Amerikanske soldater havde direkte ordre til ikke at pågribe mistænkte krigsforbrydere i Bosnien. Det siger den amerikanske historiker Charles Ingrao, der leder et stort projekt med at beskrive krigene på Balkan i 1990’erne.

En anden af hans afsløringer handler om, at en af de hovedanklagede for krigsforbrydelserne, Radovan Karadzic, fik særbehandling med en aftale med den amerikanske fredsmægler, Richard Holbrooke. Aftalen fra 1996 indebar, at Karadzic trak sig tilbage fra politik, mod at han fik et løfte om, at NATO-soldater i Bosnien ikke jagtede ham.

Bag den amerikanske ordre og den hemmelige aftale lå en bekymring for, at amerikanske soldater kunne vende hjem i ligposer. 16.000 amerikanske soldater rykkede ved årsskiftet 1995-96 ind i Bosnien som led i en NATO-fredsstyrke.

Forhandlede med Mladic

Den amerikanske historikers oplysninger er i de seneste dage blevet citeret i danske medier, men nogle af oplysningerne bliver præsenteret i Information for første gang:

For eksempel gik amerikanske officerer så vidt, at de på et tidspunkt forhandlede med serbernes hærchef i Bosnien, general Ratko Mladic. Han er sammen med den politiske leder Radovan Karadzic hovedanklaget for de værste krigsforbrydelser i Europa siden Anden Verdenskrig.

Charles Ingrao siger, at mødet med Ratko Mladic fandt sted i hans bunker i byen Han Pijesak i det østlige Bosnien. Mødet var mest af teknisk karakter. Men det viser, hvor langt amerikanerne gik. Allerede på det tidspunkt var Ratko Mladic og Radovan Karadzic anklaget af krigsforbryderdomstolen i Haag.

Historikeren citerer en højtstående amerikansk militær kilde for den oplysning. Ellers anvender han og hans kolleger tre højtstående kilder i det amerikanske udenrigsministerium.

En af kilderne, der taler om aftalen mellem Holbrooke og Karadzic, er ‘meget højtstående’. Men Charles Ingrao er påpasselig med ikke at sige noget, der kan afsløre deres identitet.

“Det ville ødelægge deres karriere,” siger han.

“De tre kilder i udenrigsministeriet fortæller hver deres del af historien om den amerikanske indsats i Bosnien, men deres forklaringer overlapper i flere tilfælde,” siger Charles Ingrao, der selv har talt med en af kilderne.

De andre kilder har hans kolleger talt med. Ingrao leder et stort og meget troværdigt forskningsprojekt, Scholars Initiative, der med forskere fra USA og Europa prøver at beskrive, hvad der skete i det tidligere Jugoslavien i 1990’erne.

Den del af projektet, der handler om de amerikanske soldaters indsats, udkommer først til næste efterår. Charles Ingrao siger også, at den amerikanske ordre om ikke at pågribe mistænkte krigsforbrydere og aftalen mellem Radovan Karadzic og Richard Holbrooke giver mening: “Det forklarer, hvorfor Karadzic har kunnet undgå at blive anholdt i mange år”.

Han fortæller, hvorfor USA var så tilbageholdende i Bosnien:

“Det internationale samfund var ikke særlig interesseret i at gribe ind i Bosnien. USA havde ingen national interesse i landet. Og Clinton-administrationen følte, at den kun havde et spinkelt folkeligt mandat til at sende den amerikanske styrke af sted,” siger han.

“Derfor sagde politikerne, at de amerikanske styrker kun skulle blive i Bosnien i et år.”

“De amerikanske præsidenter og deres regeringer har i virkeligheden aldrig været gode til at forklare, hvorfor man skulle sende amerikanske soldater til steder som Bosnien. Det gælder også George W. Bush med hans krig i Irak,” mener den amerikanske historiker.

I Bosnien ville dele af Clinton-administrationen forsikre de amerikanske soldater mod angreb ved at lade være med at jagte sigtede krigsforbrydere. Men den amerikanske regering var splittet. Udenrigsministeriet ville gerne lægge en hårdere kurs.

Kamp i ministerierne

“Der stod en kamp mellem forsvarsministeriet og udenrigsministeriet, og det var forsvarsministeriet, der gik af med sejren.”

Den amerikanske tilbageholdenhed fik konsekvenser i Bosnien:

“Den ødelagde vores muligheder for at føre Dayton-fredsaftalen ud i livet,” siger Charles Ingrao. Dermed hentyder han til, at så længe de to hovedmistænkte Karadzic og Mladic er på fri fod, mangler der et ordentligt retsopgør. Dermed bliver respekten for lov og ret undergravet, og en forsoning bliver sværere.

Aftalen med Karadzic var ellers et forsøg på at sætte liv i fredsprocessen. Aftalen mellem Holbrooke og Karadzic kom i sommeren 1996 på et tidspunkt, hvor Karadzic bremsede den skrøbelige fredsproces. Og derfor måtte han væk fra politik.

Aftalen var naturligvis mundtlig, mener Charles Ingrao, selv om serbiske kilder har fremlagt en aftale, der er nedskrevet på serbisk. “Hverken en skriftlig eller mundtlig aftale vil nogen kendes ved, og slet ikke Holbrooke,” mener historikeren. Holbrooke har da også benægtet, at han skulle have indgået en aftale med Karadzic.

Charles Ingrao forsvarer Holbrooke. “Det er ikke sådan, at han lyver, når han benægter. Man må bare forstå, at hans hænder var bundet.”

Også andre kilder har i den seneste tid peget på eksistensen af en aftale. Det skal chefanklageren ved Haag-domstolen, Carla del Ponte, have gjort over for den serbiske præsident i Bosnien i 2004.

Også hendes medarbejder, den franske journalist Florence Hartmann, har beskrevet aftalen i en bog, der udkom for en måned siden. I øvrigt var Radovan Karadzic ved at overgive sig til Haag-domstolen i 1999.

“Det kom så tæt på, at et fly holdt klar på startbanen i Sarajevos lufthavn,” siger Charles Ingrao. Men i sidste øjeblik sprang Radovan Karadzic fra uvist af hvilken grund. Og han er stadig på flugt - blandt andet takket være den amerikanske tilbageholdenhed.