Hun sad ikke ligefrem klar ved telefonen og ventede på at De Aderton (Det Svenske Akademi, red.) skulle ringe med budskabet om, at hun havde fået tildelt dette års Nobelpris. Til avisen The Guardian fortæller Dorris Lessing: "Jeg var på vej tilbage fra hospitalet med min søn Peter, som var syg. Jeg trådte ud af taxaen, og pludselig var der alle disse kameraer og en hob af fotografer. Min gade egner sig godt til den slags, så jeg troede, de var ved at optage et nyt afsnit af Morse eller sådan noget. Men så var det mig, det handlede om. Det var fra journalisterne, at jeg først hørte, at jeg fået tildelt Nobelprisen."
Lessing, der fylder 88 inden længe og er den ældste, der til dato har modtaget prisen (forrige rekordholder var historikeren Theodor Mommsen (85 år), udtaler i øvrigt: "Det føles da godt at være den 11. kvinde på listen (der tæller 104 forfattere, red.), om end det kan ærgre mig, at Virginia Wolf ikke blev nummer fire eller fem på den. Men bortset fra det, synes jeg ikke, det tjener noget formål at tale om forfattere, ud fra om de er mænd eller kvinder. Der er så mange mennesker, der længe har ønsket, at jeg skulle have den, og så mange gamle venner, der i dag har ringet mig op for at gratulere. Jeg har været nævnt som kandidat i 40 år, men jeg tænkte nok, at de enten ville give mig den lige før, jeg stillede træskoene eller også slet ikke. Men nu må De altså have mig undskyldt. Jeg har talt hele dagen, og nu skal jeg altså ud at købe champagne, og så i seng."
Lovprises af kolleger
Flere forfatterkolleger tager del i lovprisningen af Lessing. Den amerikanske forfatter Joyce Carol Oates udtaler, at det var på høje tid: "Godt at komiteen har anerkendt Lessings unikke præstationer, skønt det sker to-tre årtier for sent."
Den engelske forfatterinde A. S. Byatt fremhæver, at Lessing har været en af litteraturens "få profeter", fordi hun har dette her "uhyggelige instinkt for at skrive om forhold, der vil udvikle sig til problemer, inden disse overhovedet har vist sig ude i horisonten - det er der ikke mange forfattere, der mestrer."
Carmen Callil, medstifter af det feministiske forlag Virago supplerer: "Doris Lessing er både en stor forfatter og en beundringsværdig kvinde - en kombination, man ikke altid ser." Callil afviser, at Lessing først og fremmest skulle være en skildrer af kønskløften.
"Hun har bidraget til verdenslitteraturen, og det er ikke feminismens skyld."
Og, også i The Guardian, skriver litteraturredaktør Claire Armitstead, at Lessing til fulde fortjener prisen, fordi hun "... har ændret mange af sine læseres liv. Hendes største værk er formentlig stadig Den gyldne bog fra 1962, hvori hun slår sprækker i den narrative selvsikkerhed fra første halvdel af det 20. århundrede for at frisætte en sexet og splittet kvindelig sensibilitet (...) Skal man anskue hende fra en fjendtlig vinkel, kan man opfatte hendes karriere som en række af svigt - fra to af sine tre børn, da hun forlod Rhodesia, fra sine kommunistiske synspunkter i 1950'erne og i de senere år fra alle påstande om, at hun nogensinde har været feminist. Der er en mængde mennesker, som spytter foragteligt, når de hører hendes navn, fordi de føler sig forrådt af hende. Men at så mange tager det personligt, er jo netop et vidnesbyrd om hendes magtfulde position."
Lessings franske forlægger, Teresa Crimisi, har også blik for, at Lessing ved man aldrig helt, hvor man har. "Doris Lessing er en veritabel lille Balzac, som har skabt et meget tæt værk, og så har hun selv i en alder af 88 bevaret sin sans for at fyre uforskammetheder af, hvilket altid har været et kendetegn for de helt store forfattere," siger Crimisi til avisen Le Monde.
En art eksistentialisme
I deres portrætter af den nyslåede Nobelpris-vinder kredser flere internationale aviser om, hvilke karakteristika der bedst sammenfatter Doris Lessings forfatterskab. I Neue Zürcher Zeitung ser Romeo Giger hendes overordnede projekt som en art eksistentialisme:
"For Doris Lessing er livet et enhedsprincip, og menneskets opgave består i at sammenstykke en mistet helhed ud fra foreliggende brudstykker. Parret med den erkendelse, at det væsentlige ikke så meget ligger i det ydre som i vort indre, fører denne erkendelse efterhånden denne utrættelige fortaler for en bedre og mere menneskeværdig verden væk fra en realistisk fortællekunst. Mest markant ses vendepunktet i Byen med de fire porte, hvor alt det væsentlige udspiller sig gennem hovedpersonen, Martha Quests mentale centrum," skriver Giger, der ser Lessings roman-pentalogi Voldens børn som en "dannelsesroman af særlig slags som et studie af det individuelle bevidstheds relationer til den kollektive."
"Det er i spændingsfeltet mellem individ og samfund, at Lessings værk placerer sig. Den enkelte må vinde indsigt i det overordnede heles sammenhæng, og dette gennembrud af det kollektive ubevidste viser sig altid i en vanskeligt udholdelig, men uomgængelig kriseperiode. Dette ser man mest indtrængende illustreret i Den overlevendes erindringer, hvor det er selve civilisationens ødelæggelse, der står i centrum. Katastrofen skildres først som en snigende og knapt mærkelig proces. En medrivende eskalation erfares først i slutfasen, hvor alle uheldsvangre faktorer løber sammen om at berede menneskehedens historie en skrækindjagende afslutning. Overleve kan dog altid den enkelte."
I Berliner Zeitung er Jens Balzer inde på noget lignende: "I fem årtier har Lessing i sine værker stillet et og samme spørgsmål: Hvordan skal man finde sig til rette i en verden, der tilsyneladende kun byder på dårlige alternativer? Hvad skal man forstå ved et egentligt og selvbestemt liv?"
Balzer pointerer også, at Lessing i såvel sit værk som sit liv aldrig var for fastholdere: "Hele Lessings litterære skaben er kendetegnet ved en sund angst for at binde sig."
