Med et kunstnerisk univers, der både synes ældgammelt og samtidig fra en fjern fremtid, bringer Mariko Mori en besked om at genfinde 'enheden' - Oneness, som også er titlen på hendes udstilling på ARoS i Århus. For Mariko Mori har denne dagsorden været central i de sidste 10 år, efter at hun under streng askese, meditation og længere ophold i naturen indså, at hun ikke var verdens omdrejningspunkt.
Ved at opsøge præhistoriske hellige steder og skrifter rundt om i verden oplevede hun den grænseløse og fundamentale enhed, som var grundlaget for de præhistoriske religioners syn på menneskets møde med naturen. Den følelse af enhed forsøger hun nu via sine helt særegne værker at plante i os. Vores fælles identitet, skæbne og dermed ansvar.
"Jeg vil ikke ændre folk. Jeg planter et frø, som de selv må vande for at få det til at vokse," forklarer kunstneren, der har arbejdet som model og tøjdesigner, inden hun blev kunstner. Først som kunstner har hun fundet en ramme, som ikke begrænser hendes praksis. En realitet, der er helt konkret i udstillingen på ARoS, hvor kunstoplevelsen i høj grad forvandles til en oplevelse af grænseløshed og i bogstaveligste forstand vægtløshed.
"Når der ikke er nogen grænser, bliver det væren, og når det bliver væren, er det muligt at skabe enhed," lyder det filosofisk fra Mariko Mori, og grænserne overskrides unægteligt med en forening af højteknologi og kunst, som produceres af et hold af videnskabsfolk og kreative kræfter.
Ud af kroppen
En lotusblomst oplyses i takt med energiudladninger i rummet forbundet med et kabel på ARoS' tag. Aliens vækkes til live, når man i fællesskab krammer dem. Kunstneren selv har placeret sig på præhistoriske, nutidige og fremtidige steder i en gennemsigtig rumkapsel for at illustrere en tidslig overskridelse. Og alt er formuleret i et gennemdesignet billedsprog, som både trækker på traditionelle japanske symboler og peger frem mod et grænseløt, futuristisk univers, hvor mennesket er i pagt med sig selv og naturens elementer.
I små, hvide skridsikre sokker, afsprittet pande - nu med elektroder og grounding-kabel ved halspulsåren - sendes Informations barnligt spændte skribent ind i Wave Ufo, kunstnerens hovedværk fra 2003. Dér udsættes man med to andre ufopassagerer for et lsd-agtigt trip af lavfrekvente hjernebølger, som sendte undertegnede lukt ud af kroppen, som skudt ud i en rumkapsel, i en svævende tilstand.
Imens kan man observere sin hjerneaktivitet i ufoens lcd-loft, hvor kunstneren har oversat de videnskabelige målinger af hjerneaktiviteten til et flydende visuelt sprog, som med mere øvelse kan manipuleres. Udfordringen er, at lade sig svæve med og forene hjernehalvdelene i harmonisk, kropsløs enhed - og allerhelst alle tre passagerer sammen - opløse grænsen menneske og menneske imellem og blive ét.
Vi kiggede opløftet på hinanden alle tre, imens vi ventede på, at kapslens udgang skulle åbne sig. Udenfor møder vi Mariko Mori, som står iklædt sit selvdesignede, tidløse og altid hvide tøj med håret sat op i prinsesse Lea-frikadeller. Man følte et kort øjeblik, at man burde bukke ydmygt. I stedet mødtes vi i et anerkendende blik. Efter den ufo-tur var man lidt klogere på dagsordenen.
En søgen efter enhed
Det hele begyndte for otte år siden.
"Den åbenbaring, jeg havde tidligere i mit liv, føler jeg mig meget ansvarlig for at viderebringe," siger hun og fortæller, at der var to omvæltninger, som kom til at præge hendes kunstneriske arbejde.
"Tidligere brugte jeg altid min egen krop i værkerne. I de senere værker bevæger jeg mig på et mere bevidsthedsmæssigt plan. Pludselig behøvede jeg ikke den kropslige repræsentation, men havde brug for at illustrere en indre udvikling. På en måde afmonterede jeg min egen krop i mine senere værker og bevæger mig nu på et mentalt plan."
Den anden omvæltning bestod i, at Mariko Mori helt konkret flyttede væk fra byen og opholdt sig i naturen i lange perioder.
"Der åbnede min bevidsthed sig. I byen er det nemt at tro, at mennekset er centrum i verdenen, men så snart du flytter dig fra det organiserede samfund, bliver du meget ydmyg, og du indser, at du blot er en meget lille del af helheden - en del af naturen. Det blev ikke klart for mig med det samme, men jo flere gange jeg opholdte mig uden for byen, jo klarere så jeg, at vi blot er en del af det hele. Og jeg begyndte at se naturen."
Mariko Moris inspiration fra naturen og de præhistoriske religioner har hun prøvet at føre ind værkerne.
"I praksis betyder det, at jeg hele tiden forsøger at lære af disse forhold gennem min arbejdsproces, hvor enhed gradvist er blevet helt centralt. Konceptet bag mit arbejde kom til mig i 1999, men på det tidspunkt forstod jeg det ikke, og vidste ikke hvordan det kunne fuldføres. Jeg var nødt til at skabe en kreativ enhed for at nå dertil. Jeg var nødt til at have indlejret enhedens koncept for i praksis reelt at opleve og udleve det. Jeg håber, jeg vil blive bedre og bedre til det. Det at producere værker er en måde, hvorpå jeg kan øve mig i at udfolde mine ideer. Helt basalt er livet jo en øvelse."
Et fælles ansvar
Da Mariko Mori i sin tid begyndte at benytte en traditionel buddhistisk ikonografi, fandt hun ud af, at folk havde svært ved at abstrahere fra de religiøse referencer og havde svært ved at lade sig engagere i og kommunikere med værkerne. Derfor ville hun skabe værker, som opløste de kulturelle og menneskelige grænser, så det ikke længere afhænger af, hvem du er. Et forsøg på at skabe enhed. Det galdt ikke bare kulturelle grænser, men også de mellemmenneskelige grænser mellem selv og andre, forklarer hun.
"Gennem min research fandt jeg ud af, at vores eksistens som mennesker er ens på nogle helt fundamentale punkter: Den måde, vi tror på, den måde, vi har været nødt til at forstå naturen og følt os forenet med naturen på. Det er fundamentalt og en del af os alle. Det er vores fælles kulturelle grund og idé, som jeg gerne vil bringe frem i lyset og formidle videre." Og fremtiden afhænger netop af det ifølge hende.
"Vi skaber selv vores fremtid, vores visioner og dagen i morgen. Vi har evnen og magten til at ændre ting og skabe fremtiden. Det afhænger alt sammen af vores bevidsthed. Hvis du visualiserer en positiv vision, så bliver det positivt. Men hvis du visualiserer en destruktiv vision, så bliver det også destruktivt."
Mariko Mori: OnenessARoS Aarhus Kunstmuseum, 13. okt. 2007 - 27. jan. 2008
