KAN LÆSERNE huske det ubetalelige amerikanske udtryk 'Cheese-eating surrender monkeys'? Det var dengang i 2003, da Bush-administrationen grundet den franske modvilje mod Irak-krigen førte an i en omfattende anti-fransk bølge i det amerikanske. Dengang French fries for en tid i visse kredse blev til 'freedom fries'. Modviljen mod Frankrig i det republikanske USA modsvaredes i samme tidsrum af en reaktivering af den til enhver tid simrende antiamerikanisme i den franske offentlighed.
Det er der ikke mere af, skrev vores USA-korrespondent i sidste uge og berettede fra New York om, hvordan USA og Frankrig for tiden kører "en næsten gnidningsfri diplomatisk tandem i deres politik over for Iran og Irak og i mellemøstkrisen." Læg dertil - som også beskrevet her i avisen - hvordan den franske turbo-præsident Nicolas Sarkozy er på vej i fuldt firspring ind i NATO's militære samarbejde; han har for nylig holdt privat ferie i USA, og hans udenrigsminister Bernard Kouchner har besøgt Bagdad og tilmed kritiseret den franske antiamerikanisme som "frugtesløs".
Sarkozys nye linje må være kærkommen for den så hårdt kritiserede amerikanske præsident Bush, men det er værd at fundere over, hvad konsekvenserne af den nye linje bliver, når det gælder Frankrigs rolle i det europæiske samarbejde.
Allerede i New York i sidste uge stod det f.eks. klart, at selv den danske statsminister - som også gerne vil stå amerikanerne bi - ikke er indstillet på de EU-sanktioner, som Sarkozy gerne ser iværksat over for Iran, hvis ikke udgangspunktet er FN-sporet.
SPØRGSMÅLET er med andre ord, om Frankrig med sin nye politik "vinder Amerika og taber Europa," som Financial Times formulerede det i sidste uge. Sarkozy selv har ikke lagt skjul på sine store ambitioner i Europa-politikken ikke mindst målet om at styrke den fælles europæiske udenrigs- og forsvarspolitik.
Men der er en fortsat højere mumlen i kulisserne i Bruxelles (og Berlin) om, at den franske præsident ser sig selv som EU's nye 'Napoleon' - den naturlige leder af Unionen, uden at han på nogen måde behersker det kompromissøgende, ofte diskret profilerede diplomatiske benarbejde, der om noget karakteriserer EU, når unionen trækker i arbejds - læs: embedsmands - tøjet.
Der er også kritik i mange af de andre medlemslande over Sarkozys nyprotektionistiske linje i handels- og industripolitikken, hans modstand mod tyrkisk EU-medlemskab og hans vedvarende kritik af euroen, uden at præsidenten er villig til at overholde de budgetpolitiske spilleregler for euro-zonen, altsammen samtidig med hans stor-flirten med amerikanerne.
MEN DEN MODSATTE fortolkning af Sarkozys tilsyneladende stærke ønske om at være en sand transatlantisk ven findes. At han blot ihukommer det, som hans ven, den tidligere britiske premierminister Tony Blair, regelmæssigt prædikede i sin Europa-politik om, at "Europa altid er stærkest, når det står sammen med USA."
Læg dertil, at Sarkozy klart ønsker at få Frankrig solidt plantet i det globale politiske spil som et land med indflydelse, og der står man stærkere, hvis man er på god fod med klodens eneste supermagt.
Det synes rimeligt at give den franske præsident tid til at bevise, hvad han duer til. Det er ubetvivleligt, at Europa havde brug for nogle nye visionære og aktive politikere i stedet for den tidligere trætte trio - Schröder, Chirac og Blair.
Sarkozys energi og entusiasme er forfriskende og fortjener noget kredit. Derudover kan man argumentere for, at den transatlantiske alliance virker bedst og mest effektivt, når der bliver spillet bold mellem Washington og Paris. Effekten af det fjendtlige forhold mellem præsidenterne Bush og Chirac mærkedes ikke blot i forholdet mellem EU og USA, men også i mellemøstforhandlingerne.
Tilsvarende har et dårligt forhold mellem USA og Frankrig direkte følger i EU's sikkerhedspolitik. Her er de to atom-magter, Frankrig og Storbritannien, de tungeste aktører. Er der strid mellem Paris og Washington i sikkerheds- og forsvarspolitikken, bakker London i ni ud af ti tilfælde amerikanerne op, hvilket så indirekte lammer de fælles EU-bestræbelser på området.
GEVINSTEN FOR Sarkozys amerikanske tilnærmelser kunne med andre ord blive, at NATO-samarbejdet fik ny energi og global slagkraft, samtidig med at Europa kunne få en mere samlet og dermed mere effektiv udenrigs- og sikkerhedspolitik.
Tilmed kunne en sådan udvikling muligvis svække eller ideelt set helt fjerne den amerikanske frygt for, at et styrket militært samarbejde i Europa skulle være en slags "modmagt" til amerikanerne og i stedet resultere i et forbedret transatlantisk samarbejde.
Foreløbig er der dog lang vej hjem, før nogen med sikkerhed kan sige, om Bush og Sarkozy, de to nye "bedste venner" på den globale scene, er mundsvejr eller realiteter. Eller lidt af begge dele.
