Den 15. oktober og en uge frem afholder Kinas Kommunistiske Parti sin 17.partikongres i Beijing. På partikongressen, som afholdes hvert femte år, beslutter de delegerede, hvem der skal sidde i kommunistpartiets tre øverste organer, centralkomiteen, politbureauet og politbureauets stående udvalg. Desuden skal der vedtages en række beretninger og udtalelser, som viser, hvordan man i kommunistpartiet opfatter landets situation, og hvilken politik man vil følge de næste fem år.
Den nuværende kinesiske leder, Hu Jintao, som både er landets præsident, generalsekretær for kommunistpartiet og hærens øverstbefalende, har siddet på toppen af magthierarkiet i Kina siden sidste partikongres, hvor han tog over efter Jiang Zemin. De kinesiske ledere må ikke beholde deres poster ud over det fyldte 70. år, så perioden frem til den næste partikongres er den nu 65-årige Hu Jintaos sidste som landets leder.
Der er almindelig enighed blandt udenlandske iagttagere om, at guvernøren i Liao-ning, Li Keqiang, vil indtage positionen som Hu Jintaos efterfølger, at Hu Jintao vil konsolidere sin magtposition i forhold til den såkaldte Shanghai-fløj, og at de nye medlemmer af de ledende organer vil være yngre end de nuværende ledere. En del af dem vil være uddannede i Vesten, og de vil derfor formentlig være mere internationalt orienterede end den siddende ledelse.
Det er kun muligt at få et indirekte indblik i de politiske diskussioner, som udspiller sig i magtens korridorer på kongressen, ved nøje at analysere, hvilke personer der bliver valgt ind på lederposterne, og dissekere beretninger, kommunikeer og referater fra Kongressen. På denne måde kan man danne sig et indtryk af de politiske grundopfattelser hos de enkelte politikere og deres grupper af allierede, men så længe kommunistpartiets interne politiske diskussioner ikke foregår for åbent tæppe, kan dette indtryk kun være temmelig ufuldstændigt. Heldigvis er der i løbet af de seneste år opstået en livlig politisk diskussion uden for kommunistpartiets rammer i offentligt tilgængelige tidsskrifter, blogs og hjemmesider på internettet. I disse diskussioner kommer en række politiske holdninger til udtryk, som tilsammen danner et helt spektrum af politiske holdninger, der svarer til det politiske spektrum, vi kender i Vesten med en venstrefløj, et centrum og en højrefløj. Den kinesiske 'venstrefløj' består således af det gamle venstre og det nye venstre, i 'centrum' finder man demokratiske socialister og socialliberalister, mens man på 'højrefløjen' kan udskille klassiske liberalister, neoliberalister og neokonservative.
Selv om dette politiske spektrum manifesterer sig uden for kommunistpartiets rammer, må der nødvendigvis eksistere en snæver sammenhæng og en gensidig påvirkning mellem de politisk-ideologiske retninger, der kommer offentligt til udtryk, og de politiske modsætninger inden for kommunistpartiet. De befinder sig i den samme politiske virkelighed og skaber sammen Kinas nye politiske historie.
Mistede indflydelse
Umiddelbart efter Maos død startede udrensningen af venstrefløjen fra kommunistpartiet, og bortset fra perioden fra massakren på Den Himmelske Freds Plads i 1989 til den nye bølge af kommercialisering begyndte i 1992, har partiets venstrefløj mistet stadig mere indflydelse. Det tomrum på venstrefløjen i Kina, der dermed opstod, udfyldtes gradvist af det såkaldte nye venstre.
Det nye venstre opstod i to faser, og der dannedes dermed to forskellige fløje inden for denne politisk-ideologiske retning: 'Postmodernisterne' og 'populisterne'. Postmodernisterne, hvoraf hovedparten er højt uddannede med solidt fodfæste inden for den akademiske verden og et grundigt kendskab til vestlig, kritisk videnskab, gav sig fra midten af 90'erne især til kende i akademiske tidsskrifter med kritik af den vestlige modernitet, kritik af globaliseringen og neoliberalismen og med udgangspunkt i en intellektuel fortolkning af maoismen.
Bombningen af den kinesiske ambassade i Beograd i 1999 var anledning til en bølge af folkelige protester i Kina, som på sin side gav stødet til fremkomsten af den populistiske fløj af det nye venstre. Sammenlignet med postmodernisterne er populisterne mere klart erklærede socialistiske og anti-imperialistiske, mere direkte maoistiske og tættere knyttet til de folkelige protester blandt kinesiske arbejdere og bønder; internettet har fra starten været deres vigtigste kontakt til den kinesiske offentlighed.
Både den postmodernistiske og den populistiske del af det nye venstre er stærkt kritiske over for de økonomiske reformers sociale konsekvenser og især 'magtkapitalens indtog på markedet' - et udtryk, som beskriver den proces, hvorunder en række ledende politikere og virksomhedsledere på forskellig vis - legalt som illegalt - har gjort den værdi, der var akkumuleret i de statslige virksomheder, til deres private ejendom.
I 2003 dukkede det gamle venstre igen op til overfladen, igangsat af protester mod den amerikansk-ledede invasion i Irak og de voksende arbejder- og bondeprotester mod forringelsen af disse befolkningsgruppers levevilkår. Denne gang markerede det gamle venstre sig uden for kommunistpartiet med basis i den internetbaserede offentlighed og i en vis form for alliance med især populisterne fra det nye venstre. Dermed genvandt den samlede venstrefløj noget af sin politiske indflydelse, og det har muligvis afspejlet sig i regeringens og partiets politik under Hu Jintao. Der er dog ingen tvivl om, at de økonomiske reformer har skabt et solidt fundament for den dominerende position, der indehaves af neokonservatismen i den kinesiske ledelse og dens forbundsfæller i gruppen af neoliberalistiske intellektuelle og private erhvervsdrivende.
Nye alliancer
Ved indgangen til det 21. århundrede findes der forskellige alliancer og brudflader i det politiske univers i Kina. Grundlæggende har udviklingen i Kina siden 1992 været styret af en alliance mellem det neokonservative regime og neoliberalistiske intellektuelle, som først og fremmest har stået over for opposition fra det nye venstre. Alle de liberalistiske grupperinger har grundlæggende været tilhængere både af reformprocessen og af selve privatiseringsperspektivet, mens de socialliberale har kritiseret 'magtkapitalens' rolle i denne proces og dermed er blevet allieret med det gamle og det nye venstre i en kritik af denne side af privatiseringsprocessen.
De voksende sociale forskelle og de voksende sociale protester i by og på land i Kina har tvunget de neokonservative i Kinas ledelse til at overveje, om den tætte alliance med neoliberalisterne vil øge afstanden mellem ledelsen og befolkningen. Hu Jintao har derfor på en række punkter siden sin tiltræden som Kinas øverste politiske leder fjernet sig noget fra sin forgænger, Jiang Zemins, politik og dermed også i en vis grad lagt luft til de neoliberalistiske økonomiske ideer. Jiang Zemins politik havde i høj grad som mål at sikre den nye økonomiske elites ('magtkapitalen' og de ny-riges) økonomiske og politiske position, bl.a. ved at give private virksomhedsejere adgang til at blive medlemmer af kommunistpartiet. Hu Jintao har derimod lagt vægt på at skabe et 'harmonisk samfund', dvs. et samfund med mindre sociale forskelle, og nogle af repræsentanterne for det nye venstre opfatter endog Hu Jintao som en slags forbundsfælle inden for det politiske system. Det er imidlertid også, mens han har siddet på lederposten, at man har gennemført en lovreform, der sikrer magtkapitalens og de nyriges private ejendomsret.
Det bliver under alle omstændigheder interessant at følge, hvordan den 17. partikongres vil behandle spørgsmål som politiske reformer/ demokratisering, voksende forskelle mellem rig og fattig, privatiseringerne af de statslige virksomheder, sundhedsvæsenet, uddannelsessystemet og boligsektoren, miljøproblemer mm. Spørgsmål, som alle har været hotte debatemner i den nye offentlige sfære.
Peer Møller Christensen er lektor, ph.d.
