Solidariteten der blev væk

Det er uomgængeligt. Den traditionelle fagbevægelse er i krise. Nogle ville mene, at den har sejret sig selv ihjel.

Efter i samarbejde med den politiske venstrefløj at have opnået store fremskridt for det arbejdende Danmark i løbet af det tyvende århundrede kom fagbevægelsen til et punkt, hvor den mente, at dens ledere tilsyneladende i store træk ikke havde flere store sager at kæmpe for. Tilbage var kun at sørge for tilpas fede lønstigninger for sine egne respektive medlemmer, og så måtte man så overlade de politiske visioner til andre. Og her var det - omtrent samtidig - at afmatningen satte ind, og medlemmerne begyndte at sive.

For hvad skal vi egentlig med en fagbevægelse, der beklager sig over, at dens medlemmer tjener så mange penge, at de skal betale topskat og går mere op i at lave tvivlsomme kreditkortløsninger til sine medlemmer, end basalt fagpolitisk arbejde? Sagt anderledes: Hvad skal vi med en fagbevægelse, der har glemt sin absolutte grundpræmis: Solidariteten. Ikke bare med sine egne, men med alle, der ikke har de privilegeredes privilegier.

Svaret er naturligvis, at en sådan fagbevægelse kan vi ikke bruge til noget som helst. Og netop derfor er det imperativt, at fagbevægelsen genopfinder sig selv som politisk bevægelse med politiske dagsordner og visioner, hvis den altså ønsker sig selv en lysere fremtid, end den der tegner sig p.t.

Solidariteten tilbage

I denne forbindelse er det vigtigt, at fagbevægelsen genoptager sit traditionelle samarbejde med venstrefløjen. Det er eksempelvis en dumhed, at forskellige fagforbund har besluttet sig for at opgive den økonomiske støtte til venstrefløjens partier. Og på samme måde er det naturligvis også dumt, at fagbevægelsen laver særskilte aftaler med en borgerlig regering, som i alle andre sammenhænge modarbejder fagbevægelsens og det arbejdende Danmarks overordnede målsætninger.

I stedet burde fagbevægelsen i tæt samarbejde med venstrefløjen genopfinde solidariteten som bærende princip for sin virksomhed. Solidaritet med de svageste grupper i dagens Danmark - de ufaglærte og lavtlønnede (som i den grad trænger til et lønløft!), de arbejdsløse og den store gruppe af indvandrere, flygtninge og asylansøgere, som i dag lider under regeringens og Dansk Folkepartis usolidariske og asociale politik.

Hvis ikke mister fagbevægelsen sin sidste rest af legitimitet og ender som et serviceorgan for de privilegerede og den rendyrkede egoisme og kan i den forstand ligeså godt overtage Kristelig Fagbevægelses motto: "Vi støtter kun vores medlemmer". Underforstået - alle andre er os nemlig fuldstændig ligegyldige. En sådan tankegang vil blive fagbevægelsens endegyldige dødsdom som en progressiv og agendasættende samfundskraft.

Paw Hedegaard Amdisen er idéhistoriker, p.t. postarbejder og medlem af SF.