Den 28. oktober bliver 498 spanske gejstlige saligkåret på Peterspladsen i Rom. De blev alle dræbt som ofre for den anti-klerikale terror i Spanien før og under borgerkrigen (1936-39). Saligkåringen betyder, at disse 498 personer efter pave Benedikt XVI's beslutning tilsikres den evige frelse i Guds rige.
Det er den største samlede saligkåring i den katolske kirkes historie, og hermed kommer det samlede antal saligkårede ofre for den antiklerikale terror op på knap 1.000.
Vatikanet tøvede længe med at imødekomme ønsket fra den spanske bispeforsamling (CEE) om saligkåring af, hvad biskopperne betegner som "martyrer" fra disse blodige år, men pave Johannes Paul II indtog en anden holdning, og i hans embedsperiode blev i alt knap 500 personer saligkåret. Og nu følger så Benedikt XVI op med de næste knap 500. Herudover har CEE yderligere 10.000 indstillinger under forberedelse, som - hvis de imødekommes - vil medføre, at spaniere bliver altdominerende i kataloget over samtlige martyrer (12.962) fra det 20. århundrede. Der foreligger dog ikke noget om, hvor mange flere Vatikanet eventuelt vil godkende - men træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen.
Katolikker strømmer til
Adskillige katolske organisationer har arrangeret pilgrimsrejser til saligkåringen, og CEE's talsmand, jesuitten Juan Antonio Martínez Camino, skønner, at indtil flere hundrede tusinde spanske katolikker vil være til stede på Peterspladsen den 28. oktober, inklusive praktisk talt samtlige biskopper.
Også paven selv påregnes at overvære messen. Den spanske regering har ikke ønsket at være repræsenteret ved højtideligheden, som den betragter som et rent kirkeligt anliggende og har ikke villet udtale sig om. Men andre har ikke holdt sig tilbage, og der er nu heftig debat om hele sagen.
Kirkens holdning er, at martyrerne blev dræbt på grund af deres tro og ikke af politiske grunde. Andre mener ikke, at det giver nogen mening at sondre mellem 'martyrer' og andre grupper af ofre for terror, og at hele arrangementet bidrager til at skærpe den i forvejen giftige og uforsonlige stemning i den valgkamp, som allerede er i gang forud for parlamentsvalget til marts.
Francos kirke
Ifølge historikeren Julián Casanova, som i 2005 udgav en veldokumenteret bog om 'Francos kirke', skønnes der i 1930'erne at være blevet dræbt i alt op mod 7.000 gejstlige. De fleste i de første måneder efter den militæropstand, som general Franco i juli 1936 indledte mod landets demokratisk valgte regering.
Spanien var i 1931 blevet en konfessionsløs republik og havde fået sin første reelt demokratiske forfatning nogensinde, men det politiske liv i den unge republik udartede sig snart i et uansvarligt kaos, hvor myndighederne i de republikansk styrede områder ikke - og slet ikke efter borgerkrigens udbrud - havde situationen under kontrol og altså heller ikke kunne forhindre overgreb mod gejstlige, afbrænding af kirker m.m.
Casanova dokumenterede yderligere i en meget skarpt formuleret artikel i dagbladet El País den 28. juni de spanske biskoppers uforbeholdne sanktionering af Francos oprør, som de døbte 'korstoget', og deres legitimering af den skånselsløse fysiske forfølgelse og undertrykkelse af republikkens forsvarere, som varede ved en halv snes år efter krigen, hvor Casanova anslår, at ca. 60.000 blev myrdet efter mere eller mindre summarisk rettergang. Kirken medvirkede med stor nidkærhed til åndelig tvang, såkaldt "genkristning af Guds og Fædrelandets fjender", og dødsdømte blev udsat for hårdt pres for at skrifte og modtage den sidste olie inden henrettelsen. 80 procent modtog ifølge en officiel statistik 'tilbuddet' som angrende syndere.
Hersker af Guds nåde
Kirken ydede i øvrigt med nationalkatolicismen et afgørende ideologisk bidrag til Francos nye stat. Kirkens primas kunne derfor i et hyrdebrev kort efter borgerkrigen med rette hævde, at "den katolske ideologi nu gennemsyrer - samfundslivet: stat og folk, autoritet og lydighed, ejendom og arbejde, magten og hæren."
Den støttede og forherligede Franco som hersker "af Guds nåde", tildelte ham sine højeste ordner - og betroede ham Santa Teresa af Ávilas venstre hånd til anbringelse i hans private kapel!
På den baggrund og på baggrund af, at ofrene for vold, forfølgelse og diskriminering på republikkens side i alle årene frem til diktatorens død i 1976 har måttet vente længe på oprejsning for de ydmygelser, de har måttet tåle, kan det ikke undre, at kirken er under anklage for at rive op i gamle sår.
Fred for forbandet krig
Alt sammen endnu et eksempel på de spor, borgerkrigen trækker i det spanske samfund, og på, hvor betænkeligt det er at lege med ilden, som ikke kun kirken, men også de politiske partier, længe har gjort.
Så måske er det heldigt, at den spanske befolkning i stigende grad er grebet af politisk apati. De fleste vil derfor sikkert kunne skrive under på overskriften 10. oktober hos en klummeskriver i dagbladet ABC:
"Så lad os dog snart få fred for den forbandede krig!"
