"Omfanget af angreb fra oprørs- og terrorgrupper er i løbet af 2007 steget til et niveau, der ligger over 2006 ... Det vil sandsynligvis vare adskillige år, før den afghanske hær selv bliver i stand til at bekæmpe oprørerne."
Sådan lyder en ny markant trusselsvurdering fra Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) om situationen i Afghanistan. Og ifølge den norske Afghanistan-ekspert, seniorforsker på Christian Michelsen Institutt, Astri Suhrke, bliver situationen i Afghanistan stadig værre.
"Tidligere angreb Taleban koalitionen med store styrker, som gav Taleban store tab. Men nu er de skiftet til en mere konventionel guerillastrategi, og det er stort set aldrig lykkedes at vinde over en guerillahær," siger hun.
FE vurderer, at selv om Taleban har lidt betydelige tab, er virkningen af disse operationer endnu usikre:
"Tilsyneladende har Taleban ingen større problemer med at rekruttere nye oprørere eller skaffe materiel," skriver tjenesten, som fastslår:
"Taleban bevarer vilje og kapacitet til en lang og opslidende kamp."
Gade vil presse NATO
Forsvarsminister Søren Gade (V) peger på, at de nuværende omkring 6.000 soldater langtfra er tilstrækkeligt. Han varsler, at regeringen vil presse på, når NATO om 14 dage holder ministers-only-møde:
"Vi har et område, der er halvanden gang større end Danmark med 6.000-7.000 soldater, og det siger sig selv, at hvis du sparker Taleban ud og flytter til et nyt område, så kommer de tilbage igen. Vi skal have flere lande til at stille soldater til rådighed. Noget af det, der sker nu, er manglende solidaritet i NATO, fordi der ikke er nok, der bidrager tilstrækkeligt til indsatsen i den sydlige del, som er et af nøgleområderne," siger ministeren.
Men Astri Suhrke advarer mod at tro, at flere styrker løser problemet.
"Hvis man sender 10 gange så mange s0ldater, kan det godt lade sig gøre at få kontrol med landet. Men det vil blot skabe øget modstand fra civilbefolkningen, der så vil opfatte de udenlandske styrker som en besættelsesmagt," siger hun.
Onsdag åbnede Søren Gade for forhandlinger med Taleban, og det forslag støtter Astri Suhrke. Det gør udenrigsminister Per Stig Møller (K) til gengæld ikke:
"Jeg må advare mod at forestille sig, at man har nogen fred lige om hjørnet. Det er jo derfor, vi skal sende kampvogne af sted. Taleban er blevet mere giftig," siger han og påpeger, at Taleban er en terrorbevægelse:
"... som har et ideologisk mål, som jeg ikke tror, man kan lave noget kompromis med." siger han til Ritzau.
I gårsdagens udgave af Information påpegede flere eksperter det meningsløse i forsvarsministerens krav om, at Taleban skal nedlægge deres våben, før forhandlinger kan komme på tale. Og nu medgiver Søren Gade, at det kan blive nødvendigt, at Af-ghanistans præsident Karzai sætter sig sammen med organisationens talsmænd, uden at krav om afvæbning er imødekommet:
"Det er dybest set Karzai, der bestemmer, hvornår han vil forhandle med Taleban. Jeg er sikker på, at processen vil starte med, at de forhandler, uden at de nedlægger deres våben, til de ender i en regering og i et parlament, hvor de har anerkendt Karzai og nedlagt våbnene," siger ministeren og peger på, at freden i Nordirland blev forhandlet på plads med Sinn Fein, til trods for at IRA fortsat bar våben.




