Sådan et vil vi også ha'

Europas største litteraturhus ligger ikke i Berlin, Wien eller Paris - det ligger såmænd i Oslo og har slået dørene op mod verden i denne uge
Det norske Litteraturhaus på 3.500 kvadratmeter var oprindeligt Oslo Lærerskole, der er grundlagt i 1932 af Indre Mission som en kristen lærerskole. PR-foto

Man imponeres alene af størrelsen: Over fem etager og 3.500 kvadratmeter har litteraturen til huse på en prominent adresse nær Slotsparken i Oslo. Et gammelt lærerseminarium er gennemrestaureret og omdannet til et veritabelt litteraturmekka med fine, formelle forhold.

Der er boghandel, studielejlighed, en lang række kontorer som forfattere og skribenter kan bruge, hvis de mangler et inspirerende sted at arbejde, og seks forskellige scenerum, der skal danne ramme om oplæsninger, debatarrangementer og koncerter. En række foreninger som norsk PEN og Tidsskriftsforeningen har også til huse her, og en hel etage er reserveret arbejdet med børn og unge.

Med et årligt driftstilskud på 10 mio. norske kroner over de næste syv år, er de økonomiske forhold i orden. Og man mærker, at der er skudt penge i projektet. Alt er lækkert og smagfuldt lavet. Som den daglige leder af huset, Aslak Sira Myhre, siger, skal huset være for litteraturen, hvad teatret er for scenekunsten og biografen for filmen. Det vil sige, det er den levende litteratur, der i centrum.

Man finder da heller ikke et bibliotek i huset. Det er det talte ord og forfattere i levende live, der er på programmet. Et temmelig imponerende program de første tre måneder med en blanding af de store navne - både norske og udenlandske - og mere smalle. Man har da også lagt vægt på, at det er et hus for alle. Og det vigtigste i den sammenhæng er utvivlsomt cafeen.

Erfaringen fra de tyske Literaturhäuser er, at skal man have et litteraturhus til at være levende, skal man have en velfungerende café.

Her i Oslo træder man også nærmest fra gaden direkte ind i latte-land, hvor man kan hænge ud og spejde efter kendte og mindre kendte forfatterhoveder, og lade som om, at det er verdens mest naturlige ting, at man lige sidder tilfældigt der med sin kaffe og ser enormt litterær ud. Boghandlen er også velassorteret og indbydende - selv om man på denne Nobelpris-dag må kigge forgæves efter Doris Lessings værker.

Levende litteratur

Det har været en god start for Litteraturhuset. Forleden var der 350 mennesker i Litteraturhusets største sal, der ville høre det britiske forfatterfænomen Zadie Smith, og en lind strøm af mennesker defilerer dagen igennem ud og ind af huset.

Denne aften er der også liv, mens Åsne Seierstad i en af de mindre sale indleder en serie af Snik-kik - som det så fint kaldes på norsk - hvor en forfatter præsenterer endnu ikke er udgivet materiale: For at give publikum en forsmag eller for at forfatteren kan få prøvet sine ting af.

Åsne Seierstad læser de første kapitler af sin bog om Tjetjenien, mens det fortrinsvist unge publikum i en afslappet atmosfære veltilfredst drikker rødvin af langstilkede glas og nikker anerkendende, mens oplæsningen afbrydes af korte musikalske indslag. Seierstad skal aflevere det endelige manuskript til forlaget morgenen efter, så det er en rimeligt færdig udgave, vi hører. Alligevel får publikum under stor morskab får lov at stemme om, hvilken titel bogen skal have. De krænkede eller Englen i Grosnij? Publikum stemmer på den første - så den bliver det. Her kan man virkelig tale om den levende litteratur.

Samtidig holder det norske Aschehoug-forlag møde i stueetagen, mens der er almindeligt liv og trafik i café og boghandel. En levende hus i en levende tradition.

Kritiske stemmer hævder, at man ikke skal sovse litteraturen alt for meget ind i caffe latte og moderigtig lækkerhed til en stor pose penge. Særligt når der bliver skåret ned på bibliotekerne, som det også er tilfældet i Norge. Men det svært ikke at begejstres over det overskud, det rum og det gode forhold, som huset tilbyder. Og ser man på programmet de næste tre måneder, er der stor variation. Husets erklærede mål er at involvere skoler og biblioteker i stort omfang.

Man kunne i det hele taget godt gå hen og blive lidt misundelig på Danmarks vegne. Vi har ganske vist også et rigtig velfungerende Literaturhaus på Nørrebro i København. Men uden at fornærme nogen, kan man godt sige, at det her er noget lidt andet. Det kører på nogle temmelig andre præmisser, med en noget anden profil og på væsentligt færre kvadratmeter.

Det lader sig vel egentlig ikke rigtig sammenligne. Kunne man ikke bruge et mere officielt litteraturhus som det i Oslo i København - der kunne favne både den brede og den smalle litteratur? Hvor man kunne drikke caffe latte, bladre i tidsskrifter, låne et arbejdsværelser, invitere udenlandske forfattere på besøg, stemme om titlen på Åsne Seierstads næste bog...? Det ville da være fantastisk.

LitteraturhusetWergelandsveien 290167 OsloTlf.: 00 47 22 95 55 30 Se mere om Litteraturhuset på www.litteraturhuset.no


Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her