BBC skal gennemføre store besparelser

Trods løfter om en lysere fremtid efter den seneste sparerunde, forbereder de ansatte i BBC sig på nye besparelser, der kan koste op til 2.800 medarbejdere jobbet

De ansatte i BBC forbereder sig på brutale nedskæringer, når selskabets spareplaner offentliggøres i næste uge.

I værste fald kan 2.800 job - mindst 12 procent af BBC's arbejdsstyrke - forsvinde, når generaldirektør Mark Thompson fremlægger sit forslag til besparelser på milliarder af pund. Thompson planlægger budgetnedskæringer på seks procent i hvert af de næste fem år for at udligne den forskel på to mia. pund, der er mellem den licensordning, man forhandlede sig frem til, og de midler, man havde ønsket.

BBC's ansatte forventer at blive informeret om besparelserne på torsdag, og kilder mener, at de London-baserede afdelinger for faktaprogrammer bliver hårdest ramt. Også en lang række job i nyhedsafdelingen ventes at være i fare.

En højtstående kilde ved BBC News siger: "Der er ret mange nerver på i nyhedsredaktionen."

En ansat fra fagforbundet siger, at han frygter, at forslagene kan føre til faglige konflikter frem mod jul.

Venter det værste

De ansatte er stadig i chok efter at BBC 1-redaktør Peter Finchams trak sig tilbage sidste fredag i forbindelse med traileren til RDF-dokumentaren A Year With The Queen, der var klippet, så det så ud som om, dronningen stormede ud fra en fotooptagelse.

Helen Ryan fra medarbejdernes fagforening, Bectu, siger, at der cirkulerer rygter om afskedigelser.

"Vi er forberedt på det værste. BBC har gjort det klart, at alle områder skal spare, hvilket kan påvirke både programlægningen og nyhedsafdelingen."

Generalsekretær i Bectu, Gerry Morissey, forudser efter sigende nært forestående faglige konflikter, samtidig med at han forbereder sig til et møde mellem en delegation fra fagforeningen og BBC's direktør, Sir Michael Lyons.

Jeremy Dear, generalsekretær for journalistforbundet fortæller at frygten blandt de ansatte øges på grund af manglende informationer fra ledelsen.

"Der rumsterer flere og flere rygter i BBC for hver dag, der går, men ledelsen mødes ikke med repræsentanter for forbundet for at give dem flere oplysninger og forsøge at lette stemningen. Folk fik besked på at tage det 'i stiv arm' under den seneste sparerunde, med løfter om en lysere fremtid. De vil ikke finde sig i endnu et angreb på deres arbejdsforhold og kvaliteten af deres arbejde."

En talskvinde for BBC bekræfter, at licensaftalen ikke blev så god som forventet, men nægter at udtale sig om, hvilke områder i selskabet der rammes hårdest.

"Vi har fået at vide at licensaftalen ikke blev så god som vi havde håbet, derfor må vi endnu en gang kigge nærmere på fremtiden og omprioritere det arbejde, vi planlægger at udføre."

Hun tilføjer, at BBC ikke kunne kommentere sagen før næste torsdag.

© The Independent og InformationOversat af Ebbe Rossander


Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her