Opslag til denne artikel

Emneord:energi, grådighed, landbrug, præsidentembedet, turisme, økonomi
Personer:Fidel Castro, Raúl Castro
Organisationer:BBC
Steder:Cuba, Kina, USA, Venezuela, Vietnam

Da Cubas forsvars- og sikkerhedsminister, Raul Castro, holdt sin 75-års-fødselsdag i juni 2006, løb rygterne om et forestående magtskifte allerede. Og selvom rygter og Cuba er uadskillelige størrelser, så kunne der denne gang observeres tegn på, at noget var i gære.

Ét var den tydelige svækkelse af Raul Castros fem år ældre bror og Cubas egenrådige leder gennem 47 år, Fidel Castro. Noget andet af mere strategisk betydning var, at Raul Castro på det tidspunkt fik styrket sin position i det kommunistiske partis absolutte inderkreds. Partitoppen foretog en omrokering, som sikrede mere magt til Raul Castros støtter i partiet - folk, der som Raul Castro selv er mere tilbøjelige til økonomiske reformer, end Fidel Castro traditionelt har brudt sig om.

Da Raul Castro to måneder senere overtog magten fra sin sygdomsplagede bror, ventede alle på tegn på et politisk skifte. Det kom så efter et år, da Raul Castro for første gang skulle afholde den traditionelle tale på årsdagen for revolutionens begyndelse den 26. juli.

Her hånede Raul Castro på det nærmeste det ineffektive cubanske landbrug og erkendte, at årsagen til den skrantende cubanske økonomi ikke kun skyldes USA’s boykot. Raul Castro antydede videre, at der er behov for “strukturelle ændringer”, og endelig tog han fat på det emne, der mere end noget andet optager alle cubanere:

Vi er klar over (…), at lønnen stadig er klart utilstrækkelig til at imødekomme alle behov, hvorfor den ikke længere tjener det socialistiske princip om, at alle yder efter evne og får som fortjent.”

Rauls erkendelser

Raul Castros fokus på det fejlende system står i skarp kontrast til Fidel Castros normale beklagelser, der hidtil har gået på, at systemet fejler, fordi folket bliver for grådigt og udnytter det.

Som Philip Peters, der er vicedirektør og leder af Cuba-programmet i tænketanken Lexington Institute, siger:

Der er en stor forskel på at kalde folk grådige og sige, at folk fortjener en ordentlig løn. Raul har gjort økonomien til det primære fokus og siger direkte til Cubas politiske top, at han ikke gider høre flere undskyldninger.”

Dermed mener mange kommentatorer, at der igen er åbnet for de reformer, som det cubanske styre oprindeligt indledte i 1990’erne. Dengang var det Sovjetunionens fald, der bragte Cubas økonomi tæt på kollaps, og svaret var en midlertidig accept af mindre private virksomheder. En økonomisk åbning, der af mange kommentatorer blev opfattet som Raul Castros værk.

Fidel Castro lukker ned

Det private initiativs økonomi nåede aldrig at tage fart. Dertil var den alt for begrænset, og da Cubas statsbudgetter igen var i balance, satte Fidel Castro foden på bremsen over for de cubanske entreprenører.

I ly af massiv støtte i form af olie fra Venezuela, en voksende turisme og stigende markedspriser på den nikkel, som Cuba har store forekomster af, lukkede Fidel Castro igen ned for det private initiativ i starten af den nye årtusinde. Han reducerede antallet af privatejede restauranter - og truede senere med helt at forbyde alle private virksomheder.

Fidel Castro mente i stedet, at der skulle føres bedre kontrol med de statslige virksomheder, hvis ineffektivitet og galopperende korruption igen blev forklaret med folkets uvilje og grådighed. Lederen pønsede derfor på at iværksætte et program, hvor unge socialarbejdere skulle omskoles til at være kontrollanter i landets statsejede butikker. Alt dette var i støbeskeen, umiddelbart før Fidel Castro måtte forlade tronen.

Socialisme gradbøjet

Derfor bør Raul Castros nye toner tolkes som et skifte i Cubas økonomiske politik. Det mener Philip Peters, der peger på, at en økonomisk åbning allerede er sat i gang. Det skete, da Raul Castro erkendte folkets behov og systemets fejl.

Der er to politiske muligheder, der kunne frigøre produktiv energi og skabe resultater. En mulighed er et skifte i administrationen mod større decentralisation. Det ville give mere fleksibilitet for de lokale statsvirksomheder og kunne tiltrække flere udenlandske investeringer. En anden mulighed er at give mere plads til private virksomheder. Jeg tror, at vi vil se en kombination,” vurderer Philip Peters.

I et interview med BBC i august bekræftede lederen af det cubanske parlament, Ricardo Alarcon, at Cuba står over for en politisk skillevej.

Mange har peget på, at Cuba bevæger sig mod en økonomisk model, som den Kina og Vietnam praktiserer. Uden at forklare det nærmere afviste Ricardo Alarcon dog, at der er tale om, at Cuba vil kopiere den kinesiske model.

Det, man skal forvente at se, er en cubansk model. Men det betyder jo ikke, at vi ikke skal lære af andres erfaringer,” sagde Ricardo Alarcon, der samtidig slog fast, at Cuba også er parat til at forhandle med USA - uden at den nordamerikanske boykot først er ophævet. Dog først når George W. Bush har forladt præsidentembedet.