Stieg Larsson havde oprindeligt planlagt sin Millennium-serie til ti bind. Ligesom gode gamle Sjöwall og Wahlöö. Men så døde han som kun halvtredsårig - syv bøger og i hvert fald en tredjedel liv for tidligt.
I det perspektiv er udgivelsen af tredje del af serien, Luftkastellet der blev sprængt, en trist affære. Hvor ville mange af os dog gerne have fulgt den undersøgende journalist og rutinerede libertiner Mikael Blomkvist og hans højt intelligente, men lettere autistiske veninde, Lisbeth Salander, videre gennem serien.
Men lad os ikke fortabe os i mørket men i stedet glæde os over, at Larsson endnu en gang har begået en eminent krimi, der flot afrunder den trilogi, det nu kunne blive til.
Vi starter, hvor vi slap i bind to, Pigen der legede med ilden. Med en cliffhanger af de rigtig onde. Her var Lisbeth Salander blevet skudt i hovedet, og Mikael Blomkvist havde ringet til alarmcentralen. Det så med andre ord frygtelig skidt ud. Men i starten af Luftkastellet der blev sprængt bliver den sårede power chick gudskelov fløjet med helikopter til hospitalet, hvor det efter en lang operation lykkes at skære kuglen ud af knolden. Spørgsmålet er imidlertid, om de små grå stadig virker, som de skal.
Ufine metoder
Fremtiden tegner dog under alle omstændigheder sort for Salander. For en hemmelig fraktion af det svenske sikkerhedspoliti, Säpo, vil hende det ilde. Som dem, der har læst Pigen der legede med ilden, vil vide, ligger hun nemlig inde med sprængfarlig viden om Sektionen, som denne uhyggelige enhed bliver kaldt, der består af en gruppe overvintrede, stærkt højreorienterede koldkrigere.
Allerede som barn udgjorde Salander en trussel mod Sektionen. Men de koldblodige efterretningsfolk havde hørt bomben tikke under sig og fik med hjælp fra en pilrådden, men højt anset psykiater tvangsindlagt den noget besynderlige, men langt fra sygelige lille pige på en lukket afdeling.
Nu, hvor Salander er blevet voksen og oven i købet får hjælp fra ridder Blomkvist, der altid er parat til at galopere med hævet lanse mod systemet, er det ganske vist blevet sværere at lukke munden på hende. Men på Sektionen er man endnu en gang klar til at tage ufine metoder i brug.
Luftkastellet der blev sprængt udvikler sig nu til en spionthriller - med alt, hvad dertil hører, inklusive genrens forkærlighed for hemmelige underafdelinger af alverdens efterretningstjenester. Og hermed har Larsson arbejdet sig igennem kriminalromanens tre største subgenrer. For mens bind et i serien, Mænd der hader kvinder, var inspireret af den klassiske detektivroman, var bind to i serien, Pigen der legede med ilden, skåret efter politikrimiens skabelon.
Med spionthriller-genren bliver den kritik, der i de foregående bøger primært har sigtet på storkapitalen, pludselig rettet direkte mod systemet Sverige. Meget aktuelt i denne terrortid bliver efterretningsvæsenets beføjelser til at sætte sig ud over almindelig demokratisk kontrol og i situationer, hvor målet synes at hellige midlet, anvende ellers ulovlige metoder, kraftigt problematiseret. Og også psykiatrien, der synes at operere ud fra et stærkt diskriminerende normalitetsbegreb, får en over nakken.
Knaldhård feminisme
De forrige bøgers kritik af mainstream-medierne, der ukritisk reproducerer magthavernes udgave af virkeligheden, er til gengæld intakt. Det lykkes Sektionen at plante ondsindede rygter om Salander i fjernsyn og aviser, og kun Mikael Blomkvist og resten af snushanerne på Millennium-tidsskriftet forsøger at udfordre autoriteternes monopol på sandheden.
Men selv om den udpræget venstreorienterede kapital-, system- og mediekritik spiller en vægtig rolle, som der er god tradition for i den nordiske kriminalroman, ligger Millennium-trilogiens største kritiske potentiale et andet sted.
Nemlig i en knaldhård, konsekvent feminisme, der bliver belyst fra forskellige vinkler i løbet af de tre bøger, parallelt med udviklingen fra detektivroman over politikrimi til spionthriller.
I Luftkastellet der blev sprængt er det den statsligt autoriserede kvindeundertrykkelse, det handler om. Som lille pige er Lisbeth Salander koldblodigt blevet ofret, i hvad der for en gruppe ideologisk forblindede gamle mænd fremstår som en højere sags tjeneste.
Tilsammen peger Millennium-trilogien dermed på, at kvindeundertrykkelse gennemsyrer samfundet, fra privat til politisk niveau. Og bevares, Larssons eksempler er ekstreme. Men som fiktive, kulørte symptomer på et kvindesyn, der forbavsende nok endnu ikke er helt uddødt, har de da alligevel en vis relevans.
Men ligesom man fra postfeministisk hold har kritiseret den klassiske feminisme for i for høj grad at installere kvinden i offerets position, kunne man så ikke også kritisere Larsson for at lade kvinderne fremstå som passive stakler?
Nej, det kan man langt fra. Kvinderne er rigtignok ofre. Men de er sandelig også krigere. Lisbeth Salander, Larssons geniale variation over svensk litteraturhistories vel nok sejeste heltinde, Pippi Langstrømpe, er selvfølgelig det centrale eksempel, sejlivet og stålsat som hun er.
Regne virkeligheden ud
Men i Luftkastellet der blev sprængt, såvel som i de foregående bind i serien, optræder også en lang række andre viljestærke kvindfolk, der forstår at tage kampen op. Og endelig har Larsson understreget sin pointe ved at flette små leksikalske udredninger om kvindelige krigere i militærhistorien ind mellem kapitlerne.
Det gør dog på ingen måde Millennium-trilogien til det rene feministiske programskrift. For Larsson kan så meget andet. Og det fremgår alt sammen klart af Luftkastellet der blev sprængt, der udgør en fornem finale på et fremragende, om end alt for kort forfatterskab.
Jeg hører ganske vist ikke til dem, der mener, Larsson er særlig sprogligt stærk. For mig at se skriver han en lydefri journalistisk prosa, men heller ikke mere end det. Til gengæld har han endnu en gang skruet et plot sammen med en detaljemættet grundighed og analytisk præcision, der minder om, hvad det er kriminalromanen, denne udpræget erkendelsesfilosofiske genre, kan. Nemlig så at sige at regne virkeligheden ud. At trænge ind under overfladen og forstå nogle faktiske, men fordækte sammenhænge.
Stieg Larsson: Luftkastellet der blev sprængt. Oversat af Kamilla Jørgensen. 671 sider, 299 kr. Modtryk. ISBN 978-87-7053-092-7. Udkommer på mandag
Kommentarer
Hvor er det dog trist, at folk bruger deres tid (og penge) på at læse triviallitteratur frem for rigtig litteratur.
Hvor er det dog alt andet end trist, at folk er så forskellige, at de foretrækker at læse forskellige former for litteratur. Og hvor er det dog dejligt, at man ved at læse en umådeligt spændende krimi, som man ikke kan lægge fra sig, kan få en fantastisk (og adrenalin-pumpende) oplevelse som dog føles helt anderledes fysisk og psykisk - men hverken mere trivielt eller “rigtigt” - end når man nyder andre former for litteratur (blandt andet den mere “rigtige” af slagsen).
Ved at læse god litteratur får man en kunstnerisk oplevelse, som man ikke får ved at læse triviallitteratur. Bevares, kriminalromaner kan rigtig nok være spændende og underholdende, men der findes faktisk også kriminalromaner, der er rigtig littertur. Bl.a. har Poe, Dickens og Tjekov skrevet fantastiske kriminalromaner.
Det gør mig lidt ked af det, når jeg i disse tider kommer ind i en boghandel og ser stabler af bøger af Jan Guillou, Hanne Vibeke Holst og lignende navne, som kan være udmærket håndværk, men heller ikke mere. Derimod skal man lede længe efter de store kunstværker. En stribe af Herman Melvilles fremragende romaner udkommer f.eks. nu for første gang på dansk, men hvor mange køber dem, og hvorfor bliver der ikke lavet mere PR for dem? Melville er 1000 gange mere spændende og velskrevet end f.eks. Stieg Larsson, men kvalitet er åbenbart ligegyldigt i dag? Er det et tegn på, at kulturradikalismen endegyldigt har sejret?
Opskriften er jo ligefrem i disse år. Man skal skrive til det publikum, der elsker at forestille sig at verden er en ond sammensværgelse mod kvinder.
Dan Brown gjorde det også.
Denne reduktion af alt til en simpel kønskamp, hvor mænd er de onde og kvinder er de gode, rammer forbi virkeligheden, hvor tingene er noget mere komplicerede.
De her anstrengelser, Brown og Larrson, kan knapt karakteriseres som litteratur. Underlægger man det kunstneriske en så naiv politisk moralisme som de her to forfattere bliver resultatet elendigt.
To produkter af en litterært underlegen tidsstrømning.
Vil litteraturen kunne komme tilbage og beskæftige sig med den menneskelige tilstand igen - eller vil den fortsatte med de her karikaturer af karikaturer?
Mod systemet ?
Mon dog- det var samme sytem der lønnede ham for at jage og se racister overalt i årevis´som redkatør for tidsskriftet Expo. En systemets mand.
Og “feministisk” - tja, han var jo homseksuel, så det skal vel nok passe.
Statsfeminsimen er ivørigt også main stream - systemet. Så HVOR alternativ han egentlig er, det såtr vel åbent……………………
Ja, netop dens politiske korrekthed er endnu en grund til, at den nutidige krimi-litteratur er junk-litteratur. Stor kunst er altid politisk ukorrekt, Men det forbløffer mig, at Stieg Larsson skulle have været bøsse. Jeg så forleden i TV et tårevædet interview med hans samleverske gennem 28 år, der klagede over, at hun ikke fik en krone af bog-indtægterne, fordi de ikke havde været gift. Pengene gik i stedet til Larsson far og bror.
Politisk korrekthed er i dag at “tænke” som Fogh og Kjærsgaard (og Abildgaard). Det tror jeg ikke, Larsson gjorde.
Og for øvrigt skriver han nogle fantastisk gode bøger.
Se her er der noget, der er trist:
I brænder for “ægte litteratur” og “stor kunst” og litteratur som beskæftiger sig med “den menneskelige tilstand”, men hvis denne form for litteratur er så meget bedre end diverse “produkter af en litterært underlegen tidsstrømning”, hvorfor bruger I så ikke jeres energi på at udbrede jeres budskab i andre medier end “Information”, som jo mest af alt læses af personer, som allerede er elitære eksperter i den finere og mere værdige litteratur og som selvfølglig giver jer ret i jeres påstande.
Hvis det er så godt, det jeres yndlingsforfattere skriver, så spred budskabet til alle. For alle fortjener vel at få en ægte kunstnerisk oplevelse. Men spred det på en måde som også tiltaler “det publikum, der elsker at forestille sig at verden er en ond sammensværgelse mod kvinder” (sikken vidunerlig fordom at påklistre Stieg Larsson-læsere).
Og hvis I allerede er igang med at lave denne form for “bred” PR, så har jeg bare ikke opdaget det endnu, men så skal I have et skulderklap fra mig.
Se her er der noget, der er trist:
I brænder for “ægte litteratur” og “stor kunst” og litteratur som beskæftiger sig med “den menneskelige tilstand”, men hvis denne form for litteratur er så meget bedre end diverse “produkter af en litterært underlegen tidsstrømning”, hvorfor bruger I så ikke jeres energi på at udbrede jeres budskab i andre medier end “Information”, som jo mest af alt læses af personer, som allerede er elitære eksperter i den finere og mere værdige litteratur og som selvfølglig giver jer ret i jeres påstande.
Hvis det er så godt, det jeres yndlingsforfattere skriver, så spred budskabet til alle. For alle fortjener vel at få en ægte kunstnerisk oplevelse. Men spred det på en måde som også tiltaler “det publikum, der elsker at forestille sig at verden er en ond sammensværgelse mod kvinder” (sikken vidunerlig fordom at påklistre Stieg Larsson-læsere).
Og hvis I allerede er igang med at lave denne form for “bred” PR, så har jeg bare ikke opdaget det endnu, men så skal I have et skulderklap fra mig.
Jeg tvivler ikke om, at Stieg Larsson var god til at skrue nogle spændingsbøger sammen, der er glimrende underholdning. Men jeg vender mig imod det fænomen, at man spiser sig litterært mæt i slik og junk-food, og lader de gode retter stå. Det er det vi ser i øjeblikket, hvor alskens trivial-litteratur sælges i kæmpeoplag, mens de store værker i verdenslitteraturen af høj kunsterisk standard sælges i små oplag, hvis de da overhovedet udgives. Der er altså litteratur, der er kunst, og litteratur, der ikke er det. Jeg har ikke læst Larsson, men jeg har læst en enkelt bog af Jan Guillou, og mage til talentløs skribleri, har jeg sjældent læst. Sproget er fladt, plottet elendigt, persontegningerne flade osv. Og jeg kan forstå, at JG ovenikøbet er en af de bedre, og at en række andre populære krimi-forfattere er langt værre. Så ser det virkelig sort ud!
PS. Jeg håber da ikke, at det i disse Asmaa-tider er blevet politisk ukorrekt at gå ind for ligestilling?
Vedr. Informations litteratur-dækning: Det er påfaldende, at en roman af Stieg Larsson får en stor anmeldelse, mens et enestående mesterværk som Mardi af Herman Melville, der for første gang udsendes på dansk, bliver spist af med en anmeldelse, hvor den - temmelig umotiveret - klaskes sammen med en nyoversættelse af Thoreau. Bevares, Brostrøms anmeldelseaf begge bøger i en enkelt artikel var da glimrende, men der var altså ikke plads til f.eks. en nærmere bedømmelse af oversætternes arbejde.
Et andet eksempel: Jeg har ikke kunne finde nogen anmeldelse af nyoversættelsen af Turgenevs Fædre & Sønner i Informatiob. Temmelig chokerende, hvis den ikke er blevet anmeldt. PS. Hovedpersonen i denne mester-roman om de unge nihilister minder iøvrigt påfaldende om en vis Per Thomsen…
Siden hvornår er det blevet dig der skal bestemme hvad der er god kvalitet Ove.
Og i øvrigt. Hvis du ikke har læst bogen, hvordan kan du så udtale dig om dens litterære kvaliteter.
Kære Thor. Jeg udtaler mig ikke specifikt om Larsson, men generelt om den almindelige tendens til, at folk står i kø for at købe triviallitteratur, mens interessen for den kunsteriske litteratur er betydeligt lavere. Det er - for at bruge en formulering fra statsministeren - ikke noget, jeg tror. Det er noget, jeg ved. For det dokumenterer salgstallene. Og det er synd for læserne, at de får stene i stedet for brød…Med venlig hilsen Smagsdommer Abildgaard.
Som oversætter af Herman Melville er jeg naturligvis helt enig med Ove Abildgaard, men der er nok ikke noget at stille op, og problemet er ikke nyt. Måske er en af forklaringerne, at Melville og andre klassikere i for høj gad gør læserne utrygge. Bøgerne bliver ved med at vibrere og rumstere, hvorimod en “knaldroman” er hurtigt overstået. Den anfægter ingen. Den vender ikke op og ned på noget som helst. mvh. Flemming Chr. N.
Hvis man bliver “tryg” af at læse Mankell, Guillou eller Stieg Larsson, er der sgu noget, man ikke har fattet.
I øvrigt forstår jeg ikke, hvorfor det skal være enten-eller. Ligesom jeg med stor fryd - og stort udbytte - kan lytte til både Ellington, Poul Ruders, Elton John og Haydn, kan jeg den ene dag læse Guillou, den næste Svend åge Madsen og den næste igen Henrik Pontoppidan eller Joseph Conrad.
Alsidig kost er også en fordel, når det gælder åndelig føde - og så kan det endda også af og til gøre godt at slutte måltidet med et marcipanbrød og en god Carl Barks-Andersandhistorie.