Philippe Val, chefredaktør på Frankrigs venstreorienterede satiremagasin Charlie Hebdo, der blev hevet i retten på grund af Muhammed-tegningerne, udtrykker halvvejs i denne glimrende dokumentarfilm sin forundring over, at nogen kan opleve den nu verdensberømte tegning af Muhammed med en bombe i turbanen som en provokation. “Skulle det være en provokation at lave grin med folk, der bomber toge?” spørger han.

Nej, hvis vi ikke kan latterliggøre dem, så har vi tabt. Den slags er udtryk for borgernes mentale sundhed.”

Dermed er vi allerede langt inde i debatten om Muhammedtegningerne, der blev offentliggjort den 30. september 2005. Karsten Kjær, manden bag den aktuelle film ‘Forbandede tegninger’ (Bloody Cartoons), har skullet favne og tilskære et gigantisk materiale, som indbyder til at lade sig fortabe i detaljer, men det er ikke sket.

Skåret til benet

Han har i den grad skåret ind til benet, ignoreret vinkler og stemmer, som andre vil finde vigtige, men det, der står tilbage, er efter min bedste overbevisning et destilleret koncentrat af forløbets centrale begivenheder krydret med flere journalistiske scoops.

Kjær har konsekvent droppet de stemmer i Vesten, der under Muhammedkrisen plæderede for synspunktet “Vi går ind for ytringsfrihed, men-“

Det giver mening, for det synspunkt formuleres i virkeligheden mere klart og konsekvent af den globale mufti og tv-prædikant Yusuf Qaradawi, generalsekretær for Organisationen af Islamiske lande (OIC) Ekmeliddin Ihsamoglu og imam Raed Hlayel fra en Århus moske, som optrådte i rollen som ideologisk drivkraft bag en oppiskning af stemningen mod Danmark og Jyllands-Posten, og bagefter flyttede til Libanon.

Det synspunkt handler i al sin enkelhed om, at det skal forbydes at krænke og kritisere islam og andre religioner.

Filmen stiller i skikkelse af jeg-fortælleren Karsten Kjær indledningsvis to spørgsmål, som Kjær derpå rejser ud i verden for at få svar på:

Var de voldsomme reaktioner og protester i den muslimske verden udtryk for spontan vrede over krænkelsen af folks religiøse følelser, eller var der tale om planlagte operationer for at forfølge en bestemt dagsorden?

Global dagsorden

Kjærs svar på det første spørgsmål - og det dokumenterer han på udmærket vis - lyder: Aktionerne i Mellemøsten var styret og planlagt af religiøse ledere og politikere med en global dagsorden. Muhammedsagen skulle bruges til at presse FN til at støtte kriminaliseringen af blasfemi, religionskritik og satire, og det lykkedes med vedtagelsen 30. marts i år af en resolution i FN’s Menneskerettighedsråd, der opfordrer alle medlemslande til at vedtage love og normer i deres forfatninger, som beskytter profeten, islam og andre religion mod kritik. En skandale af dimensioner, som Dansk Center for Menneskerettigheder og Amnesty International har været forbløffende tavse omkring.

En demonstrationsleder i Mellemøsten erkender blankt i filmen, at han aldrig har set Jyllands-Postens tegninger, og Qaradawi, manden der opfordrede til en vredens dag mod Danmark og den måske mest indflydelsesrige islamiske prædikant i verden, afslører tydeligt i filmen, at han heller ikke havde set tegningerne, før han kaldte til oprør. Som en norsk kommentator bemærkede: Aldrig har så mange reageret så voldeligt på noget, som så få har set.

Svaret på det andet spørgsmål er mere subtilt. Kjær undrer sig over, at højtstående religiøse ledere og politikere i Mellemøsten ikke gjorde mere for at gyde olie på vandene, når de i filmen påpeger, at de vidste, hvad det kunne ende med, og han understreger, at han ikke ville have protesteret, hvis det var lykkedes at afmontere den tikkende bombe, før den eksploderede som en global konflikt. Således at Jyllands-Postens side med de 12 tegninger og en ledsagende artikel af overtegnede ‘Muhammeds ansigt’ var passeret i ubemærkethed og de “forbandede tegninger” kunne være forblevet en abstraktion.

Samtidig konkluderer Kjær, at vi med Muhammed-sagen har tabt lidt frihed til den politiske korrekthed.

Alt for mange blev skræmt til at sige, at de selvfølgelig går ind for ytringsfriheden, men med begrænsninger,” lyder Kjærs udgangsreplik.

Mellem disse spørgsmål og svar udfolder filmen sig som en road-movie, der tager os med til Libanon, Qatar, Istanbul og Iran. Kjær har fået fingre i optagelser af demonstrationer i Beirut, der tegner et langt mere dramatisk billede, end det vi så i hjemlige nyhedsudsendelser. Han gør et kup ved at få Qaradawi og Ihsamoglu i tale og de levende billeder illustrerer, at de to herrer ikke har det godt med at blive stillet kritiske spørgsmål. Deres kropssprog demonstrerer, at de er vant til at koste rundt med pressen.

Scoopet

Filmens virkelige scoop er imidlertid Kjærs fund af en professionel demonstrationsleder i Iran, som han trods obstruktion fra myndighederne får fat i. Den 72-årige mand, der skylder den islamiske revolution alt, taler lige ud af posen. Han havde hørt fra revolutionsgardens Basij’s styrker, at profeten var blevet krænket, og derfor stillede han i februar 2006 op foran den danske ambassade i Teheran tre dage i træk.

Vi krævede, at de, der havde krænket profeten, blev arresteret, og at man gav en undskyldning,” forklarer han.

Har De set tegningerne?” spørger Kjær.

Nej, aldrig.”

Da han bliver præsenteret for den mest kontroversielle tegning af profeten med bombe i turbanen, anker han over, at Muhammed på tegningen ligner en indisk sikh, ikke at han har en bombe i turbanen.

Flemming Rose er kulturredaktør på Jyllands-Posten. Han medvirker selv i to scener i filmen.

Karsten Kjær: ‘De forbandede tegninger’. Dokumentarfilm om historien bag Muhammed-krisen. Freeport Media a.a. Filmen bliver vist på DR1 søndag kl. 22. Filmen indgår i demokrati-serien ‘Why Democracy?’, der bliver sendt på 40 tv-stationer verden over