DER ER store forventninger til den amerikanske udenrigsminister, Condoleezza Rice, i forbindelse med hendes rundrejse i Mellemøsten i disse dage. Det er syvende gang i år, hun besøger regionen, og denne gang ses hendes besøg som særlig vigtigt, idet formålet med besøget er at hjælpe de israelske og palæstinensiske ledere til at finde frem til den fælles formulering, som skal være udgangspunktet for november måneds fredskonference i Annapolis.
Forud for rejsen udtalte Rice, at "tiden er inde til etableringen af en palæstinensisk stat". Det er både palæstinensiske og mange israelske ledere enige med hende i, men sagen kompliceres ved, at det er langt fra entydigt, hvori denne palæstinensiske stat skal bestå.
Der er dermed fare for, at de høje forventninger til Rice og hendes indsats ikke bliver indfriet - og yderligere skuffelse venter forude set i lyset af de forskellige andre politiske elementer, der forplumrer billedet.
AMERIKANERNES taktiske udgangspunkt for den fornyede diplomatiske indsats er den dybe splittelse mellem de to palæstinensiske hovedfraktioner, Fatah og Hamas, hvor sidstnævnte viser tydelige tegn på svækkelse i striden. I Washington mener præsident George W. Bush tydeligvis, at man kan satse på Fatah, der med præsident Mahmoud Abbas i spidsen sidder på magten på Vestbredden, mens Hamas styrer Gazastriben. Holdningen er, at den fastlåste politiske stillingskrig mellem de to på sigt vil styrke de radikale kræfter, hvorfor det gælder om at slå til her og nu for at styrke det moderate Fatah med en fredsproces, der i Rices formulering kun kan blive bæredygtig, hvis den indeholder virkelig substans.
Denne substans skal være den fælles erklærings indhold, og Mahmoud Abbas løftede sløret for sine forventninger ved efter sit møde med Rice mandag at udtale, at Israel før afslutningen på denne fredsproces må have rømmet samtlige bosættelser på Vestbredden.
Dette er et særdeles rimeligt krav og må være en klar forudsætning for at kunne tilvejebringe en løsning på konflikten mellem israelere og palæstinensere. Men under de givne politiske omstændigheder i Israel synes det også klart, at ministerpræsident Ehud Olmert ikke er i stand til at komme blot tilnærmelsesvis i nærheden af at imødekomme dette krav. Ganske vist har iagttagere lagt en del optimisme i, at Olmert i disse tage har talt om en omformuleret israelsk holdning til Jerusalem, hvilket betyder, at han er klar til at overveje at se bort fra visse af de palæstinensiske dele af Østjerusalem.
Men herfra og til en massiv bosættelsesrømning er der en kløft, som ingen regner med, at Olmert er i stand til at overskride. Til sammenligning rømmede hans forgænger, Ariel Sharon, 9.000 bosættere ved sit "smertefulde kompromis" på Gazastriben for to år siden, mens Olmert på Vestbredden og Jerusalem står overfor mere end 350.000 bosættere.
På en lang række andre punkter kræver Abbas klare formuleringer i den fælles erklæring, mens Olmert insisterer på at holde sig i uforpligtende vendinger. For mens Mahmoud Abbas ser ud til at være klar til at sætte alt på spil ved at bruge denne sag som afgørende gennembrud overfor Hamas, sidder Olmert med et dybt splittet kabinet og personlige politiske problemer.
Dette kom tydeligt til udtryk, da en minister under sit møde med Rice foreslog, at Annapolis-mødet udelukkende får økonomisk karakter, mens forsvarsminister Ehud Barak udtalte sin dybe skepsis, og finansminister Roni Bar On forudså, at konferencen vil kunne udløse en lavine af indre politisk splid, der vil føre til Olmert-regeringens hurtige fald.
I ALLE HENSEENDER synes Condoleezza Rice derfor at operere på stærkt usikker grund i en forbenet stillingskrig. Abbas satser stort, og Olmert viser relativ imødekommenhed overfor en fælles erklæring i det tydelige håb, at den kan forblive ved ordene, fordi resten vil være uoverkommeligt at omsætte i virkelighed. Naturligvis kan en dreven politiker som Rice ikke være blind for dette forhold, hvorfor man må mistænke, at der kan ligge helt andre dagsordener bag hendes diplomatiske initiativ.
USA er allerede godt inde i sin kommende præsidentvalgkamp, og George W. Bush, der kan se enden på sin anden periode på posten, er på jagt efter politiske resultater, der kan underbygge hans personlige eftermæle. Og han er i lige så høj grad ude efter noget, der kan holde de fremstormende demokratiske præsidentkandidater på afstand af hans egne republikanske partifæller.
At Hillary Clinton på det seneste har understreget Mellemøstens store politiske betydning, kan derfor ses som en af mange drivkræfter bag den fornyede interesse hos Bush-administrationen, der ellers havde antydet interesse for andre storpolitiske problemområder.
Med andre ord er det rimeligt at antage, at der er gået amerikansk præsidentvalgkamp i Mellemøsten. Ellers er det vanskeligt at forstå, at Condoleezza Rice skulle have mod på en diplomatisk opgave, der i bedste fald ligner en risikabel satsning.
faf
