MF MARGRETE Auken blev interviewet i den ene af televisionsaviserne. I baggrunden adventskrans på bordet, hjerternes fest på forventet efterbevilling.
Margrete Auken var imidlertid ikke forventet hjertelig, men vred. Ikke vred måske, men skuffet. Skuffet over at der ikke er god plads i SF.
Midt i denne udtrykte skuffelse tog Auken det i alle partikredse frygtede ord splittelse i sin mund. Straks efter kastede den politiske pastor og Amsterdam-ja-siger sig ud i en byge af verbale valsetrin, der på én eller anden ubeskrivelig facon bragte hende frelst derhen, hvor det fatale ord ikke kom til at stå tilbage som udgangsbøn.
Men uanset denne prisværdige selvbeherskelse anden søndag i advent må det på baggrund af det passerede selv for en erhvervskristen som Margrete Auken være fandens svært at indbefatte visse af sine partikammerater i alle gode ønsker for Jul og Nytår.

DISSE INDLEDENDE bemærkninger for at markere en højst mærkværdig for ikke at sige idiotisk beslutning, som SF’s hovedbestyrelse traf i forgangne weekend. Hvis nogen skulle have overset hvad der skete, drejer det sig kort fortalt om penge. Og så skal det jo gå galt mellem brødre.
Nævnet vedrørende EU-oplysning har delt ud af sine midler på 13 millioner kr. til fremme af den folkelige debat om EU og Amsterdam-traktaten. Partierne har fået deres andele. SF således 775.000 kr.
Nu forholder det sig jo således at SF’s brogede flok mildt sagt ikke står skulder ved skulder, når det gælder traktatens fremtid. Et stort mindretal anbefaler vælgerne at sige ja, og har af ganske gode grunde forventet en rimelig portion af Nævnets oplysningsmidler. Men det skulle ikke så være, mindretallet har ikke fået noget, uden at man af den grund kan bebrejde Nævnet denne disposition.
Skønt SF som bekendt før har været delt i EU-spørgsmål og delingen dengang viste sig ved at mindretallet sagde nej, fik dette alligevel penge til sin oplysnings/propagandavirksomhed. I de gladere dage fordeltes pengene nemlig af Nævnet. Så var der ikke så meget at snakke om, de steder der var rivninger. Men nu har Nævnet overladt det til modtagerne selv at foretage finsortering af de tildelte skillinger.
I SF’s tilfælde betyder det med andre ord at skulle fordele de 775.000 efter anskuelserne Nej og Ja i passende indbyrdes brøkdele. Denne transaktion skulle jo ikke være så uoverkommelig. Formand Holger K. mente at det ifølge præcedens og rimelighed måtte være et beløb på 93.000 kr. til ja-sigerne og resten til partilinien. Så skulle den være kringlet.

ABER NEIN. SF’s hovedbestyrelse underkendte formanden, tilsidesatte præcedens og holdt sig adspurgt om det rimelige heri til det strengt formelle. Nej’et er partiets flertalslinie. Nu er det ikke længere folk udefra der fordeler. Mindretallet må indrette sig efter de kolde kendsgerninger og får altså ikke en skid.
Én af Nævnets fem medlemmer, den retsindige Asger Baunsbak-Jensen, udtrykker situationen krystalklart: “Med de nye regler afprøver vi partiernes rummelighed og respekt for mindretal. Med de regler Nævnet følger, kan vi ikke løse problemet for SF’s mindretal.”
Det er vel i den forbindelse ikke for meget sagt at SF’s hovedbestyrelse ikke bestod Baunsbak-Jensens rummelighedsafprøvning, men med den arrogance, der kendetegner de umodne i magten har sat foden på nakken af deres politiske modsatrettede i denne sag. Det formelle behøver jo ingen være i tvivl om.
Et flertal er et flertal. Men dette viser sig først som et klogt flertal, såfremt det er i stand til at skelne magt fra visdom.
Det ja-sigende mindretal i SF er nu henvist til at rykke tættere sammen, og gøre det i den bevidsthed at hovedbestyrelsen ikke opfatter dem som rigtige SF’ere der bør behandles på lige fod med det sandere og rigtigere nej-mindretal før i tiden.
Dén er ikke rigtig til at forklare sig ud af. Det trynede mindretal må nu vende sig til Steen Gades bevægelse og søge at styrke den personelt og økonomisk.

ORDET SPLITTELSE er stadigvæk ubekvemt at skulle tage i sin mund. På den anden side er det svært at se, hvorledes den ubegavede hovedbestyrelsesbeslutning skulle undgå at få ihvertfald alvorligt følelsesmæssige konsekvenser for partisammenholdet.
Kærligheden bølger vel ikke ligefem mellem parterne i disse timer. De sfæriske vibrationer, der på mystisk vis holder partier sammen, kan meget vel blive til krybestrømme, der igen kan gøde kimen til den egentlige EU-splittelse, som ikke så få inderst inde regner realistisk med på lidt længere sigt.
I betragtning af SF’s samtidige tumlen rundt på Københavns Rådhus, fremstår partiet i disse dage som en mislykket julefrokost for amatørpolitikere.mtz