Jeg har med stor fornøjelse læst dette udemærkede indlæg om kapitalismens tilsyneladende både økonomiske og ikke mindst etiske begrænsninger. For ja, hvorfor producerer man egentlig Hummer-biler i en tid hvor kloden er ved at koge over?

Svaret på spørgsmålet er faktisk enkelt; men det forudsætter at man faktisk ved hvad både kapitalismen og ”the market” egentlig er for noget. Og det gør Joachim Nielsen ikke, al den stund at han mener, at det er kapitalismen, som system, der ikke evner at bringe mad på bordet for alle.

Skærer man ideologien væk og koncentrerer sig om det konstaterbare vil man se, at en markedsøkonomi er et socialt system, hvor arbejdsdelingen forstås af private og hvor alle handler for sig selv, for at tilfredsstille sig selv og ikke mindst andre. I en markedsøkonomi, som den danske, tjener alles handlinger indirekte alle andre. Derfor er ”markedet” heller ikke en ting eller et sted; men en proces, der fungerer fordi deltagerne – os alle sammen – samarbejder og samhandler. Alternativet er den – hidtil usete – socialistiske arbejdsfordeling, hvor handlinger ikke er dikteret af behov og lyst, men af dekret.

Netop fordi markedsøkonomien er bestemt af menneskelige handlinger – og menneskelige handlinger alene – er der slet ikke behov for, at man skulle udvikle sig en ”økotalistisk” ideologi. Synspunkterne er nemlig allerede repræsenteret på markedet og støtter tilstrækkeligt mange mennesker op bag det, kan synspunktet også vinde et flertal i folketinget.

Ligesom det er mennesker selv der er "skyld" i at der sælges Hummer-biler, er det også mennesker der bestemmer hvilken politik de vil have ført.

Kan man ikke sælge sit argument er det ikke fordi folk er uvidende e.l., men fordi ens argument ikke holder i konkurrence med de andre.

Mere svært er det faktisk ikke.

"Økotalisme"....

Hmm.... det lyder noget religiøst...

Jeg ville nok have foretrukket "Økologistik".. eller "Økologomotivisme".. ;-)

Men dybest set, så må det vel handle om, at vores politikere tager ansvaret på sig og kommer med de skrappe lovindgreb, som tvinger den profitorienterede produktion til at opføre sig hensigtsmæssigt..?

Det er loven, der sætter grænsen.
Det blev vi alle også belært om, da Henning Dyremose (tidligere finansminister) som direktør for TDC gjorde det klart for Statsministeren, at det var TDC's pligt at udnytte skattelovgivningen fuldt ud til kanten for at sikre max overskud til aktionærerne.

Engang imellem, så kunne man godt få lyst til, at det var ok, at staten "kuppede" 51% af aktierne i en virksomhed, hvis den blev for fræk og ikke ville forstå ånden i loven.
Men med den nuværende regering ville det nok ikke engang medføre større miljøbevidsthed. Se bare på DONG....

En af de store indvendinger mod kapitalismen, når nu diskussionen rejses, Nikolaj Hawaleschka Stenberg, er, at den netop ikke frisætter mennesker, men binder dem til en række hjernedøde arbejdsprocesser, for hvilket de fleste kun modtager en brøkdel af den reelle værdi i kompensation for tabet af tid til liv. Der er ikke mindre pligt i markedets arbejde - hvad samfundet under den siddende regering dagligt demonstrerer til fulde - end i den styrede produktion; problemet er, at markedet ikke har andet at tilbyde end forbrug, og det er ikke nok - slet ikke, når produkterne er sundhedsfarllige, miljøskadelige og energiforbrugende i en nærmest forbryderisk grad.
At alvoren ikke er gået op for den enkelte producent, der jo ellers er ligeså meget borger som os andre, fremgik af den nylige undersøgelse af køleskabe med a+ mærkning, der simpelthen ikke lever op til standarden.
Markedet er kun en god ting, når man mener forbrug og arbejde er livets mening; men den demokratiske tanke ser borgerens deltagelse i fælles beslutninger som overordnet alt, og derfor kan kapitalisme og demokrati kun dårligt samtrives.

Det er vel også svært at indføre økotalisme på Christiansborg som skal styre et marked på markedets præmisser. Når vi lever i et markedssamfund, som vi jo gør og som også er godt på mange området så handler vi nok også tit som forbrugeren, der tænker på hvad vi selv kan få ud af politikken, frem for ansvarlige borgere, der kan se fordelen i at der bliver gjort noget virkelig drastisk i forhold til miljøet.
Er vi indstillede på at betale prisen, når vi skal stemme ved et valg? Eller går vi efter den billigste vare, hvor kvaliteten måske ikke er top - den vare der hedder "mest miljø for pengene", hvor vi måske stadig, hvis vi selv tror på det købe en lille smule bæredygtighed, til billige penge, og fremstå som ansvarlige borgere. Men vi kan stadig køre den store hummer eller gamle Mercedes, gå i lange bade, få råd til fladskærmen, flyve verden rundt osv. Så lader vi os gerne spise af med de fine ord om en ambitøis miljøpolitik, så længe vi har vores frihed.
Frihed under ansvar siger vi. Men tager vi så selv ansvaret, eller hvad. Er vi bedre til at spare på strømmen og sortere vores affald osv. For det bliver vi jo nødt til når vi vælger nogle politikere som ikke for alvor tager ansvaret, men lader det være op til de bevidste forbrugere. De gør det ikke nemmere for os at handle rigtigt i kraft af en virkelig økotalitisk politik, for den pris vil vi jo ikke betale.
Men er vi ikke nødt til at betale prisen, når vi jo ikke sådan for alvor selv tager det ansvar og skifter den gamle bil ud med en hybridbil, sparer på strømmen, flyver mindre i rundt iverden og køber spareskinner, mm. Er vi så ikke nødt til at vælge nogle politikere som vil tage ansvar? Er vi så ikke nødt til at betale prisen om lidt mindre frihed og et meget bedre miljø. Nu mener jeg heller ikke at vi skal overgå til kommunisme eller socialisme, men blot indse at det her kan vi ikke klare selv som borgere, fordi vi også er mennesker og forbrugere og så åbne øjnene op og se hvad det handler om og stemme nogen ind som vil tage ldit mere ansvar for os og for alvor gøre en forskel. En forskel som nok ikke vil gøre os fattigere pi fremtiden, men blot give os en fremtid?