På Informations hjemmeside udfoldes i disse dage to intense kampe mellem læserne. Den ene med udgangspunkt i Lotte Folke Kaarsholms artikel (5.okt.) - “Kapitalismens sorte bog” - om Naomi Kleins nye bog The Shock Doctrine. Den anden med afsæt i Karen Sybergs artikel (5. okt.) - “Feminismens mange ansigter” - og leder (6. okt.) - “Den røde klud” - om tørklædestriden og Asmaa Abdol-Hamid. De tilspidser begge spørgsmålet om, hvad frihed (for mennesker) og lighed (mellem kønnene) egentlig er.
For nok synes nogle læsere at være ret så overbeviste om, at liberalismen og den private ejendomsret i politisk og markedet i økonomisk forstand definerer og praktiserer friheden. Uanset hvad Naomi Klein så end måtte diske op med af eksempler på den ufrihed, der verden over følger af The Rise of Disaster Capitalism, ‘katastrofekapitalismen’. Resten betvivler tilsyneladende ikke, at den liberalistiske kapitalisme modvirker friheden, men hvad er så svaret? I hvert fald ikke statsdirigerende socialisme, tyder ‘Klein-tilhængerne’s’ udsagn på. Tilbage står - som antydende tilløb til et svar på frihedens gåde - en eller anden ‘lokalforankret social-demokratisme’. Men hvad det i praksis og teori er for en i en globaliseret verden af den art, Naomi Klein beskriver, fortoner sig. For at sige det mildt.
Nok synes nogle af læserne at være ret så overbeviste om, at de kender svaret på den sande kvindefrigørelse og lighed mellem kønnene, og det falder sjældent ud til fordel for Enhedslistens endnu opstillede folketingskandidat Asmaa Abdol-Hamid og hendes tørklæde. Resten er mere i tvivl og ikke så få er endog af den opfattelse, at Asmaa, som alle nu åbenbart er på fornavn med, i virkeligheden repræsenterer den rigtige kvindekamp.
Blandt sidstnævnte findes udbredt enighed om, at man gerne havde set, at Asmaa fra starten havde udtrykt sig så præcist og omhyggeligt, som hun gør i Karen Sybergs artikel i fredags. Men når den klarhed nu er bragt til veje, er der til gengæld heller ingen tvivl om, at hendes tørklædestrid afslører en mangel ved den traditionelle kamp for lighed. Den fik aldrig skelnet ordentlig mellem lighed på den ene side og på den anden side uniformering, enshed, ensretning, ensformighed.
Når sandheden skal frem
Kvindefrigørelsen og kravet om lighed mellem kønnene kan da f.eks. ikke betyde, at forskellen på børnefødsler må betragtes som i sig selv udtryk for undertrykkelse? Kvinder har hidtil ganske rigtigt måttet stå for de fleste fødsler. Hvis sandheden skal frem, er procentfordelingen mellem kønnene den, at kvindekønnet tegner sig for 100 procent og mændene for nul. Er det ulighed og undertrykkelse, der skal udryddes hurtigst muligt? Eller er det, som Asmaa mere eller mindre heldigt har udtrykt det, den forskel, der gør en forskel? Og på hvilken al sand lighed må bygge?
Enhver forskel, også på dem, der gerne vil gå med tørklæde, og dem, der gerne vil blotte deres medfødte ekshibitionisme så demonstrativt som muligt, kan økonomisk, politisk, organisatorisk, uddannelsesmæssigt, religiøst og så videre udnyttes i undertrykkende øjemed. Det samme gælder forskellen på dem, der helst er fri for nærmere vedkendelse af den kraft, som tilskynder dem til kamp for det gode, sande og skønne, end at det bare er fornuften og rationalismen selv, og så dem, der som Asmaa helst vil konkretisere det noget mere. Det sidste kan have den fordel, at så bedrives der da ikke afguderi med Fornuften og Det Rationelle, hvilket også er en farlig sag. Enhver biologisk eller historisk given forskel kan udnyttes til at fremkalde undertrykkende uligheder. Den udnyttelse skal bekæmpes. Forskellene selv må omgås helt anderledes forsigtigt.
For størst er dog den undertrykkelse, der i gerning og ord ikke vil vide af de forskelle, der gør en forskel. Så er ensheden og uniformeringen den visse konsekvens - og død.
Naomi Klein er ikke den eneste, der har påvist tendensen til ensretning og dominans i den liberalisme, der bygger på et pengedirigeret kapitalmarked og en privat ejendomsret til andres betingelser for at opretholde livet. Men en statsdirigerende socialisme har vist sig at være om muligt endnu værre.
“Det er en historisk misforståelse, at socialismen skulle handle om, at staten skal eje alt,” sagde den amerikanske forfatter og økosocialist Joel Kovel den 7. juni i år til Lotte Folke Kaarsholm.
“Socialisme er, at folk ejer sig selv. En reel frihed kan baseres på ‘frit sammensluttet arbejde’. Her betyder ‘frit’, at man bestemmer over sig selv, og ‘sammensluttet’ er i Marx’ forstand en sammenslutning, hvor den enkeltes frihed afspejles i fællesskabets frihed. Mennesker er sociale dyr, og nye økosystemer kan skabes, når menneskers arbejde er frit forbundet i stedet for at være isoleret.”
Herfra kunne en ny tilnærmelse til friheden begynde.
Kommentarer
Af Ejvind Larsen bliver man klog. Det gør naturligvis ondt, som enhver ærligt tjent lærdom gør. Så herfra en udtrykt tak, for en gangs skyld, ofte er de blot dybfølt.
Er kapitalismen relevant? Forstået sådan, at da den er det dominerende system, som alting må måles efter, så kunne man måske se klarere på fænomener som undertrykkelse, hvis de ikke skal opløses i komplementære filosofiske systemer. Eller måske blot konkurrerende. Det er vist her meningen med dette afsnit er: Vi kan ikke deles om de gule og hvide plasticbiler, så længe vi skændes om, hvis far, der er stærkest.
Nå, den vinkel kan jeg alligevel ikke forfølge. Undertrykkelsen var udgangspunktet. Friheden emnet. Nyt udgangspunkt: Revisionismen, konservatismen, oprør og ballade. Om igen, vi er jo ikke kommet længere end til den gamle konkurrence?
Måske alligevel. Jes Stein Pedersen havde en amerikansk forfatter i stolen i går. Han var nødt til at anerkende kapitalismen som system, før han kunne gå til pionten: Vi skal have private beslutninger (marked), men ikke for mange. Vi skal også have fælles beslutninger (politik), jo flere, jo flere. Altså: Fælles systemer kan sandelig blive undertrykkende og besværlige, endda forbryderiske. Derfor må vi have nogle fælles beslutninger, som forhindrer de undertrykkende elementer i at tage overhånd.
Det system kender vi jo godt. Vi kan være uenige om, hvad det kaldes, men jeg tror, at det borgerlig liberale demokrati er et passende bud. Nu er selv den ihærdige læser ved at stå af, for i en verden, hvor vasalsystemerne konkurrerer uhæmmet, er det pæne borgerlige system bare ikke særligt stærkt.
Selv herhjemme, hvor systemet står godt og har vundet traditioner, arbejdes der målrettet på at monopolisere magten og på at underminere civilsamfundets institutioner. Præcis de institutioner, som gør demokratiet stærkt. Det sker ikke fordi magtheverne er onde, eller fordi de er dumme. Det ville jo ske alligevel. Det sker fordi, stærke kræfter kræver det. Vi imødekommer, fordi det er afgørende for vor økonomi og afsætning i stærkere økonomier. Tror jeg.
Private beslutninger: Når skattepengene ligger bedst i skatteborgernes lommer, og vælgerne vælger politikere, som kan indfri dette.
Fælles beslutninger: Når regnhændelserne overstiger kloakens kapacitet og vandet stuver baglæns op i kældre, stier og stuer er ingen i tvivl om, at det burde kommunen have brugt flere penge på afløbssystemerne for at undgå.
Private beslutninger er, når man tager imod en sundhedsforsikring som både er skatteunddragende og favoriserer private tryghedscentre.
Fælles beslutninger er, når sundhedssystemet varetager viden fra et flertal af tilfælde til gavn for fremtidige patienter.
Private beslutninger er, når vindmølleproduktionen på Langeland bliver stoppet, fordi langelandsbroen ikke kan bære de astronomisk tunge emner, de fremstiller der.
Fælles beslutninger er, at lukke broen når man har anlagt en færgeforbindelse.
Friheden er enkel. Vi skal give de fælles systemer energien tilbage. Vi skal give til det fælles. Vi skal give.
Systemer er ikke i balance ret længe ad gangen. Det bliver deres tur til at give. og give op. Et eksempel er veje og gader. De er de fleste og dermed de vigtigste byrum i Danmark. Rum hvor man kan mødes og skabe oplevelser og sammenhængskraft. De repræsenterer imidlertid systemer, som gennem de sidste 40 år har sublimeret trafikken som man producerer svin.
Vejsystemerne drejer sig om flest kilometer vej for hver krone, systemet dominerer hele vejprofilet. Alt, hvad der kan skade bilerne er fjernet, fx træer og udholdelige størrelsesforhold. Alt hvad der koster penge er fjernet, fx kantsten, rabatter, border og de tilhørende plejekrævende fuger.
Vejen er frihed, hvis man sidder i en bil fra kilometer A til kilometer B. Vejen er en sindsforstyrrende blackout af en barrierre, når man går fra meter c til meter d. På langs eller tværs. og det er ikke så vigtigt, om det er kapitalismen eller vasalstyret, der har skabt de værdier, den er bygget for. Det vigtige er, hvilken kultur, der har bestemt dens design.
Enten eller - som Kierkegaard sagde
Enten har man en model, eller også kan man ikke bidrage. Kritik er ligegyldig, hvis ikke man kan stille noget op i stedet. Ja, kapitalismen er ikke perfekt, men det er der jo ingen der siger - heller ikke Friedman eller Hayek. Det behøver det jo heller ikke at være. Logik forlanger bare, at kapitalisme er bedre end andre alternativer.
Spørgsmålet er ikke, hvad der er perfekt. For ideer/idealer er ubrugelig, hvis de ikke bygger på virkeligheden og dennes præmisser.
Først må man svare på, hvordan man vil skabe velstand, så kan man diskutere hvordan den skal fordeles. At ville fordele velstand uden at forstå, hvordan den er opstået er kortsigtet.
Så kan man selvfølgelig sige, at man hverken vil det ene eller det andet. Fint, nok. Men hvis man bare er ham, som vil midten, så vil man noget nyt fra dag til dag.
Kort sagt:
Præsenter - positivt - hvad der skal gælde. Det andet er for nemt.
Altså: Jeg udpeger fordele og ulemper ved den gule bil. Dit svar er så at insistere på, at din far er stærkest. Det vil jeg slet ikke afvise, at han er. Jeg vil slet ikke diskutere det, når emnet er en lille gul bil, som jo ikke specielt har noget med din fars skafferevner at gøre.
Jeg vil gerne anerkende, at man skal bekende sig til den sande tro inden, man bevæger sig ind i kirken. Men det her er jo bare et offentligt rum, hvor friheden kan råde uden ensretning.
Niels
Kapitalisme er således ubrugeligt, for det er en idealisme som ikke kan bygge på nogen virkelighed.
Penge er f.eks. meget meget mere värd i händerne på dem der har mange flere af dem, end i händerne på almindelige lönmodtagere og folk på overförsels indkomst. En krone er ikke en krone värd!
Andreas Trägårdh konstruerer ovenfor en spændende sætning om, at de fleste skal have færre penge mellem hænderne. Han har jo ret i, at i en dominerende privatsfære betyder det, at få individer vil have mange penge. Det er vanskeligt at se, hvordan denne visdom hænger sammen med hans første sætning.
Det interessante er dog det, at AT vender tilbage til Ejvind Larsens tese om, at 5 mio danskere bruger lige så mange ressourcer som 100 mio afrikanere. Altså at vi skal have mindre økonomisk råderum pr. dansker, uanset om vi regner fælles eller privat.
Det giver diskussionen en nytig dimension, tror jeg. Hvordan skal vi fx transportere os, hvis vi ikke har råd tilbiler allesammen?
Diskussionen her er meget interessant og tak til Jeppe for nogle flotte bidrag.
Jeg savner et par dimensioner, og det har intet med politik, kapitalisme kontra socialisme at gøre. Som samfund og som individ har vi brug for nogle blokeringer, så vores forbrug ikke bliver usundt. Andreas er inde på den lidt omvendt - en krone er ikke en krone værd. Når nu værdien for alle er så stor at vort forbrug, der derved muliggøres, bliver usundt - at vi ganske enkelt ødelægger vores omgivelser her og der - så er det andre parametre der skal bruges. Vækst og livskvalitet savner i den grad en redefinition udenfor de traditionelle rammer. Vi skal nok snart til at vokse nedad og samtidig blive dygtigere. Det er jo absurd at fattigdom ikke er knyttet til adfærd, men snarer til om man har et TV. Det er højaktuelt i debatten om offentlige lønninger, er det løn der mangler, eller er det mindre administration, større tillid, respekt og tid? Her er lighedsbegrebet fuldkommen fraværende, og det er forkert. Hvad med lige meget fritid som krav, eller lige meget bolig, eller lige meget frisk luft?
Det er med fri markedsøkonomi som med demokrati. Det er ikke perfekt, men vi har desværre ikke noget bedre. Længere er den ikke.
EJVIND SKRIVER:”Det er en historisk misforståelse, at socialismen skulle handle om, at staten skal eje alt,” sagde den amerikanske forfatter og økosocialist Joel Kovel den 7. juni i år til Lotte Folke Kaarsholm.
“Socialisme er, at folk ejer sig selv. En reel frihed kan baseres på ‘frit sammensluttet arbejde’. Her betyder ‘frit’, at man bestemmer over sig selv, og ‘sammensluttet’ er i Marx’ forstand en sammenslutning, hvor den enkeltes frihed afspejles i fællesskabets frihed. Mennesker er sociale dyr, og nye økosystemer kan skabes, når menneskers arbejde er frit forbundet i stedet for at være isoleret.”
Hvad indebærer selvejerskab i forhold til socialismen. At man har ejendomsret til sit eget liv og det ikke kan krænkes af andre, at man har menneskerettigeheder, at man er fri for kollektivets tvang. Hvis det er det der menes er der åbenbart sammenfald mellem socialisme og liberalisme.
Det er simpelthen en floskel at postulere: hvor den enkeltes frihed afspejles i fællesskabets frihed. hvad betyder det? Liberalismens svar er at den enkeltes frihed begrænses af at andre har den samme frihed. det betyder din frihed må ikke være på bekostning af min frihed. De manges frihed må ikke krænke den enkeltes frihed.
Liberalisme er et system som ethvert andet. Også dette system har sine absolutter. Også dette system ender i totalitarisme, hvis det dominerer hele rummet. Aktuelt repræsenterer liberalisterne fx køb af tortur. Dette er liberalismens ophævelse.
Vi er nødt til at korrigere systemerne, når de køre i grøften. Dette har der været konsensus om i Danmark efter 2. verdenskrig, indtil 2001, hvor fokus skiftede til et personfikseret opgør med socialdemokratisk og radikal dominans.
“Det er simpelthen en floskel at postulere: hvor den enkeltes frihed afspejles i fællesskabets frihed. hvad betyder det? Liberalismens svar er at den enkeltes frihed begrænses af at andre har den samme frihed. det betyder din frihed må ikke være på bekostning af min frihed. De manges frihed må ikke krænke den enkeltes frihed.”
Ja og hvordan vil du undgå det, vi står jo allesammen i vejen for hinanden. På den måde kan der jo ikke være total frihed for den enkelte og det er der jo heller ikke i et liberalistisk system. Det man kan diskutere er i hvor stor udtrækning det er ret og rimeligt, at krænke den enkeltes frihed, for at tilgodese den større samfundsmæssige frihed, så på den måde bliver frihed jo i ligeså høj grad noget der skabes kollektivt, ligesom det også kræver nogle kollektive beslutninger, i hvor stor udstrækning man ønsker at basere et samfund på liberalistiske principper.
Præcis. Enig i Sørens udgangsreplik over 7 linier. I den forbindelse kan vi godt nævne socialismen som en god ide at have in mente, men politisk liberalisme og økonomisk frihed for den enkelte må høre til i basen på dette system. Og afvisningen af tortur må så afgjort høre til den politiske liberalisme.
Vi kan nok også godt tåle af forholde os bevidst til kapitalismen. Den er fx virkelig god til at alokere verdens ressourcer hertil, så vi bliver i stand til at bruge dem. Man kan sige, at den gør det smartere end Stalins krigskommunisme, som jo blot tog ressourcerne ud af munden på bønderne med rå magt.
Og dog, vi har jo set en krig i Irak, som netop blev forklaret med forsvar for vores vestlige livstil, dvs. ressourceforbrug. Jeg har hørt forsvar for krigen, der bestod i spørgsmålet om, hvorvidt et demokrati kan gå i krig. Underforstået; når det gør ondt, vil politikerne ikke længere kunne forsvare den.
Tilbage til friheden. Det skal ikke være min påstand, at friheden kun lader sig gøre, når landet er rigt. Det ville ikke være så godt. I så tilfælde vil vi komme til at se en række eksempler på, at demokratier ikke kan gøre andet, end at gå i krig. For at rage ressourcer til sig i frihedens navn. På samme måde som Stalin gjorde.