør det af egen frievilje. Hun har selv vagt det. Ikke for kulen eller bakterie og vira, men for den tro at kvinde hår ophidser manden. At berøring skaber sex konflikter. Fair nok for hende. For mig er den grund latterligt. Bærende er ikke kritisk og klog nok til at repræsentere mig og mit samfund i lovgivningsorganet. Sådan er det bare.
HUN ER IKKE KRITISK OG KLOG NOK til at være MIN repræsentant. Derfor stemmer jeg ikke på EL som jeg ellers altid har gjort. Og det vil jeg heller ikke, hvis hun var en evangelist, en ortodoks jøde med fletning en budist munk eller en KKK. Mand eller kvinde.
“Mit personlige forhold til min religion afspejler sig i min påklædning. Det er faktisk kommet som en overraskelse for mig, at der nu er en ny kamp at kæmpe for retten til selvbestemmelse. Jeg troede, den var udkæmpet, og at der var bred enighed om, at kvinder havde retten til selvbestemmelse. Når man diskuterer kvinder, der bærer tørklædet, ud fra det perspektiv, at de er undertrykte, fratager man dem deres selvstændighed og ignorer deres refleksioner over deres valg.”
“Retten til at bestemme over min egen påklædning er efterhånden kommet til at spille en stor rolle for mig. Jeg vil ikke finde mig i kravene om en bestemt dress code. Når jeg hører Dansk Folkepartis udtalelser, får jeg mindelser om det iranske præstestyre, der vil bestemme, hvordan kvinder må gå klædt. Man kan sagtens være kvinde, gå med tørklæde og være frigjort.”
Ergo er det diskriminerende når vi som danskere dømmer tørklædet på forhånd og antager at alle kvinder der bærer det er undertrykte. Det er det jeg hele tiden har ment men ikke har kunnet finde ord for. Godt gået, Asmaa! Flot sagt! 100% opbakning herfra.
Og lige til Asmaa:
Du kender ” EFRAT” og “TAFRIT”
At du bærer tørklede eller nøgne kvinde/ mande krop sælger is, sodavand og mobiltlf. Det er efrat og tafrit ( kan ikke oversættes, undskyld, men som 2 poler på overdrivelsenmagnet). Det er seksualisering af mennesket. Men mennesker er ikke demoner. Dit tørklæde demoniserer mænd generalt. Det gør ikke de nøgne reklamekroppe. Incest og voltage sker også under tørklede.
Simon, Nørrebro:
“Ærgeligt, at man som venstreorienteret feminist skal kaldes “nationalistisk”. Nationalisme er nok det sidste, der betyder noget for mig og, og det gælder iøvrigt alle de venstreorienterede mennesker, jeg kender og respekterer. ”
Gid det var så vel…
Hej Per Thomsen.
Hvad ved du om mine interesser i nationalisme, andet end hvad jeg lige har skrevet ovenfor? Skal jeg nu til at verificere mine sympatier og holdninger hos dig?
Hvis hele striden om Abdol-Hamids kandidatur har vist noget, så er det, at der stadigvæk findes utrolig mange af Karen Jespersens meningsfæller i Socialdemokratiet, SF og sågar i Enhedslisten.
Ikke fordi jeg har lyst til at rose Karen Jespersen, Raff Pittelkow Erik Meier Carlsen og hvad de alle sammen hedder, men de har da i det mindste været så konsekvente, at søge over på den højrefløj, hvor deres holdning naturligt hører til.
Nationalisme og xenofobi har simpelthen ikke noget at gøre på venstrefløjen. Historien har med al ønskelig tydelighed vist os, at nationalisme og socialisme er en yderst giftig cocktail…
“Ligesom der i islam er en norm om den tildækkede kvindekrop, er der i Vesten et krav om, at kvinder skal være afklædte, appetitlige og tilgængelige. Mænd har ret til at se på kvinder, og de bliver fornærmede, hvis en kvinde ikke vil røre ved en mand,” siger Mette Burchhardt.
“Over hele Europa ser vi hvide, kulturkristne mænd stille sig op og tale imod, hvad de tolker som islamisk kvindeundertrykkelse,” siger hun.
Ja, jeg skal da lige love for at det er en “nuanceret” artikel. Godt gået ph.d.´er Burchhardt.
Krisen i 2006 hvor statsministeren egenhændigt formåede at fornærme en meget stor andel af verdens befolkning skilte fårene fra bukkene på højrefløjen. Det har Anders Fogh Rasmussen efterfølgende selv sagt, og han må jo vide det.
På samme måde kan man sige, at sagen om Asmaa Abdol-Hamids kandidatur på har kastet et klart lys på, hvordan det ser ud på venstrefløjen i dag. Sagen har populært sagt provokeret en hel række mere eller mindre kendte skabs-islamofober, skabs-xenofober og skabs-nationalister på venstrefløjen til at komme ud af skabet. Det har ved Gud ikke har været noget smukt syn, men til gengæld har det været umådeligt interessant.
I mange år har det været svært at se den helt store forskel på SF og Enhedslisten. I hvert fald hvis man betragtede de to partier på afstand. Som man sagde i gamle dage: ”Det kan være hip som hap med SAP og KAP”, og på samme måde var det lidt svært at se, at Enhedslisten var andet end en lidt mere langhåret udgave af SF. Men nu skal jeg da lige love for, at de to partier er trådt i karakter. Der er rent ud sagt kommet andre boller på suppen.
SF har med Villy Søvndals pinlige angreb på Asmaa Abdol-Hamid og senest med forslaget om max. 3000 asylansøgere pr. år til Danmark, tydeligt demonstreret, at Socialistisk Folkeparti er degenereret til at være et nostalgisk tilbageskuende nationalromantisk parti. SF er blevet en slags light udgave af Dansk Folkeparti, hvor man forsøger at forene det nationale og det sociale.
Omvendt har Enhedslisten (minus nogle få frafaldne) klart vist at det er fremtidens parti på venstrefløjen. Enhedslisten har vist at det er et konsekvent internationalistisk og socialistisk parti, der i modsætning til den øvrige venstrefløj ikke lader sig koste rundt i manegen af meningsmålinger, populisme og den dagsorden, der bliver sat af den borgerlige presse.
Enhedslisten er simpelthen det troværdige parti på venstrefløjen, ligesom Der Radikale Venstre er det troværdige borgerlige parti i Danmark. Resten er rent ud sagt noget juks.
Det korte af det lange er, at Asmaa Abdol-Hamid’s standpunkter er så reaktionære og ekstreme, at hun stort set ingen meningsfæller har, selv ikke blandt (mere eller minder troende) muslimer. EL bruger hende som provokation overfor Pia Kjærsgaard og feministerne diskuterer hende, fordi det er endnu en undskyldning for at pille sig lidt i navlen - og måske få sig nogle kunder i den ellers konkurstruede feministiske butik.
For resten af samfundet er Asmaa Abdol-Hamid en spøjs, men irrelevant, størrelse.
Per Thomsen
Jeg skal lige være sikker på, hvad det er du siger til mig: at jeg er skabs-nationalist og skabs-xenofob, fordi jeg tillader mig at kritisere mit parti for noget, jeg anser som i strid med hvad jeg læser ud af det partiprogram, jeg støtter 100%? Og at jeg burde forlade køkkenet og røgen og finde min rette plads på højrefløjen?
Det håber jeg ikke. For jeg mener ikke at finde nogle anti-racistiske netværker, jeg kan indgå i i nogle af højrefløjens partier. Og socialisme er vist temmelig også svær at opstøve derude. Det efterlader så muligheden for at slå pjalterne sammen med en flok racister, der prædiker “kønskamp” i et røgslør af nationalkonservativ kulturkamp.
Men hov, det er jo det du mener jeg står for?! Du siger m.a.o. at jeg er racist?
Jeg ringer sgu fluks til AFA og ber dem komme forbi og banke mig.
Imens kan du jo tænke lidt tilbage på dengang, at tabuet handlede om kritik af marxistiske dogmer og regimer, der promoverede disse, og hvilke konsekvenser dét fik for venstrefløjen.
Simon, Nørrebro:
“Jeg skal lige være sikker på, hvad det er du siger til mig: at jeg er skabs-nationalist og skabs-xenofob, fordi jeg tillader mig at kritisere mit parti for noget, jeg anser som i strid med hvad jeg læser ud af det partiprogram,..”
Jeg har ikke kaldt dig for noget som helst, al den stund at jeg ikke ved hvem du er, og hvilke holdninger du har.
Hvis du føler dig truffet af noget af det jeg har skrevet, burdet det måske give anledning til lidt kritisk refektion over din egen politiske praksis?
Enhedslisten har givet Asmaa mundkurv på. Hun har fået sin egen spindoktor. Og hun må ikke udtale sig til pressen, før han har godkendt, hvad hun siger.
Dokumentation:
http://www.berlingske.dk/article/20071004/danmark/110041294/
At Per Thomsen gør enhver kritik af Asmaas HOLDNINGER til et udtryk for racisme, sætter ham i bås med dem, der gør enhver kritik af Israel til antisemitisme. Han er dermed dømt ude som seriøs debattør. Igonrer ham.
Ups: “ignorer”.
Sød, men noget ensidig artikel. Og så er den med til, med dens focusering på tørklædet, som jo egentlig er temlig uinteressandt, at fjerne perspektivet fra det som Asmaa har af holdninger.
Og det er jo her problemet er.
Når hun ikke engang kan lave et interview med Berlingske uden at have ikke en’, men to spindoktorer på, så viser det jo at hun er stretchet længere end hun kan bære.
Det er ingen tvivl om at Asmaa har masser af mod, og det skal hun have credit for, men er det en kvalitet i sig selv som politiker.
Niels Christensen:
“Når hun ikke engang kan lave et interview med Berlingske uden at have ikke en’, men to spindoktorer på, så viser det jo at hun er stretchet længere end hun kan bære.”
Eller også viser dit eksempel, noget om hvor propagandistisk og useriøst den borgerlige presse i Danmark arbejder.
Midt i al snakken om feminisme, er der en ting som ærgrer mig: Jeg toro, der er forskelle mellem generationerne. Jeg tror ikke et sekund på, at en fyr som Søren Krarup har meget tilovers for feminismen….Men Peter Skaarup er altså et par generationer yngre.
Jeg havde selv en oplevelse for et par uger siden, som - for mig - viste, hvor langt vi egentlig er kommet.
Jeg var til familiefest hos gode venner ude på Vestkysten. En landbofamilie, venstrevælgere, med syv børn i 30´ erne. Kom til at sidde ved siden af den yngste datter, som ud på aftenen begyndte at brokke sig, mildt, over forældrene. Hendes far og mor havde gentagne gange været efter hende fordi hun, som det eneste barn, ikke havde fået sig en uddannelse.
Ikke fordi det gik dårligt: Hun har giftet sig med en forretningsmand, som tjener kassen og for en generation siden, ville forældrene nok have været glade på hendes vegne. Men i dag punker de hende, for at hun kommer i gang med at læse og få sig et fag.
Vi kan diskutere feminismen frem og tilbage. Men når jeg hører sådan noget i Harboøre, så er der altså sket en del siden Kussemosen.
Per Vadmand:
“Han er dermed dømt ude som seriøs debattør. Igonrer ham. ”
Mange skribenter har klaget over vores evindelige skænderier, Per Vadmand, så det ville være fint, hvis du fulgte dine egen opfordring, og igonrerede, det jeg skriver.
Det ser ud til, at vi her har noget, vi for én gangs skyld kan blive enige om.
Per Thomsen skriver:
“Jeg har ikke kaldt dig for noget som helst, al den stund at jeg ikke ved hvem du er, og hvilke holdninger du har.”
Det passer jo ikke, du skrev jo lige før:
“Simon, Nørrebro:
“Ærgeligt, at man som venstreorienteret feminist skal kaldes “nationalistisk”. Nationalisme er nok det sidste, der betyder noget for mig og, og det gælder iøvrigt alle de venstreorienterede mennesker, jeg kender og respekterer. ”
Gid det var så vel…”
Gid DET VAR så vel kan sgu da ikke tolkes andreledes end, at DET IKKE er så vel.
I øvrigt var jeg nødt til at spørge dig to gange, da du til at begynde med ignorerede mit svar til dig, hvor jeg fiskede efter en uddybning af denne fuldstændig udokumenterede anklage imod mig. Jeg føler mig ikke et spor ramt, jeg gider bare ikke at finde mig i dine tåbelige insinuationer.
Jeg synes ærlig talt, du skulle tage at bruge dit krudt på dine politiske modstandere, og så ellers slappe lidt af med den der demokratisk centralisme diskurs, hvor kritik af Partiet er fy-fy.
God weekend
Simon Fra Nørrebro:
“… Jeg synes ærlig talt, du skulle tage at bruge dit krudt på dine politiske modstandere, og så ellers slappe lidt af med den der demokratisk centralisme diskurs, hvor kritik af Partiet er fy-fy.”
Store dele af den danske venstrefløj har et aldeles betændt forhold til indvandring og indvandrere, og jeg er bestemt ikke enig i at det er en problemstilling vi skal forsøge at feje ind under gulvtæppet, eller for at bruge dine ord “slappe af med”.
Vi skal ikke fortie problemerne på venstrefløjen. Vi skal løse dem…
God weekend til dig, også
Kære Per Thomsen
Jeg er jo slet ikke uenig, og dét er faktisk noget af det der allermest irriterende, når du så skyder fuldstændig forbi og over målet med dine insinuationer.
Jeg er i den grad FOR mere indvandring og FOR større tolerance og inderligt IMOD racisme og islamofobi. Og med disse holdninger er det altså særdeles nærliggende OGSÅ at være feminist. Og det er dér - og KUN dér, at Asmaa Abdol-Hamid’s kandidatur for EL og hendes forskellige udtalelser skurer mig i ørerne.
Jeg var een af dem, der jublede, da jeg i sin erfarede, at EL havde opstillet en kvinde med rødder i Palæstina. Desværre blev min ekstase imidlertid erstattet af en flad følelse af skuffelse. Det er bare ikke godt nok ikke at være klart feministisk i mælet, hvis man skal repræsentere Danmarks eneste regulære socialistiske alternativ.
Jeg KAN ved gud i himlen og Trotskijs fipskæg ikke se, hvordan det gør mig - og andre med samme holdning - fortjent til dine beskyldninger om skabs-ditten og datten.
Hvis der, som du skriver, findes et betændt forhold til indvandring og indvandrere på den danske venstrefløj, så er det i dén grad et problem, der skal diskutteres og løses. Jeg kan bare stadig ikke se, hvad dét har at gøre med Enhedslistens feminismepolitik og partiets kandidater at gøre.
/taget på weekend.
Og sikke en weekend! http://aktiong13.dk/
Kære Simon
Duskriver:
“Jeg er jo slet ikke uenig, og dét er faktisk noget af det der allermest irriterende, når du så skyder fuldstændig forbi og over målet med dine insinuationer. ”
Jeg har gjort opmærksom på at der på venstrefløjen faktisk findes utrolig mange typer, hvis holdninger til forveksling ligner den man finder hos Karen Jespersen, Ralf Pittelkow osv.
Det er dem min kritik er rettet mod, og hvis du ikke mener, at du tilhører dette segment, så taler vi forbi hinanden, og så er denne diskussion dybt meningsløs.
Derfor synes jeg, at du skulle bruge din weekend lidt mere fornuftigt. Du kunne eventuelt gå ud og demonstrere mod Pia Kjærsgaard. Jeg kan forstå at det er noget i gør meget i ovre på øen.
Når Søren Kraup der er tidligere formand for DDF ( Den Danske Forening) sammenligner tørklædet på kvinders hoved, som svarende til et hagekors i denne artikel. Så er det, at det undre mig hvorfor Pia Kjærsgaard så ikke går med et tørklæde.
”Jeg giver Søren Krarup fuldstændig ret i, at det er nøjagtigt det samme symbol - et tørklæde og et hagekors.” ( Kilde: TV-Avisen, DR1, 29.4.2007).
Det der får mig til at undre mig er, at for det første, så er Pia Kjærsgaards parti det mest markante inden for stramninger i forhold til udlændinge.
For det andet, er Karen Sunds frifundet i 2003, for at frabede sig at blive sammenlignet med Pia Kjærgaards racistiske synspunkter.
For det tredje, så har Pia Kjærsgaard være medlem af WACL (World Anti-Communist League), som er en dyb højreorienteret international sammenslutning, som er sammensluttet på initiativ af selveste Ching Kai-Sheck. Ligesom medlemmer af organisationen har udtrykt sympatiske følelser for diktatoren Augusto Pinochet. Ligesom netværket af WACL ( det Pia er med i) særlig havde aktive medlemmer fra Hitlers fhv. SS-officerer (Organisation der ehemaligen SS-Angehörigen, “Organisationen af tidligere SS-medlemmer”).Også i dag efter Pia K. har brudt med Fremskridtspartiet, da er hun fortsat medlem af WACL.
For det fjedre har det vist sig at være en stærk tilknytning til Nazisterne, Dansk Forum og Dansk Front omkring paritets ungdomsorganisationer.
For det femte vedkendte Dansk Folkeparti i 1941 – 45 sig som værende et nazistisk-orienteret parti. Hvorefter Dansk Folkeparti genopstod i 1995, efter partiet havde været forbudt efter 2. Verdens krig.
Jeg håber, at ovenstående også for læser herinde til, at tænke nuanceret næste gang Pia Kjærsgaard går frem på skærmen, og føler sig forfulgt samt beklager sig over den manglende tolerance. Og peger fingre af ” De Socialistiske ballademagre” – så husk lige, at Pia K. har en interesse med sit medlemskab i WACL.
Hej Per. Hvad siger du til, at Enhedslistens ledelse har givet Asmaa mundkurv på og udstyret hende med en diktatorisk spindoktor, der censurerer hendes udtalelser?
http://www.berlingske.dk/article/20071004/danmark/110041294/
Hej Per. Hvad siger du til, at Enhedslistens ledelse har givet Asmaa mundkurv på og udstyret hende med en diktatorisk spindoktor, der censurerer hendes udtalelser?
http://www.berlingske.dk/article/20071004/danmark/110041294/
Persona: Masken man tager på når man spiller rollen. Rygraden, uden rykrad, ville der ikke findes noget,oppe, nede, foran, bagved, højre, venstre, frem og tilbage. Så det er da godt at i alle sammen har en rykrad.
“O “ teledildotiske intergalaxiske cybermamba, giv mig idag min cybergasme.
Simon, Nørrebro & Per Thomsen
Tror at I misforstod hinanden.
Simon bemærkede, at:
“Nationalisme er nok det sidste, der betyder noget for mig og, og det gælder iøvrigt alle de venstreorienterede mennesker, jeg kender og respekterer. ”
Hvortil Per Thomsen kommenterede:
“Gid det var så vel…”
Måske tager jeg fejl, men jeg tolker Per Thomsens kommentar som en kommentar til den sidste del, “alle de venstreorienterede mennesker, jeg kender og respekterer”; ikke en kommentar til dig.
Hvorvidt Per Thomsens har ment dine venstreorienterede bekendte, som han ikke kender, ved jeg ikke… men mon ikke bare Per Thomsen mener venstrefløjen generelt?
I så fald har han en pointe, som jeg er helt enig i. Kulturfundamentalisme - er et fænomen, som ikke tilhører en bestemt politisk fløj. Og ja, det er sørgeligt, at debatten om Asmaa har afsløret mange skabs-fundamentalister på venstrefløjen. Men bedre at de kommer frem og debatten bliver taget.
Der er dog (højst sandsynligt) masser af potentielle skeletter i skabet andre steder i det politiske landskab. De kulturradikale, f.eks., deler med nationalisterne den samme antagelse: At kulturer findes. Hos de kulturradikale bliver det dog i stedet til, at vi skal respektere kulturelle forskelligheder ved at lade hinanden være i fred. Men antagelsen af at de kulturelle forskelligheder findes, er den samme ulykkelige antagelse, der danner grundlag for at tænke i kulturer fremfor i mennesker.
Og dén antagelse har ført til drab på hundredvis af millioner af mennesker igennem historien.
Så jo før alle kulturfundamentalisterne - uanset om de stemmer på DF, SF, Enhedslisten eller Radikale - kommer ud af skabet, jo før kan vi få en ærlig debat.
Tak til Rune for at forsøge at rede trådene ud i en debat, der var ved at blive rimelig forkludret. Dine fortolkninger af hvad jeg har skrevet, passer fint med det jeg mente med det jeg skrev. Jeg beklager, hvis jeg har udtrykt mig utydeligt eller tvetydigt.
Mens højrefløjen i årevis har ført en “udlændingedebat” og “værdikamp” har venstrefløjen i stor udstrækning valgt at stikke hovedet i busken. Resultatet er, at mange personer der traditionelt har følt et tilhørsforhold til venstrefløjen, umærkeligt og gradvist, har købt mange af højrefløjens “sandheder”, om indvandrene.
Jeg synes at hysteriet omkring Abdol-Hamids kandidatur under alle omstændigheder beviser, at der eksisterer et meget stort problem på venstrefløjen med en implicit nationalisme og en kulturel determinisme.
I det hele taget kniber det gevaldigt for Socialdemokratiet og SF på en konsekvent måde at solidarisere sig med indvandrerne, og jeg mener ikke at det er nogen god idé, at forsøge at feje problemet ind under gulvtæppet.
Per Thomsen skriver:
I det hele taget kniber det gevaldigt for Socialdemokratiet og SF på en konsekvent måde at solidarisere sig med indvandrerne, og jeg mener ikke at det er nogen god idé, at forsøge at feje problemet ind under gulvtæppet.
Mit spørgsmål til Per og de, som tilbyder uindskrænket solidaritet - uanset hvad - lyder sådan her:
Hvordan forholder I jer til, at Asmaas nære venner og samarbejdspartnere Muslimer i Dialog tager på kurser på Islamic Foundation i Leister - et center grundlagt af Jamiat-e-Islam, der har udlovet en dusør til den, der kan dræbe en af de danske tegnere…
Omfatter jeres solidaritet også sådanne venner? Venner som man inviterer til debatmøder i København - til trods for, at de danske tegnere i dag må leve med voldsomme indskrænkninger i deres personlige frihed.
Det er måske også bare “just another day at the office” for jer ?
Jette Plsener Dali
“Mit spørgsmål til Per og de, som tilbyder uindskrænket solidaritet - uanset hvad - lyder sådan her:
Hvordan forholder I jer til, at Asmaas nære venner og samarbejdspartnere Muslimer i Dialog tager på kurser på Islamic Foundation i Leister - et center grundlagt af Jamiat-e-Islam, der har udlovet en dusør til den, der kan dræbe en af de danske tegnere…
Omfatter jeres solidaritet også sådanne venner? Venner som man inviterer til debatmøder i København - til trods for, at de danske tegnere i dag må leve med voldsomme indskrænkninger i deres personlige frihed.
Det er måske også bare “just another day at the office” for jer ?
Jeg tror egenlig at du er meget nem at hjælpe Jette. Jeg ville i lighed med dig også blive meget bange, hvis jeg forholdt mig ukritisk og ureflekteret til de ting jeg kunne læse i Jyllands Posten og den øvrige borgerlige presse.
Prøv at læs nogle af de mange glimrende artikler du blandt andet kan læse på Internette og i Dagbladet Information. Hvis du fik fortyndet hadpropagandane med lidt reel information, er jeg sikker på at du ville være mindre bange, og at du ville sove langt bedre om natten.
Så ville du ikke behøve at bruge så megen tid på at gruble over langskægede muslimer med snabelsko og krumsabler de kun har én ting i hovedet, nemlig at dunke os andre på maven lige efter at vi har spist. Så ville du også være i stand til at rubricere alle de paranoide teorier om civilisationernes kamp, som netop “another day at the office”, som du udtrykker det.
Prøv det , Jette!
Tak, Karen Syberg, for en grundig artikel!
Havde vi på dansk en skelnen som det engelske “sex”/”gender” kunne mange misforståelser måske være undgået.
Velkomment indspark i en fastlåst debat.
Til Per og Per: der er sikkert nogen der kunne bruge jeres ukuelige energi i morgen kl. 13;-)
De “nationalistiske venstrefløjsfolk”, som Karen Syberg hånligt omtaler dem, har flertallet i Enhedslistens hovedbestyrelse:
http://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/article345383.ece
Først skulle Asmaa på mediekursus. Så fik hun en spindoktor - eller rettere sagt to, der skulle kontrollere, hvad hun sagde til pressen. Og nu skal åbenbart sparkes langt nedad på kandidatlisten. Det er vist det, man kalder damage-kontrol. Gad vide, om Asmaa og hendes støtter vil finde sig i denne ydmygelse/mobning fra “nationalisterne”?
Asmaa Abdol-Hamid
Du har vundet min stemme! Det fandme godt gået at du står op for vore alles demokratiske og parlamentariske rettigheder, desuden har du en gang for alle fasttömret faktum at Enhedslisten er danmarks eneste virkelig frisindede parti! Tak for det!
Asmaa Abdol-Hamid
Du har vundet min stemme! Det fandme godt gået at du står op for vore alles demokratiske og parlamentariske rettigheder, desuden har du en gang for alle fasttömret faktum at Enhedslisten er danmarks eneste virkelig frisindede parti! Tak for det!
Andreas:
Kunne ikke have sagt det meget bedre selv. Altid rart at se nogle få en positiv åbenbaring. (:
Måske må det være tilladt at citere Danmarks for tiden dygtigste og skarpeste lederskribent, Tøger Seidenfaden:
“I ENHEDSLISTENS egne rækker handler diskussionen på overfladen om, hvorvidt religiøsitet og socialisme er foreneligte. Det spørgsmål er ellers nemt at besvare positivt. Det er rigtigt, at socialister i første halvdel af det 20. århundrede og tidligere gik til kamp mod en magtfuld kristen kirke. Men at det skulle udelukke en religiøs muslim her i begyndelsen af det 21. århundrede, hvor muslimer hører til blandt vores samfunds hårdest pressede grupper, er alt andet end indlysende. Hvis partiet har tænkt sig at ekskludere alle ’ikke-materialister’, får det meget at se til.
Også i Enhedslisten er det desværre fordomsfuldhed og frygt for vælgernes fordomme, der stikker sit grimme ansigt frem.
Ved at insistere på to meget synlige religiøse skikke har Asmaa Abdol-Hamid valgt at sætte vores tolerance på prøve.
Det har givet hende en meget hård start i dansk politik. Om hun kan samle nok stemmer til et folketingsmandat, ved vi ikke. Men efter at Enhedslisten nu genovervejer hendes opstilling, er der i hvert fald én ting, der står klart:
Det kan godt være, at det er Asmaa Abdol-Hamid, der er oppe til politisk eksamen. Men som samfund er vi for længst dumpet til den store toleranceprøve.”
Tøger Seidenfaden er en skinhellig hykler. Han stemmer selv på et parti, de radikale, der aldrig ville have opstillet Asmaa, fordi hun går ind for sharia.
I 2001 havde de radikale selv deres “Asmaa-sag”, hvor en muslimsk kandidat, Mona Sheik, blev droppet, fordi hun havde fundamentalistiske synspunkter, bl.a. var hun tvetydig lige som Asmaa overfor bøssers rettigheder og i spørgsmålet om islams kvindeundertrykkelse. Hvor var Tøger og Politiken henne dengang?
Man kan læse om sagen her:
http://www.just-well.dk/monateter.htm
Ove: Er Tøger Seidenfaden radikal? Jeg troede Politiken var på vej væk fra deres radikale rødder, men ja, du har ret. Jeg synes slet ikke de radikale er værd at udvise respekt - jeg vil snarere kalde deres politiske retorik ‘skabsliberalisme’…
Ha-ha. Skabsliberalisme?! Det radikale Venstre - der er udsprunget af Venstre - har aldrig siden stiftelsen i 1905 lagt skjult på, at de er liberale. De kalder sig socialliberale, men det gør vist alle liberale nu om dage.
PS. Ifølge Tøger selv stemmer han radikalt, men officielt har Politiken ikke længere nogen forbindelse til de radikale. Da Tøger var chefredaktør på Weekendavisen, stemte han vist konservativt. Redaktører har ofte den holdning, der gavner dem selv og oplaget mest…
”Birte Siim, professor på Århus Universitet og ligesom Rikke Andreassen tilknyttet Veil-projektet, kalder det ‘feministisk fundamentalisme’ at sætte kønslig ligestilling over alt andet uden at se på det konkrete.”
Hvis det at sætte kønslig ligestilling over alt andet betegnes som fundamentalisme, så er kvindesagen så sandelig død og begravet. Hvis princippet i kvindekampen ikke kan defineres som ligestilling med mændene, så er der simpelthen ikke noget at kæmpe for. Hvis vi ikke må have ligestilling mellem mennesker uanset køn som målsætning når vi kæmper for bedre vilkår for kvinder i samfundet, så bliver spørgsmålet hvad det overhovedet er vi foretager os. Ligesom vi ikke behøver at kigge på konkrete forhold når vi kæmper for ligestilling mellem mennesker uanset race, hudfarve, etnicitet etc., behøver vi heller ikke gøre det når vi kæmper for ligestilling mellem kønnene. Det har intet med fundamentalisme at gøre. Det er selve meningen med, kernen i kvindesagen.
Birte Siim og andre forskere citeret i artiklen, mener feminister bør se stort på, at kvinder i indvandremiljøer vedligeholder dele af nogle stivnede, patriarkalske adfærdsmønstre, så længe de kæmper for andre frihedsrettigheder på lige fod med mænd. Det gør ikke noget, at disse kvinder giver de patriarkalske autoriteter ret i, at de bør dække sig til før de kan gøre krav på de friheder mænd har i det offentlige rum. Jeg vil give dem ret i, at det er et kæmpeskridt fremad når disse kvinder kræver deres ret som mennesker og det er vigtigt, at ingen står i vejen for dem. De skal ikke angribes af nogen og da slet ikke af feminister. Men vi kan da ikke give køb på kvindekampens essens, nemlig absolut ligestilling mellem kønnene, fordi vi gerne vil støtte kvinder, hvis udgangspunkt er så stærkt begrænset, at de ikke på én gang kan gøre oprør mod det hele. Vi kan være forstående og støttende, sådan som Drude Dahlerup er det, når hun om den omstridte, tørklædeklædte folketingskandidat for Enhedslisten Asmaa Abdol-Hamid, siger: “Men der ligger også en forhandling med Asmaas eget bagland i det,” … “Hun har brudt med en række normer for, hvad kvinder traditionelt kan gøre. I den situation er det måske nok smart at bære tørklæde,”.
Men vi kan ikke opgive målet om absolut ligestilling mellem mennesker uanset køn og at lade som om den religiøse tildækning af kvinder intet har med kvindeundertrykkelse at gøre og at det derfor er uproblematisk for en politiker at stille op iført hijab. Det vil ganske enkelt være enden på kvindesagen. Netop det, at det forsøges benægtet, at hijabben har noget som helst med kvindeundertrykkelse at gøre – læg mærke til, at det erkender Drude Dahlerup, når hun bemærker, at Enhedslistens kandidat er i en situation, hvor det er ”smart” at bære tørklæde – er medvirkende til at tage livet af kvindekampen. For hvis IKKE den praksis, der er forbundet med religiøs tildækning af kvinder hos visse grupper i samfundet, og som er en så åbenlys undertrykkelse af mennesker på grund af deres køn, må betragtes som netop kvindeundertrykkelse, så mister kvindesagen sin mening og relevans.
Det er rigtigt, at ingen andre end kvinden selv skal bestemme om hun skal gå med tørklæde eller ej, men det er ikke rigtigt, at det ikke skal være tilladt at kritisere en politiker for at iføre sig en religiøs tildækning. Når religiøs tildækning af kvinder mange steder i verden anvendes til at undertrykke kvinder er det essentielt at kritik af denne praksis tillades. Også når der er tale om en politiker, der selv vælger at tildække sig – hijabben holder jo ikke op med at være en rekvisit i mange sammenhænge af praktiseret kvindeundertrykkelse blot fordi den i politikerens personlige tilfælde ikke er det. Enhedslistens hijabbærende folketingskandidat må erkende, at det er helt legalt og i kvindesagens tjeneste når den religiøse tildækning af kvinder debatteres og kritiseres offentligt. Det er forkert at tvinge andre til at dække sig til eller afdække sig, men det er også forkert at benægte, at religiøs tildækning af kvinder er et symbol på kønsapartheid og kvindeundertrykkelse.
Ingen burde blive beskyldt for at være fundamentalist, nationalist eller racist fordi de kritiserer den religiøse tildækning for at være et symbol på kvindeundertrykkelse. At disse etiketter er helt fejlplacerede og at der er en berettiget sag for feminister bliver tydeligt når man ser på kritikere af den religiøse tildækning, der selv har en baggrund i stærkt religiøse, patriarkalske samfund. Som fx den norske standup-komiker med pakistanske rødder, Shabana Rehman, der den 27. april 2007 i Information skrev, at hun syntes det var uansvarligt, at Asmaa Abdol-Hamid optræder som levende symbol på ”den gennemgribende køns-apartheid, der er vilkåret for millionvis af muslimske kvinder verden over, tildække deres hår og seksualisere den offentlige, professionelle kontakt imellem mænd og kvinder”. Shabana Rehman er hverken fundamentalist, nationalist eller racist (og det er jeg heller ikke).
I stedet for at rette kritikken mod feminister burde de fokusere på det neo-konservative backlash, som finder sted i hele verden: I islamismen, i den kristne fundamentalisme og i den nationalistiske vægt på værdier og kulturelle udtryk.
“I stedet for at rette kritikken mod feminister burde de [jeg går ud fra at “de” er feminister] fokusere på det neo-konservative backlash, som finder sted i hele verden: I islamismen, i den kristne fundamentalisme og i den nationalistiske vægt på værdier og kulturelle udtryk.”
-Og i vores lille andedam, hvor det har skabt et frygteligt (konservativt) røre at gå med tørklæde og være religiøs (af en bestemt slags vel at mærke); som du netop skriver: “i den nationalistiske vægt på værdier og kulturelle udtryk.”.
Kunne det tænkes at vi blev udfordret på vores evne til at være med til at omfortolke tørklædet?
Man kan ikke omfortolke tørklædet medmindre der sker meget virkelige sociale forandringer. Den dag, det ikke bliver brugt som argument for diskrimination af kvinder - både internt i nogle muslimsk miljø, hvor det bliver brugt i opdragelsen af de piger, der er kommet i puberteten og som skal holde sig på måtten, og udenfor de miljøer, hvor det bliver brugt eksempelvis som argument for ikke at tage den tørklædeklædte alvorligt som ligeværdigt subjekt - kan den omtolkning blive meningsfuld. Indtil da er den udelukkende en lille løgn, der gør nattesøvnen mere rolig for den velmenende venstrefløj på den ene side (der udtrykker at feminismen er blevet en individuel sag - “vi har alle vores egne kampe og hvad der er frigørelse for den ene er det ikke nødvendigvis for den anden”…. og bla bla bla) og for glade liberalister på den anden side (der hævder at vi allerede er født lige og frie og enhver er sin egen lykkes osv osv…)
Ligestilling mellem kønnene bliver jo altid nødvendigvis nødt til at tage udgangspunkt i den konkrete materielle situation for kvinderne i en given kultur eller subkultur. Hvis man nu f.eks. lever i en sub-kultur, hvor mænd ikke mener, at kvinder skal arbejde eller må bestemme over mænd, ja så er det da de her holdning man skal arbejde med.
Eller hvis man nu, som mange kvinder gør i Iran f.eks., lever i et ægteskab, hvor manden er voldelig og slår bøde hende og børnene, ja så nytter det jo altså ikke, at vestllige hvide middelklassekvinder kommer med deres normer og siger, at hun bare skal forlade manden. I en iransk kontekst vil det nemlig betyde døden for hende, fordi den iranske kultur er sådan skruet sammen som den er. I en dansk kontekst kan man bedre gøre det, netop fordi vi Danmark har krisehuse og kvindecentre for kvinder der i den selvsamme situation.
Mange piger i Afrika får ingen skolegang overhovedet. Og her nytter det altså ike, at vi kommer anstigende med vores vestlige moral(isme) og begynder at punke afrikanerne for dette. Pigerne udfører nemlig ofte livsvigtige opgaver for familien derhjemme, som gør at familien ikke vil kunne klare sig, såfremt pigerne kom i skole. Sagt med Dr. Phils ord: - der er altid en grund til at folk handler som de gør, også selvom det for os andre kan se totalt vanvittigt ud. Og netop derfor måtte antropologer og etnografer aflægge sig deres vestlige vaner og værdier, når de drog ud i verden for at studere mere eller mindre eksotiske folkeslag, heraf den meget omtalte kultur-relativisme.
Pointen er at man altid må se på kvindernes materialistiske konkrete situation, og hjælpe dem konkret, der hvor de står. Hvis de f.eks. har høns, kan man hjælpe dem et lille mikro-lån, så de kan starte en lille virksomhed, der sælger æg. Og så nytter det altså ikke at man kommer med sin vestlige ideer om at de skal have en uddannelse mv. – måske deres børn vil få en uddannelse.
Eller på at få arabiske kvinder til at tage tørklædet af - symbolet på kvinde-undertrykkelsen. Når jeg pointerer så stærkt, at det ikke virker er det jo, fordi at blot fordi man tager symbolet, hidjab, på kvindeundertrykkelsen af, gør jo ikke at denne kvinder-undertrykkelse forsvinder. Symbolet forsvinder ja, men undertrykkelsen (af kvinderne) består. Og med det mener jeg at de iranske kvinder jo stadig ikke kan studere til advokat eller læge, mens de saudiske kvinder jo stadig ikke kan gå et skridt uden for deres dør, uden de har en mandlig slægtning ved deres side - også selvom de smed sløret den dag i morgen.
/Karsten