Da Cubas forsvars- og sikkerhedsminister, Raul Castro, holdt sin 75-års-fødselsdag i juni 2006, løb rygterne om et forestående magtskifte allerede. Og selvom rygter og Cuba er uadskillelige størrelser, så kunne der denne gang observeres tegn på, at noget var i gære.
Ét var den tydelige svækkelse af Raul Castros fem år ældre bror og Cubas egenrådige leder gennem 47 år, Fidel Castro. Noget andet af mere strategisk betydning var, at Raul Castro på det tidspunkt fik styrket sin position i det kommunistiske partis absolutte inderkreds. Partitoppen foretog en omrokering, som sikrede mere magt til Raul Castros støtter i partiet - folk, der som Raul Castro selv er mere tilbøjelige til økonomiske reformer, end Fidel Castro traditionelt har brudt sig om.
Da Raul Castro to måneder senere overtog magten fra sin sygdomsplagede bror, ventede alle på tegn på et politisk skifte. Det kom så efter et år, da Raul Castro for første gang skulle afholde den traditionelle tale på årsdagen for revolutionens begyndelse den 26. juli.
Her hånede Raul Castro på det nærmeste det ineffektive cubanske landbrug og erkendte, at årsagen til den skrantende cubanske økonomi ikke kun skyldes USA’s boykot. Raul Castro antydede videre, at der er behov for “strukturelle ændringer”, og endelig tog han fat på det emne, der mere end noget andet optager alle cubanere:
“Vi er klar over (…), at lønnen stadig er klart utilstrækkelig til at imødekomme alle behov, hvorfor den ikke længere tjener det socialistiske princip om, at alle yder efter evne og får som fortjent.”
Rauls erkendelser
Raul Castros fokus på det fejlende system står i skarp kontrast til Fidel Castros normale beklagelser, der hidtil har gået på, at systemet fejler, fordi folket bliver for grådigt og udnytter det.
Som Philip Peters, der er vicedirektør og leder af Cuba-programmet i tænketanken Lexington Institute, siger:
“Der er en stor forskel på at kalde folk grådige og sige, at folk fortjener en ordentlig løn. Raul har gjort økonomien til det primære fokus og siger direkte til Cubas politiske top, at han ikke gider høre flere undskyldninger.”
Dermed mener mange kommentatorer, at der igen er åbnet for de reformer, som det cubanske styre oprindeligt indledte i 1990’erne. Dengang var det Sovjetunionens fald, der bragte Cubas økonomi tæt på kollaps, og svaret var en midlertidig accept af mindre private virksomheder. En økonomisk åbning, der af mange kommentatorer blev opfattet som Raul Castros værk.
Fidel Castro lukker ned
Det private initiativs økonomi nåede aldrig at tage fart. Dertil var den alt for begrænset, og da Cubas statsbudgetter igen var i balance, satte Fidel Castro foden på bremsen over for de cubanske entreprenører.
I ly af massiv støtte i form af olie fra Venezuela, en voksende turisme og stigende markedspriser på den nikkel, som Cuba har store forekomster af, lukkede Fidel Castro igen ned for det private initiativ i starten af den nye årtusinde. Han reducerede antallet af privatejede restauranter - og truede senere med helt at forbyde alle private virksomheder.
Fidel Castro mente i stedet, at der skulle føres bedre kontrol med de statslige virksomheder, hvis ineffektivitet og galopperende korruption igen blev forklaret med folkets uvilje og grådighed. Lederen pønsede derfor på at iværksætte et program, hvor unge socialarbejdere skulle omskoles til at være kontrollanter i landets statsejede butikker. Alt dette var i støbeskeen, umiddelbart før Fidel Castro måtte forlade tronen.
Socialisme gradbøjet
Derfor bør Raul Castros nye toner tolkes som et skifte i Cubas økonomiske politik. Det mener Philip Peters, der peger på, at en økonomisk åbning allerede er sat i gang. Det skete, da Raul Castro erkendte folkets behov og systemets fejl.
“Der er to politiske muligheder, der kunne frigøre produktiv energi og skabe resultater. En mulighed er et skifte i administrationen mod større decentralisation. Det ville give mere fleksibilitet for de lokale statsvirksomheder og kunne tiltrække flere udenlandske investeringer. En anden mulighed er at give mere plads til private virksomheder. Jeg tror, at vi vil se en kombination,” vurderer Philip Peters.
I et interview med BBC i august bekræftede lederen af det cubanske parlament, Ricardo Alarcon, at Cuba står over for en politisk skillevej.
Mange har peget på, at Cuba bevæger sig mod en økonomisk model, som den Kina og Vietnam praktiserer. Uden at forklare det nærmere afviste Ricardo Alarcon dog, at der er tale om, at Cuba vil kopiere den kinesiske model.
“Det, man skal forvente at se, er en cubansk model. Men det betyder jo ikke, at vi ikke skal lære af andres erfaringer,” sagde Ricardo Alarcon, der samtidig slog fast, at Cuba også er parat til at forhandle med USA - uden at den nordamerikanske boykot først er ophævet. Dog først når George W. Bush har forladt præsidentembedet.
Kommentarer
Tjaah, det lyder jo godt! Men kan man nu stole på Løvenbalk Hansens betragtninger ( ..eller er det ønsketænkning?) Som bekendt er den ‘gamle diktator’ jo endnu sprællevende - og muntrer sig med lokalområdets klovn #1 fra Venezuela, - og sålænge det sker, er det vist ikke udsigt til nogetsomhelst der bare ligner en opblødning af små 50 års undertrykkelse af et herligt folk.
Og dog - i lyset af den seneste tids hændelser i Korea, med en tilnærmelse fra nord mod syd - begynder der så småt at vise sig en vej ud af den lange mørke tunnel. Det var f….. også på tide!!
Men jeg vil se det før jeg tror det, blodets bånd er altså tykkere end vand!!
Vive Cuba Libre!
Jeg har opholdt mig en del i Cuba. Jeg mødte ikke nogen som var - eller følte sig - særligt undertrykte, ud over selvsagt de frie markedskræfter. Intet anden sted i verden har jeg truffet så stort frisind, så stor tollerence, så god integration af forskellige kulturer og så stor gæstfrihed.
Indrømmet Cuba er en et parti stat, og dermed ikke et pluralistisk demokrati som vi forstår det. Der er også hundreder af personer, som er politisk forfulgt i Cuba. Levefoden i Cuba ligger desuden langt under det den burde i et land med så store naturrigdomme, og så gode muligheder for turisme og landbrug. Levefoden er dog generelt på niveau med de øvrige caribiske østater, som har de samme muligheder, så det behøver ikke have noget at gøre med at Cuba er en “socialistisk stat”
Cubanerne har ikke ret til at stemme ved et valg hvert fjerde år, og de kan kun i begrænset omfang eje fast ejendom og berige sig på andres bekostning, men de har i mine øjne på andre måder en “kulturel og menneskelig” personlig frihed, som vi andre i vores grå 8-4 hverdag, med spekulation i friværdi, og Pia Kjærsgaards hademosak som baggrundshygge - kun kan være misundelig på!
H.J.Lund mener at cubanerne er et herligt folk (jeg er enig), på trods af Castro og “underttrykkelsen”. Jeg er ikke så sikker på at det er på trods. Måske har kampen mod 50 års helt urimelig handelboycot og multinationale firmaers åbenlyst horible krav på ejendomsret til fast ejendom i Cuba været med til at få cubanerne til at stå sammen mod de ydre trusler, og dermed skabe den særlige cubanske folkestemning.
En ting er givet i mine øjne. Cuba og cubanerne bliver ikke lykkeligere af at afskaffe socialismen og blive endnu en caribisk “pseudo stat” i USA, sådan som det ses bl.a. i Bahamas og Grenada. Cuba bør finde sin egen vej til større velstand og pluralistisk demokrati.
Jeg tænder mig en “Romeo et Juliet” i aften. Den skal smage glimrende af fællesejet jord, statslige tobaksfabrik, undertoner af antiimperialisme og det velintegrerede og familiesammenførte multikulturelle og multireligiøse mulatinderlår, som den er rullet på. Jeg tror faktisk ikke jeg vil kunne smage den bitre bismag af undertrykkelse, som burde være der! Og nu har jeg da vist sat sindene i kog - det var vist den indre internettroll der kom op i mig…..
Kære Christian!
Håber du ‘kløjs’ i det med din håndrullede ’ Romeo et Juliet ’ i aften ( er bare misundelig - holdt op med røg for 2 år siden!)
Jeg er ikke enig med dig - jeg vil hellere sige: “Tænk, hvad det kunne være blevet til”! - Med den foretagsomhed - og rytme !!
Staklerne har jo ikke kendt til andet i flere generationer - men helt ærligt - lad os håbe, at Ricardo Alarcon får ret - på et eller andet tidspunkt dør de jo (..og forhåbentlig - diktaturet med med dem!) - så, måské er vi ikke så uenige alligevel?
Kære Christian!
Håber du ‘kløjs’ i det med din håndrullede ’ Romeo et Juliet ’ i aften ( er bare misundelig - holdt op med røg for 2 år siden!)
Jeg er ikke enig med dig - jeg vil hellere sige: “Tænk, hvad det kunne være blevet til”! - Med den foretagsomhed - og rytme !!
Staklerne har jo ikke kendt til andet i flere generationer - men helt ærligt - lad os håbe, at Ricardo Alarcon får ret - på et eller andet tidspunkt dør de jo (..og forhåbentlig - diktaturet med med dem!) - så, måské er vi ikke så uenige alligevel?
Kære HJ Lund
Næ, jeg tror såmen ikke vi er uenige. Vi ønsker begge det bedste for cubanerne.
Højrefløjen i USA, og såmænd også Danmark, har altid ønsket at give intryk af at Cuba var et lykkeligt demokratisk samfund, før den onde onde Castro kom til. Derfor er løsningen i højrefløjens øjne at Catro fjernes. Dette naive og overdrevent personfikserede billede er totalt forkert. Det er derfor også forkert at tale om 50 års undertrykkelse. Der er reelt tale om flere hundrede års undertrykkelse. Cuba har aldrig været et demokratisk land, og borgerrettighederne har aldrig haft det bedre end de har nu!
Castro kom til magten ved en blodig revulotion, hvor et KÆMPE flertal i befolkningen stod bag ham. Det kunne han fordi, det samfund der eksisterede inden revulotionen, blev regeret af en uhellig alliance af stenrige godsejere, den amerikanske mafia, som ejede casinoerne i Havana og korrupte politikere, som på skift var i lommen af godsejerne og den amerikanske mafia. De almindelige cubanere ejede mindre den gang end de gør i dag, og den reele individuelle frihed var mindre fordi den dengang var begrænset af folks fattigdom, hvor den nu er begrænset af Castros enevælde.
PS: Min ‘gar er aflyst på grund af vejret. Jeg må ikke ryge cigarer indendørs. Så meget for den personlige frihed i Danmark!
Hej Lars Larsen
ad 180 grader artiklen:
Homoseksuelle og rockmusikere?! Gisp!
Der var sikkert også amatørkeramikere, filatelister og onanister mellem. Det var en revolution med et opgør med det USA-støttede plantage- og casinoejer vælde og dets undertrykkelse af det cubanske folk, der måtte se sultne til, imens deres land agerede bordel for yankierne.
At der er begået fejl i cubanske revolution er ingen hemmelighed, men at fremstille det cubanske folk som lidende undertrykte stakler under end ond diktator er noget vrøvl. Og sammenligningen mellem Che Guevara og Jesus er noget fis, men at fremstille denne frihedskæmper som en anden Stalin er direkte dumt.
Men ellers er det da interessant at følge udviklingen på Cuba. Det ville være særdeles tiltrængt at få åbnet lidt op på flere områder, hvor Fidel Castro stædigt har nægtet at se realiteterne i øjnene. Hvem ved, måske vi får frie valg og en mere fri presse at se inden længe.
Det eneste der ville være en katastrofe er, hvis CIA og den lille USA-tro opposition lykkedes med det kup, de har drømt om og forsøgt på i årevis med diverse mordforsøg og terroranslag. At frarøve det cubanske folk socialismen gør ingen lykkeligere, kun nogle få rigere.
Nå ja hvis Jarls blog siger det…
Til JSR
Det er selvsagt ikke til diskussion om cuba er er diktatur og at dessidenter forfølges. Den debat er uinteressant.
Det der er meget spændende ved cuba er, at selv om det er et diktatur, selv om der ikke er demokrati, selv om økonomien ligger i ruiner, så er resultatet slet ikke så ringe endda. Det er - tror jeg - alle som har besøgt landet enige i. Cuba er generelt et lykkeligt land. Er cubanerne genetisk belastede med et godt humør ? Er det bare vejret ? Har man alligevel gjort et eller andet rigtigt i Cuba, eller har cubanerne bare ikke forstået, at det eneste som gør mennesker lykkelige er retten til at sætte eet kryds hvert fjerde år, høje vækstrater, stort privatforbrug og retten til “at have eller ikke at have”!
Hej Jakob.
Det benægter jeg ikke. Jeg siger bare, at den borgerlige fremstilling af Cuba som et dystert forarmet stalinistisk lortehul a la Nordkorea, Fidel Castro som en ond diktator, og det cubanske folk som ulykkelige undertrykte stakler er et meget misvisende billede.
Nu ved jeg ikke om du har været på Cuba, men sandheden er, at cubanerne er et glad og stolt folk, der altovervejende støtter styret og socialismen, er stolte af revolutionen og dens helte og bestemt ikke ønsker indblanding fra USA.
Vi to kan ikke blive uenige om det principielt problematiske i, at cubanerne ikke kan gå til parlamentsvalg hvert fjerde år og om at det cubanske styre tackler dissidenter på en temmelig udemokratisk facon. Men min oplevelse er alt andet lige, at Cuba er en forunderlig historie om at vores værdisæt og demokratiopfattelse ikke nødvendigvis altid kan overføres på alle andre. Om det så er Fidel og kommunistpartiets fortjeneste, eller snarere noget særligt i den cubanske folkesjæl - eller måske en kombination af begge, skal jeg ikke gøre mig klog på. Men cubanerne dem skal man sgu ikke have ondt af.
Hmm når jeg læser mit eget indlæg bryder jeg mig egentlig ikke om vendingen ‘sandheden er…’. Glem det.
Min klare opfattelse er…