Det fortjener ikke omtale: at Louise Frevert efter at have slået sine folder hos de konservative, efter i nogle år at have været MF for Dansk Folkeparti, efter at være smidt ud af Dansk Folkeparti, fordi hun tilkendegav, at Pia Kjærsgaard er en led mokke, derefter gik fra løsgang i Folketinget og derfra hev sig i håret over til de ynkelige rester af Erhard og Mimi Jakobsens gamle fætter- og kusineparti og dermed fik et nyt ståsted i dansk politik. Det fortjener ikke flere ord.
Meget kunne man ellers sige om Ørhard, som nogen af hans undrende samtidige undertiden kaldte ham, en skør kugle var han, den gamle populist, brutal og skamløs i sin heksejagt på alt, hvad der stod til venstre for søspejderne. National, jo, men samtidig ærketilhænger af NATO og EF, som det hed dengang. Dybbøl Mølle blev Erhards symbol på påstanden, at det efter hans opfattelse gik ufatteligt godt i fædrelandet, og der ikke var nogen, der skulle komme og sige noget andet, allermindst ungdommen og munkemarxister som Ralph Pittelkow, Karen Jespersen og andre venstreorienterede ballademagere som den senere hofmarskal DR-generaldirektør Hans Sølvhøj.
Den sangvinske tidligere Gladsaxe-borgmester og partiejer præsterede endog en modsang til John Mogensens: “Dybbøl Mølle maler rent ad helved’ til”. Efter Erhards mening i en af de mest overbevisende falske sangpræstationer i pladeoptagelsernes historie, malede møllen ifølge den syngetalende nationale moralist faktisk godt. Skrive vers kunne Erhard heller ikke og rimede som en væltet gulvspand. Men ingen skulle komme og sige noget skidt om Danmark, ikke noget, Erhard fandt upassende i forhold til hans maniske mundtlige manifest, som tog forskud på den senere så hadefulde vrede mod de kulturradikale og da især venstrefløjen.
Ingen skulle bryde sig om at anfægte de nationale værdier; et ord, Erhard i øvrigt aldrig brugte og sikkert heller aldrig ville have brugt, eftersom han afskyede andres floskler af enhver art og givetvis også ville have brækket sig i lårtykke stråler over den syvende dags omvendte Karen Jespersens totalitære værdifnadder og nationalchauvinistiske udefinerede vrøvl og sludder om sammenhængskraften. Altså national med tårer i øjnene, når Dannebrog gik til tops, var hvad Erhard var, eller i det mindste med krokodilletårer, for manden var også beregnende og kyniker som ind i helvede.
Spark præsteskabet
Men én ting kunne man uden forbehold sige om Erhard Jakobsen, om hvem man ellers som antydet og for nu at være høvisk over for en længst afdød godt kunne finde lettere anløben: Bornert over for fremmede folk var han ikke, men generøs over for andres kulturelle ejendommeligheder.
For ham var der ikke danskere, fremmede og meget fremmede, en besynderlig skelnen, man kunne læse i en kronik her i bladet forleden; flygtninge og indvandrere skulle behandles ordentligt. Tolerance var Erhards navn, når det gjaldt den slags.
Erhard var i øvrigt ikke en skid religiøs og kunne være blevet en formidabel polemiker mod de to selvhøjtidelige pensionerede landsbypræster i Dansk Folkeparti. I Erhards socialdemokratiske ungdom anbefalede han sine partifæller at sparke præsteskabet i røven (sic). Bare det ikke var de hjemlige kulturradikale og socialisterne, var CD-høvdingen for så vidt rummelig.
Erhard har nu ligget mange år under mulde. Gid han ikke må rotere alt for meget, hvor han nu befinder sig. Hans minde fortjener trods alle nævnte og unævnte forbehold ikke, at en tvivlsom person som Louise Frevert tager hans gamle partibetegnelse på sig og besmudser den og de personer, der ud over Erhard fulgte og bar tolerancen og betalte med deres politiske liv for couragen: Arne Melchior, Peter Duetoft og Mimi Jacobsen.
Måtte det gå Louise Frevert ilde i hendes fornyede bestræbelser på at gøre sig gældende i det danske politiske samfund. Hendes skriftlige og mundtlige udskejelser om mennesker og kulturer, hun ikke begriber, fortjener ikke flere ord. Men en anden overvejelse i sagens anledning fortjener alligevel et udklem fra sidebenene.
En messe værd
Louise Frevert har med sin aktuelle handling, som i mangt og meget minder om Jespersens - blot med den forskel, at sidstnævnte har brugt længere tid til sine hamskifter end førstnævnte - understreget en nyere tendens i dansk politik, som nok er en messe værd.
Visse politikere stiller ikke op til valg drevet dertil af en trang, en kraft, en vision, et mål for sine medmennesker og nationen. Man stiller op for at få en løbebane. Det vil sige, at vælgerne frem for at kunne vurdere politik får den velsignede chance, det er, at få lov til at stemme på en politisk karriere. Ikke et program og et standpunkt, men på personens fortælling om sig selv, som man dernæst kan læse om i sladderbladene.
Kan hænde - uden direkte sammenligning, men alligevel - at dette fænomen dybest set også er Helle Thorning Schmidts problem. Eller vælgernes problem.
At Helle Thorning endnu ikke har formået at overbevise ret mange i øvrigt redebonne folk om, hvorfor det er så vigtigt at stemme på hende frem for andre. For en visions skyld? - som andet end det forsuttede ord vision - for en sags skyld? For en politik, for et mål? Næ, sådan føles det i det mindste ikke, og denne manglende følelse burde formandinden og hendes parti nok tage højtideligt, når man nu siger det her i klarsprog: Man kan få lov at stemme på Helle Thornings karriere, kan man, men ikke på en politik, ikke på en politisk lidenskab, ikke på en nødvendighed.
Karrierens spin er udviklet så omhyggeligt på the common ground, at det ikke er til at se og høre forskel, hvis man ikke lige vidste, at der vistnok er en og anden. På den facon har Thorning i faretruende grad og på en alt for lang række områder, hvor et alternativ alene af fornuftsgrunde er nærliggende, nærmet sig den trend, Fogh Rasmussen har professionaliseret.
Det ene øjeblik …
Politiker Rasmussen zu sein for magtens skyld, for karrierens skyld parat til at bogføre problemerne lodret eller kreativt, bare sig til. Hvad er oppe i døgnets rejsestald, hvad er fornødent at ondulere: skat, krig, sygehusvæsen, kultur, miljø: Det ene øjeblik Lomborg mig her og der, det næste et smut til indlandsisen iført vesttysk kansler og bekymrede miner ved udsigten til de druknende isbjørne, selv om det jo rager ham en fjer. Det ene øjeblik hånsord til overs for lommepengestaten, hvor de forkuede sjæle ifølge bogen om minimalstatens velsignelser regerer, og kammerateriet blandt de andre trives; det næste øjeblik hændervridende bekymring for velfærdsstatens fremtid. Det ene øjeblik foragt for smagsdommere og nedskæringer til benet i nationens kulturarv, den næste øjeblik … ja, fortsæt selv den ynkelige liste over små og store forræderier mod anstændigheden.
Vendekåbeelementet primitivt personificeret i Jespersen/Frevert - karrieren frem for alt, om man så skal gå fra den ene yderlighed til den anden - synes blot at være et sindbillede på langt dybere liggende træk i en tragisk nedslidt politisk kultur, hvis grundlag er forsumpet i markedsovervejelser og billigt spin. I den kultur, som sådan set blot er afløsning for andre klassiske nederdrægtigheder i den politiske virkelighed, men så meget desto stærkere og mere dystre end før i nyere danmarkshistorie, regnes markedsværdien udelukkende i, hvorledes man længst holder sig som noget ved mosækken. Det er faktisk ikke så godt.
Kommentarer
Som et godt menneske er det svært ikke at dele Georg Metz forargelse over det politiske system, sådan som man oplever dets performance. Politikerens indflydelse lever ved fortællingen, og nogle fortællinger er mere elegante end andre for ikke at sige latterlige. Louises fortælling er let at gøre til grin. Og det politiske system, som den fjerde magt umiskendeligt er en del af, har klart nok mistet enhver troværdighed i forhold til ideologisk standhaftighed, værdier og den skinbarlige sandhed generelt, uanset hvordan man så kunne finde på at kvalificere den.
Spørgsmålet er bare om det kan undskyldes. Er det spillets regler, er det jungleloven som hersker, eller hvordan skal man fundere sit moralske standpunkt, uden at det synker ned i sumpen af sideordnede ligegyldige smudsigheder?
Der er flere måder, hvorpå man kan udlægge den epoke, vi befinder os i, selv om den skulle blive betegnet med samme begreb, postmodernisme(fx). Postmodernismen kan bl.a. tages som udtryk for en filosofisk position, der forklarer samtiden med en tilstand, hvor konstateringen af tabet af alle værdiers og sandheders ultimative reference og deres deri begrundede rangorden står som den essentielle filosofiske ”sandhed”. Her er det måske ikke så meget et udtryk for, at en mening i/med tilværelsen er gået tabt. Det kan godt være at det opleves sådan, men ret beset, forklares det, er der tale om at en tolkning af tilværelsen, eller en forventning om at tilværelsen kunne ses som værende i mere eller mindre overensstemmelse med nogle essentielle egenværdier, er gået tabt. Og efter tabet af tro på sandheden i den form for tolkning, så opleves tilværelsen måske som tømt for mening. Dog skal man huske, at den postmodernistiske pointe er, at disse tolkninger aldrig har været funderet som forudsat for sin gyldighed, så tabet som tab forekommer kun med udgangspunkt i de forventninger en tolkning har været med til at etablere. Det hævdes altså at den ultimative reference, sådan som den ligger til grund for traditionel ontologi og i traditionel videnskabsteori og erkendelsesteori, aldrig har været der, sådan som den fx figurerede i det feudale samfunds selvforståelse.
I overensstemmelse hermed kan man forvente, at kommende generationer ikke vil lide på samme nåde under et sådant tab af mening, i og med at forventningen hos dem aldrig vil være der på samme måde som før.
I eftertiden til det moderne projekt, som postmodernismen markerer, synes det umuligt at etablere en forpligtende rangorden og proportionering af samfundets problemstillinger. Den demokratiske ånd er udtryk for accepten af, at de atomiserede perspektiver får lov at stå sideordnet i alle spørgsmål, fordi den absolutte sandhed og nødvendighed er blevet forvist til fortiden eller andre nutidige øer af manglende demokratisk sindelag. Det synes at være den realitet, forsøget på at lave en samlende beskrivelse af det moderne samfunds forhold til fx den ydre omverdens nødvendighed er oppe imod. Den helt store udfordring består altså i at kunne præstere en samlende generelt forpligtende beskrivelse inden for de forskellige i øvrigt inkommensurable systemers realitetsprincipper, uden at den bliver nivelleret til den samme “lige gyldighed”, eller til de samme inkommensurable sandheder, sådan som de kvalificeres inden for de respektive funktionssystemer, dvs. at kunne beskrive samfundet generelt forpligtende på de præmisser, der er givet i og med samfundet.
Spørgsmålet er om der ikke kun er kampen om overlevelse tilbage, sådan som den kommercielle medieverden, folk som Asker Aamun, Dansk Industri, Milton Friedman, Darwin m. fl. mener og har ment.
Jeg tror de fleste mediefolk og politikere efterhånden er blevet så tilpas postmodernistiske, så svaret for deres vedkommende ville være jo, der er ikke andet end jungleloven, min fortælling og de mindst egnedes overlevelse tilbage.
Socialdarwinisme: ”Meningen med tilværelsen er at overleve”!
Socialdarwinismen er udtryk for et forsøg på at forklare tilværelsen. Socialdarwinismen gør performativt en forskel, også selv om den på ingen måde repræsenterer en adækvat gengivelse eller forklaring på noget forhold.
Performativt har det en politisk funktion, at man orienterer sig socialdarwinistisk. FX synes nogle ministrer at tænke, at man må fjerne det sociale sikkerhedsnet under borgerne, fordi sikkerhedsnettet fjerner opmærksomheden om selve meningen med tilværelsen fra de sikredes tilværelse, som er at overleve. Vi må gøre det til et problem for taberne at overleve, ellers kan de ikke forstå at det er meningen med tilværelsen, synes man at tænke.
At taberne er politisk ideologisk konstituerende for socialdarwinismen er så noget andet. Dels definerer vinderne, de gode, deres opgave i afskaffe eller minimere det mislykkede, dvs. taberne, og semantisk er taberne nødvendige at have for pædagogisk og reelt at have konstituerende komplimenterende fænomener i forhold til vindernes fænomenale selv i deres selvbeskrivelse. Nazisterne havde på den måde brug for jøderne i deres selvbeskrivelse, Søren Krarup og de kristne har brug for indvandrere af islamisk herkomst og DI har brug for kineserne for at banke arbejdsmarkedet på plads her hjemme, og for at fjerne opmærksomheden fra at samtlige i det her land for længst har opnået det materielle niveau, som der kræves for at få det gode liv.
Det faktum at menneskeheden for længst er nået ud over det stadium, hvor det behøver at være et problem at overleve, kan ikke forklares i socialdarwinistisk forstand. Socialdarwinismen docerer derfor sin ideologi blindt, dvs. kontrafaktisk og moralsk. Man må for alt i verden leve som om det var et problem at overleve. Økonomisk vækst og selvdestruktion er resultatet. Paradokset er resultatet: Kun fordi vi lever som om det var et problem at overleve, er det et problem at overleve.
De samme ideologiske kræfter og de ideologisk kommercielt socialdarwinistisk fikserede kræfter hersker, når man i et væk kan få danskerne til at orienterer sig som om de var truet af andet end de fremherskende selvnegerende succeskriterier. De samme kræfter pumper således kaskader af konforme bortforklaringer af verdens sande økologiske tilstand ud over os stakler samtidigt med at man i et væk hamrer på det globale perspektiv i økonomisk forstand, for at skabe et perverst indtryk af økonomiske trusler. Vindernes taberperspektiv hersker. Jeg er forarget, men Louise er bare til grin, hun ligger ned allerede. Det er resten der virkeligt er noget lort.
Er jeg virkelig den eneste der kan huske, at Erhard Jacobsen fordømte Nelson Mandela og hyldede det hvide apartheid styre i Sydafrika? Er jeg den eneste der kan huske, at Centrumdemokraterne var en rotterede af fremmedhad indtil Mimi overtog partiet, og foranstaltede en veritabel massakre på den racistiske fløj i partiet?
Erhard Jacobsen lagde grunden til den småborgligt forurettede aktivisme som senere skulle lægge det ideologiske grundlag for DF. Erhard ville have være DF’er hvis han havde eksisteret i dag,
Nej, Morten, du er ikke den eneste. Og jeg tror heller ikke, Metz har glemt, at Erhard Jakobsen var manden, der for alvor satte den udvikling i gang, der har fået DR til i dag at være ved at synke til bunds i ligegyldighed og pop.
Jeg har en kommentar til Steen Rasmussens indlæg:
I forbindelse med en forelæsning i den tidlige romantik´s litteratur husker jeg engang en lektor der udbrød: “Det var DA det hele begyndte at gå galt!” Det som var begyndt at gå galt i begyndelsen af det 19. århundrede, var at de romantiske kunstnere var begyndt at spørge til en specifik mening med tilværelsen. “Hvad er meningen med livet?” var de begyndt at spørge.
Det var blandt andet fordi, eller på grund af, at Immanuel Kant havde “befriet” skønheden og kunsten fra erkendelsens og moralens åg. Kunsten var ikke længere forpligtet over for diverse erkendelsesteoretiske eller moralske idealer. Sandheden var så at sige bleven sat fri. Og siden har det så udviklet sig. Den russiske Dostojevski beskriver et værdinihilistisk samfund, og da Nietzsche erklærede gud for død var det allerede en gammel nyhed. Han mente blot, at den sammenhængskraft (der var den igen!) som kristendommen skabte ikke længere fandtes. Kristendommen var aller højst et spørgsmål om den enkeltes egen personlige “vilje til kristendom”, så at sige. Og i Heideggers “Brev til humanismen” beskriver han humanismen som en værdinihilistisk form. Humanismen er så at sige opstået på baggrund af værdiernes sammenbrud. Af samme årsag er det selvfølgeligt vanvittigt reaktionært at fastholde nogle bestemte værdier, når alle vores værdier har været til debat de sidste 150 år mindst, og at absolut intet længere lægger fast på den front. Jeg ved godt, at det er umådeligt besværligt, når alting skal diskuteres og diskuteres forfra igen og igen. Men derudover kan jeg ikke se det store negative ved det, eller at det er noget lort, som du skriver.
Vi står i en paradoksal situation i dag. På den værdimæssige side, befinder vi os i tiden før den romantiske, som min gamle lektor beskrev, livet i dag er ikke specielt meningsfuldt, det er under alle omstændigheder op til dig selv at give det mening. Men dengang, var det jo en opfattelse man havde på bagrund i dårlige og elendige livsvilkår, som vi jo ikke har idag. Vi lever i et velfærdssamfund, men et velfærdssamfund der ikke rigtigt giver nogen mening alligevel. Og det var bestemt ikke hvad velfærdssamfundets grundlæggere havde forestillet. sig. Problemet er, at vi alligevel insisterer på en eller anden form for sammenhængskraft, hvilket jeg har svært ved at forstå hvorfor er så vigtig. Men det er nok igen på grund af Danmarks størrelse. Det undrer mig at en person som Asmaa Abdol Hamit (håber det er stavet rigtigt) kan skabe så meget røre og måske endda lægge Enhedslisten i graven. Jeg tror vi i fremtiden bliver nødt til at erkende, at vi ikke behøver at forstå hinanden, altså at vi alle nødvendigvist skal tro og mene det samme. Men det insisterer vi stadigvæk på. Det er også derfor jeg mener, at den postmodernisme du beskriver, slet ikke er kommet til Danmark endnu. Faktisk mangler vi noget postmodernisme, sådan at vi ikke alle behøver at leve i en koncensus, men kan nøjes med at respektere hinandens forskelligheder. Det vil være redningen for Danmark.
Jan H. Hansen, Århus N.
Til Jan H. Hansen
Jeg mener man må forholde sig til at der findes nogle problemer, som savner en forpligtende beskrivelse, og som ikke må forsumpe i ligegyldighed. Moral, økonomi, politik, opdragelse, religion udgør i min optik nogle konkrete funktioner og orienteringsmønstrer, somafstikker hver sine sæt af betingelser for mening og adskilte sammenhænge. Tabet af troen på den transitive orden af værdier og former for essentielle gensidigt konstituerende grader af væren fra Gud over konge adel til pøpel er væk. Det begræder jeg på ingen måde, og heller ikke tabet af middelalderens hieraki af værdier. Men jeg mener ikke at “anythig goes”, den forbande udfordring er at de atomiserede funktioner med deres respektive rationalitet, og den hævde darwinistiske funktionsfokusering, tenderer mod at negere mosaikken af delrationaliteters respektive rationalitet, og at der tilsyneladende ikke findes den sammenhæng hvori man kan manifestere end sige effektuerer en højere form for rationalitet som omfatter og kompenserer for den moderne/postmoderne selvnegation. Overlevelseslogikken er selvnegerende, og logikken som skulle overgå den er funktionelt og semantisk hjemløs. Man kan næsten kun forarges lige som Georg Metz.
Det er utroligt, at Georg Metz ikke kan skrive et indlæg uden at lave mindst en faktuel fejl. Louise Frevert blev ikke smidt ud af Dansk Folkeparti. Hun gik selv.
Iøvrigt er det rent vås at sammenligne Karen Jespersen med Louise Frevert.
Til Steen Rasmussen (og alle andre selvfølgeligt).
Først vil jeg lige undskylde at det har taget så lang tid at svare, men min forbindelse til Informations hjemmeside har været afbrudt i eftermiddags.
Når du skriver: “… den forbande udfordring er at de atomiserede funktioner med deres respektive rationalitet, og den hævde darwinistiske funktionsfokusering, tenderer mod at negere mosaikken af delrationaliteters respektive rationalitet, og at der tilsyneladende ikke findes den sammenhæng hvori man kan manifestere end sige effektuerer en højere form for rationalitet som omfatter og kompenserer for den moderne/postmoderne selvnegation.”
Så forstår jeg det sådan, at du i det mindste gerne vil eller ønsker at skelne mellem “gode” værdier og “dårlige” værdier. De “gode” værdier er vores, og de “dårlige” værdier er deres. I denne forbindelse er dine og George Metz´ s værdier de “gode” værdier, mens Freverts værdier er de underlødige og “dårlige”. Og selv om du har vanskeligt ved at fastholde dette skel, så insisterer du fortsat på en fastholdelse.
Her er jeg lige nødt til at inddrage Rune Lykkebergs kronik der også er at finde her på siden: “Når vi snakker om værdier”. Her skriver Lykkeberg, at den evige betoning af værdier betegner en udlægning: Man ser sine modstandere som fjender af vores værdier, man ser konflikter som modsætninger mellem afguder, og man ser magtkampe og interessekonflikter som “kulturenes sammenstød”. Og her gælder det om at “stå fast” og “ikke give efter”. Modsætningerne er altid legitime, fordi de er baseret på værdier. Og så gælder det jo bare om at være på den rigtige side, som både du og George Metz er. Men der hvor i begge går forkert, er at i netop forsøger at højne jeres egne over-værdier, i forhold til de under-værdier som i mener Louise Frevert står for. Og dermed ender i begge med at gøre nøjagtigt det samme som jeres værdi-modstandere. I står fast på jeres egne værdier, i stedet for at diskutere dem! Men hvad er værdier værd, hvis de ikke må diskuteres, fordi man er bange for at få sine egne fine værdier smudset til af under-værdierne?
Jeg har dermed vanskeligt ved at se, hvordan de værdier CD representerer skulle være bedre end DF, altså bedre i den forstand at de på en eller anden måde skulle representere noget “højere”. Jeg syntes dermed også at det er i orden at Louise Frevert skifter fra DF til CD, selv om jeg ikke selv støtter nogen af de to partier.
Jan H. Hansen, Århus N.
Så hyggeligt at Misantropen Metz atter kan fråde over fru Frevert og samtidig svine en afdød dansk politiker som Erhard Jakobsen til.
Nydeligt, må man sige. Metz, der jo udi egen indbildning tilhører den intellektuelle overklasse, der idelig må holde sig for trynen for at undgå lugten af alle de uddannede underklasse-mennesker, som alene fordi de ikke er født med sølvskeen i flaben og har spildt deres ungdom i Østre Borgerdyd, kan finde på at stemme på et så nedrigt, ondt og latterligt parti som Dansk Folkeparti. Ufff! Må man da be’ om sit lugesalt, så man ikke går helt til.
Næ, det er en slem pille at sluge for hyperintellgente Georg Metz og resten af den ‘kulturradikale elite’ at et flertal af vælgerbefolkningen bakker op om den nuværende regering og - ikke mindst - den politik, som den fører på indvandrerområdet.
Et overvældende flertal af danskerne støtter stadig 24-års reglen, selvom diverse kloge hoveder har advaret og advaret. De må da være DUMME?. Eller bare onde?
Men ét formår gamle Georg.
Han kan svine folk til, såvel levende som døde, og det er han rigtig god til. Det kan lissom også varme hans gamle kyniske hjerte.
Interessant debatoplæg af Hr. Georg Metz, for en stor dels vedkommende spændende kommentarer.. - den sidste forstår jeg simpelthen bare ikke: Hvori består Georg Metz´ tilsvining af Erhardt Jacobsen? Tværtimod synes jeg artiklen oser af respekt for EJ.. måske er jeg også dum?
@ Flemming Nylander
Læs den én gang til. Den måde Metz omtaler Erhard J. på er ikke udtryk for respekt. Og omtalen tjener alene til at svine Louise F. til. Om du er dum, skal jeg ikke afgøre. Men det er Metz bestemt ikke. Han véd præcis, hvad han gør.
@ Chris Henriksen
Jeg har også ualmindelig svært ved at se, at George Metz tilsviner Erhard Jacobsen .
At det i stedet skinner igennem, at George Metz stiller spørgsmålstegn ved selvhøjtidelige politiske karrieremager uden et politisk ståsted, det er vel en anden del af historien ved artiklen, fx Karen Jespersen, Louise Frevert samt et spørgsmålstegn ved om Helle Thorning Smith er samme type, som de to først nævnte. Hvis H.T.S ikke er det, om så måske vælgerne opfatter hende på den måde.
Chris Henriksen: “Et overvældende flertal af danskerne støtter stadig 24-års reglen, selvom diverse kloge hoveder har advaret og advaret. De må da være DUMME?. Eller bare onde?”
Jeg tror så meget på det gode i menneskene, at jeg er overbevist om, at det skyldes uvidenhed om konsekvenserne. At uvidenhed somme tider kan være villet, er en anden sag.
At du opfatter sandheden om fx Erhard Jakobsen som “tilsvining”, ville Erhard sikkert blive ked af.
At Karen Jespersen og Louise Frevert sikkert til gengæld vil opfatte det som tilsvining, at Metz skriver sandheden om dem, er nok værre for dem end for Metz.,
Kære Per,
Dit eget parti støtter 24 års-reglen. Som Mogens Lykketoft har sagt det, så skyldes det, at man ikke har kunne finde noget bedre middel til at begrænse tvangsægteskaber og æresdrab.
Kære Ove
Hvorfor skriver du det hver gang? Jeg ved det godt. Er du altid enig med, hvilket parti du nu stemmer på? Du ser åbenbart lige så sort-hvidt på partimedlemskab som på religion - dvs: “Når Asmaa er muslim, må hun være enig om alting med Bin Laden” og “Når Per V er socialdemokrat, må han være enig om alting med Helle Thorning”?
Tag skyklapperne af, Ove: Verden er mere mangfoldig end som så.
Og så undlad i øvrigt venligst at besvare mine breve, indtil du har noget nyt at tilføje.
Kære Per,
Du påstod, at tilhængerne var uvidende om konsekvenserne. Men Mogens Lykketoft er altså ikke uvidende om konsekvenserne. Det er faktisk på grund af konsekvenserne (færre tvangsægteskaber og æresdrab), at han og Socialdemokraterne går ind for 24 års reglen.
PS. Personligt har jeg svært ved at se, at det er nogen katastrofe, at man venter med at gifte sig til man er minimum 24 år. Det burde alle gøre - det er ikke smart at binde sig for tidligt.
Kommentar til Jan H. Hansens kommentar til min kommentar til hans kommentar til min kommentar til Georg Metz´s indlæg.
Hvis du tror, du kan orientere dig i det moderne samfund uden at forholde dig ud fra den moralske distinktion mellem godt og ondt, tager du fejl. Og hvis du fordømmer alle moralske iagttagelser moralsk orienterer du dig paradoksalt.
Prøv at læs din sidste kommentar i det perspektiv.
@ Per Vadmand:
Man kan antage en optimistisk indfaldsvinkel og ligesom salig Piet Hein mene at dumheden altid er større end ondskaben. Eller som dig tro på det gode i mennesket.
Eller man kan - som ligeledes salige - Martin Luther gå ud fra at mennesket grundlæggende vil sig selv (= egoisme = den grundlæggende “synd”) og derfor er afhængig af frelse.
Det er mere hen ad min opfattelse. Forskellen mellem vore udgangspunkter er formentlig at du oftere vil blive skuffet end jeg bliver.
Thi dette er ikke den bedste af alle tænkelige verdener, M. Pangloss. Og hverken den ene eller anden opfattelse giver alle de svar, vi har brug for.
Hvad Erhard J. angår, har du ingensomhelst anledning til at tro at Erhard ville ‘blive ked af det’. Så er det fordi du aldrig har kendt manden. Erhard blev sågu’ aldrig ‘ked af det’. Han blev enten vred eller trak hånligt på skuldrene.
Og hvis du læser Georg Metz lidt grundigere end du tilsyneladende har gjort, ville du formentlig også være i stand til at læse ‘mellem linjerne’.
Georg Metz er intet sandhedsvidne.
Hans personlige idiosynkrasier udgør hverken nogen form for argumenter eller noget belæg for hans påstande. Disse falder jo tilsyneladende i god jord hos folk, der som du gør, deler synspunkter med ham.
Men selvom I udgør de ‘gode’ har I ikke patent på sandheden og jeres vane med at gå efter manden og ikke bolden er i længden temmelig trættende for alle andre som ikke forlods er helgenkåret af venstrefløjen alias det kulturradikale borgerskab.
Georg Metz har bare udviklet sig til en indebrændt og sur gammel mand, som det er efterhånden er vanskeligt at tage højtideligt. Men det gør han så til gengæld selv i udstrakt grad, ivrigt sekunderet af sine meningsfæller, de renfærdige støtter af godhedsindustrien.
“Sallige ere de enfoldige, thi Himmerriget er deres.”
Når man bruger ord som “godhed”, “retfærdighed” og “renfærdighed” som nedsættende, hvad gør det så en selv til?