Hvordan kan det være, at det er blevet så moderne med al den ro og orden i København?

Hvorfor er der pludselig så mange forstadsfornemmelser i storbyen og siden hvornår har man skulle gå på listesko i midten af hele Danmarks Big Apple? Det virker, som om der er en orm, der har spist af æblet, indefra.

Det er, som om en kæmpemæssig flodbølge af friværdi og caffe latte er skyllet ind over hovedstaden og har revet alt, hvad der skiller sig det mindste ud, op med rødderne og skyllet det langt væk - langt væk fra Sankt Hans Torv eller ‘Thomas Helmigs Plads’, som den bliver kaldt i folkemunde.

Langt væk fra Jagtvej 69, hvor der nu er det pureste ingenting. (Ingenting er da bedre end en kreativ udstikkende ungdom, der ligefrem vover at tage stilling til samfundet). Helt ud til dèr, hvor alle de, der ikke længere har råd til at bo i København, befinder sig. Dér hvor kragerne vender, fordi de savner byen og dens mangfoldighed, men stadig flyver forvirret rundt, for hvor dælen er den blevet af?

På Vesterbro - ja, på selveste Istedgade, hele byens Rabalderstræde - larmede cafè Riga for meget til, at naboerne ville finde sig i det, og caféen med navn efter hovedstaden i Letland er nu en by i Rusland.

Udtrykket “Istedgade overgiver sig aldrig” holder stadig - beboerne er bare blevet skiftet ud! De overgiver sig ikke, før bumserne, narkomanerne og de prostituerede er væk. Ude af øje ude af sind synes der at stå skrevet med brunch midt på Halmtorvet! På Nørrebro er Ungdomshuset blevet ryddet til fordel for en underlig tom parkeringsagtig grund ejet af en mystisk kristen sekt, og på Christianshavn strammes rebet omkring eksperimentet Christiania.

Støjklager og politi

Også i Indre by er beboerne åbenbart flyttet ind for at få fred og ro - de har i hvert fald strikket en beboerforening sammen for bedre at kunne holde styr på alle de støjklager og politianmeldelser, som de selv disker op med. Selv når kanalrundfarten runder Christianshavn kanal for at vise vores Wonderful Copenhagen frem for turisterne, skal der være stille! Og der er ikke tale om ét minuts stilhed for at mindes Ungeren eller Børnehuset.

Der er stille, fordi guiderne har fået besked på at holde mund, da det er forstyrrende for beboerne med al den snak om vores ih så smukke by. Og så oven i købet på tre forskellige sprog - som om beboerne ikke har besvær nok med at forstå alle grønlænderne på kajen i forvejen.

På Østerbro har der altid været stille og roligt. Ja, grænsende til det kedelige. Snart begynder de vel at råbe op om, at resten af København aber efter!

Danmarks eneste ‘storby’ er blevet en truet art, som burde fredes. Hvis vi ikke passer på den og lader den leve og ånde, som storbyer nu engang gør og bør, så uddør den og bliver til en ganske almindelig tam forstad, og dem har vi jo så mange af i forvejen. Jeg gik fra forstaden til storbyen, der i mellemtiden gik fra forstanden. Langsomt men sikkert er huslejen steget, mens tolerancen er dalet, og København skal nu for alvor til at lege stilleleg.

Rune Bjerre er beboer i Kbh.