"Jeg brød mig ikke om feminismen i 60'erne og 70'erne og bryder mig ikke om den i dag. Jeg afskyr mandefjendskheden hos en bestemt slags venstreorientede unge kvinder, som simpelt hen hader mænd, ægteskaber og børn."
- Doris Lessing
SÅ GIK NOBELS LITTERATURPRIS for 11. gang siden 1901 til en kvinde, nemlig den britiske forfatter Doris Lessing. Grunden til at fremhæve hendes køn i forbindelse med verdens vigtigste litterære pris er, at flere af hendes bøger regnes som klassikere inden for kvindelitteraturen. Doris Lessing blev et ikon for mange feminister, da hun i 1962 udgav Den gyldne bog, en bog som samtidig sikrede hende en rolle som forfatter af international rang.
Til nogens fortrydelse har det imidlertid aldrig været Lessings hensigt at skrive et feministisk manifest, men blot at beskrive kvinders liv i litterær form. Dertil kommer, at hun i de senere år endda har udviklet sig til en veritabel kritiker af kvindebevægelsen. For knap to år siden sagde hun således i et interview her i avisen eksempelvis: "I dag må jeg sige, at feministerne har tabt. Deres strategier er mislykkedes, selv om vi har fået relativt større lighed mellem kønnene, når det gælder løn og karrieremuligheder."
Lessings kritik af feminismen går især på, at kvinderne aldrig greb den chance, de havde i 1960'erne og 1970'erne, og i stedet har udviklet en ufrugtbar mandefjendskhed, som er spild af kræfter og har givet et forkert fokus for kvindebevægelsen.
MEN NU ER NOBELPRISEN ikke givet for at præmiere hendes version af feminismen, men til et stort og vigtigt forfatterskab, som tilmed har en stor international udbredelse og rigtig mange læsere rundt omkring i verden. Nogle kritikere vil sige, at hendes omfattende forfatterskab kvalitativt er meget ujævnt, mens andre som Kirsten Thorup i dagens avis lige præcis fremhæver, at hun i forfatterskabet "har analyseret og afspejlet næsten alle de tendenser og strømninger, der har været i det 20. århundrede".
Doris Lessing har været med til at åbne øjnene hos mange folk. I motiveringen for prisen skriver Det svenske Akademi om Lessing, at hun er "den kvindelige erfarings epiker, som med skepsis, glød og visionær styrke har udforsket en splittet civilisation". En sympatisk begrundelse for at uddele prisen til Lessing, også fordi det peger på det, som litteraturen kan og skal i forhold til samfundsudviklingen.
Der er som altid mange spekulationer om politiske og kønspolitiske motiver i spil og mumlen om, at det snart igen var en kvindes tur til modtage prisen. Sandheden er imidlertid nok, at der denne gang langtfra har været enighed i Akademiet. Det tyder den relativt lange proces frem mod det endelige valg på. Doris Lessing er uden tvivl et kompromis, den eneste, som alle har kunnet enes om, fordi hun har et stort og vægtigt forfatterskab bag sig, og fordi hun har været tæt på flere gange. Af samme grund er valget også lidt kedeligt og hører mere til i en fortjenstfuld fortid end midt i en sprællevende nutid.
