Hvem vil ikke gerne forføres? Hvem vil ikke gerne glemme tid og sted og fornuft og bare lade kroppen tage over?
Når Peter Langdals Don Juan er bedst, er det netop i de glimt, hvor forførelsen indtræffer. Hvor hovedet slår fra, og hvor kroppen tænder. Hvor Don-driften vinder ... Desværre er der alt for få af de øjeblikke på Betty Nansen Teatret. Det meste af Thor Bjørn Krebs og Søren Kjærgaards gendigtning af forførerhistorien af Mozart og da Ponte er en hybrid, sådan en mellemting mellem klassisk opera og rap, pop og r'n'b, mellem sex og hævnopkog. Musikken er så rolig og pæn - eller så overskueligt gade-agtig og forceret vildkattehidsig. Men det er og bliver en mellemforførelse. Og det er altså ikke nok til at score.
Måske mangler forestillingen hormonbrag, fordi Langdal har valgt performere, der er bedre til stemme end til krop. Zaki som Don Juan er i hvert fald mere sexet i sin sang end sit spil, uanset hvor lækker han ser ud. Laus Høybye gør ellers et muntert indtryk som den jaloux Masetto over for langbenede Szhirley, der har slagkraftig, praktisk tilgang til at være moderne, frisindet brud. Blæs Bukki har også en fin, sær mystik som kommandanten, og som hans datter Donna Anna bliver Kaya Brüel overskyllet af forførelsens lidenskab, så hendes ben ikke kan andet end at adlyde og hoppe på Zaki. Her er noget af det pirrende på den kildrende måde. Og Joachim Knops Don Ottavio har en stemme, der fylder rummet op med barytonlidenskab af den trofaste slags. Men selv om Caroline Hendersons rivalinde er skøn og fysisk, så bliver der noget kalkuleret over hendes Donna Elvira med den sensuella-rå stemme. Forførelsen bliver afbrudt.
Liderlighedssatire
Så konceptet duer ikke alligevel. Mozart er i hvert fald bedre. Og blandt de teatralske nyfortolkninger satte Odin Teatrets Don Juan i Helvede sidste år meget mere på spil. Scenisk virker Thomas Bjørnagers hushjørnescenografi fint indestængt, men det giver ikke nogen udløsning at komme ind bag murene i dette hus. Kun et mellemfornøjet 'nå' føler man, des-uagtet at både robåde og spiseborde sænkes selvsikkert ned fra loftet.
Måske skulle Langdal & Co. have satset meget mere på Leporello-figuren, nu hvor opførelsen har rapperen Al Agami som trumfkort. Den mand har smerte nok for både kvindeofrene og sig selv. Han kan danse liderlighedssatiren frem i sine flabede knæ. Og han har den charme, som får folk til at le af de groteske drifter hos donnaerne, der falder for Don Juan på stribe. Men også af det billede, som kommer frem, når tilskuerne spejler sig i Don Juan-historien. For er du forføreren, eller er du den forførte? Eller ville du gerne være det?
Her begynder alt det spændende. Men her slutter Langdal.
. Frit efter Mozart og da Ponte. Tekst: Thor Bjørn Krebs. Musik og kapelmester: Søren Kjærgaard. Instruktion: Peter Langdal. Scenografi: Thomas Bjørnager. Lys: Jesper Kongshaug. Betty Nansen Teatret til 17. nov. www.bettynansen.dk
Don Juan
