“Denne film er for mig en forsoning mellem Vesten og Iran,” siger Marjane Satrapi. Den energiske og ligefremme, 37-årige, iranske tegneserieskaber, som er bosat i Paris, er ved at fortælle om sin og vennen og kollegaen, Vincent Paronnauds, animerede filmatisering af Satrapis egen tobinds-tegneserie Persepolis, der handler om hendes turbulente barn- og ungdom i Iran og Østrig.
“Folk, der har set filmen, siger ikke, ‘åh, de onde iranere. Lad os bombe dem. De er så uhyggelige’. De ser i stedet, at iranerne også er mennesker. Grunden til, at USA havde held med at erklære Irak krig, var, at den amerikanske befolkning var så bange for irakerne, og at de var blevet dehumaniseret. Persepolis handler om det stik modsatte. Den humaniserer folk, og når man anerkender iranere som mennesker, er det sværere at smide bomber efter dem.”
Netop ved at lave en animeret film var det muligt for Marjane Satrapi og Vincent Paronnaud at distancere sig fra enhver form for eksotisme og således skabe den vigtige identifikation.
“I det øjeblik, identifikationen ikke virker, forstår man ikke de mennesker, en film handler om,” siger hun.
“Værre endnu; de holder op med at være mennesker, og man kan, som jeg sagde før, smide bomber i hovedet på dem og slå dem ihjel. Man er ligeglad, fordi de ikke længere er mennesker i ens øjne. Vi lavede en animeret film for virkelig at fremhæve universaliteten, så et menneske, der ser filmen, kan sige, ‘det kunne lige så godt være mig’. Og det virker. Selv europæere, som ser Persepolis, synes, at den mest eksotiske del af den er Østrig. Den iranske del er meget neutral. I Østrig har vi sachertorte og Strauss og alt det. Det orientalske er i Østrig og ikke i resten af filmen.”
Store forandringer
Marjane Satrapi afviser dog, at Persepolis er en kommentar til den aktuelle politiske situation, fordi, som hun siger, da hun og Paronnaud for tre år siden begyndte at lave filmen, optrådte Iran ikke i medierne på samme måde, som landet gør nu.
“Historien foregår i en bestemt tid - den stopper i 1994 - og den er et forsøg på at lave et ægte, kunstnerisk værk. Det håber vi, at den er, fordi ellers kan man bare smide den i skraldespanden. Jeg er sikker på, at man om 10 år kan se Persepolis igen. Det er et tilfælde, at den kommer ud lige nu. Desuden er det en universel historie. Den finder sted i Iran og handler om iransk historie, ja, men det er en historie om alle. Store forandringer i et land forandrer ens liv. Det sker ikke kun i Iran. Filmen handler basalt set om familie, kærlighed, eksil, om det at blive voksen, og hvordan man midt i alle disse store forandringer finder ud af, hvor man er på vej hen.”
Identifikation kommer også af humor, siger Satrapi, der i både tegneserie og film veksler mellem højt drama og løssluppen humor.
“Vi elsker begge at grine, og vi elsker begge kitsch, alt det, der ikke traditionelt regnes for at være god smag,” siger hun om sig selv og Vincent Paronnaud.
“Humoren giver mulighed for at tale om ting med distance og ikke bevæge sig over i sensationalisme og sentimentalitet. Det er et effektivt redskab og en effektiv måde at skabe intimitet med publikum. Vi græder alle af de samme grunde, alle mennesker i hele verden. Vi græder, fordi vores far er død, vores barn er sygt, eller vi har et problem. Men vi griner ikke af de samme grunde. Det at grine sammen med et andet menneske er for os den bedste måde at forstå det menneske på. For at kunne grine sammen med et andet menneske, er man nødt til at forstå vedkommendes personlighed. Humoristisk sans er en måde at tænke på, og derfor er man nødt til at forstå vedkommendes måde at tænke på. Så hvis man laver noget, der får andre mennesker til at grine, har man rørt dem, hvor det er allermest vigtigt.”
Men det er ikke nemt at arbejde med humoren, der kan være så forskellig verden over.
“Der er nogle vittigheder, der kun virker i en lille by,” siger Satrapi.
“Der er vittigheder, der virker i en provins. Der er nogle vittigheder, som kun kan forstås i et enkelt land. Men så har man Monty Python,
Charlie Chaplin, Harold Lloyd, og de får folk over hele verden til at grine. Så der findes universel humor.”
En anden grund til, at det var vigtigt for Marjane Satrapi at lægge en distance til det meget private materiale ind i både tegneserie og film, var at undgå at blive kynisk, fortæller hun.
“Det er ligesom de græske tragedier. Hvordan kan man undgå at blive kynisk, hvis man er et intelligent menneske? Man ser på verden, og al den desillusion, man oplever, gør én til kyniker. Det handler om at kæmpe imod kynismen. ‘Fordi jeg er et intelligent menneske, er jeg nødt til at blive kyniker.’ Men jeg har tænkt mig at bekæmpe denne skæbne og stadig bevare håbet og glæden. Og hvis det lykkes for mig, kan jeg sige, at jeg har vundet mit liv.”
Satrapi bor i dag i Paris og er gift med en svensk mand. “Man taler hele tiden om kultursammenstød,” siger hun.
“Jeg er iransk, og jeg mødte en svensk mand i Paris, og vi har været gift i 12 år. Se
på Vincent og mig: Han er fransk, jeg er iransk. Vi har alle odds imod os. Han er en mand, jeg er en kvinde, og vi arbejder sammen og skændes aldrig.”
Persepolis er bestemt ikke ukritisk overfor præstestyret i Iran, men hun er ikke blevet truet af de iranske myndigheder, fortæller Satrapi. Og hun kan til enhver tid rejse tilbage til sit hjemland; hun har bare ikke lyst.
“Faktum er, at der i Iran ikke er nogen gældende lov. Man ved ikke rigtig, hvad der kommer til at ske. F.eks. har man konfiskeret en kvindelig, iransk journalists pas. Hun bor i udlandet, og for tre år siden tog hun til Iran, og ingen konfiskerede hendes pas, og hun sagde, ‘okay, alt er fint, jeg tager tilbage igen.’ Og denne gang konfiskerede de hendes pas. Der er en anden kvinde, som tidligere har rejst frem og tilbage uden problemer. Nu er hun i fængslet. Den usikkerhed gør, at jeg ikke har lyst til at rejse hjem.”
Struktur og kultur
Marjane Satrapi går ikke ind for revolution og krig, og hun mener, at de store forandringer allerede er sket i Iran.
“Jeg er ikke rigtig feminist, jeg er humanist, men for at forstå, hvad der sker i et land, er man nødt til at se på kvindernes situation, fordi demokratiet begynder med, at der er ligestilling for kvinder. I et land som Iran, hvor 70 procent af de studerende er kvinder, er der håb. Det er bestemt noget. Men udviklingen tager lang tid. Det sker ikke på én nat. Jeg går ikke ind for revolutioner eller krig. Jeg er imod tanken om, at man kan give et folk demokrati og frihed ved at bombe dem; give dem adgang til Coca-Cola og tro, at det gør folk frie. Sådan foregår det ikke. Vi er nødt til at hjælpe evolutionen på vej, og jeg håber, at George W. Bushs regering for en gangs skyld vil være lidt mindre dumme og ikke komme og bombe os også. Det fører ingen vegne.”
Forlaget Carlsen har udgivet Marjane Satrapis tegneserier i Danmark
Kommentarer