Algeriet er til manges overraskelse Afrikas rigeste land, når de omkring 285 mia. kr. (54 mia. dollar), som landet årligt får ind i olieindtægter, indregnes. Tilmed er det verdens næststørste eksportør af naurgas med store gasledninger under Middelhavet, som forsyner både Spanien, Portugal og Italien med algerisk naturgas.
Men dagligdagen for de omkring 33 mio. indbyggere i landet, der er fire gange større end Frankrig, er meget langt fra et tagselvbord af velstand og adgang til goder.
De største problemer er mangel på basale ting som boliger - 1,5 mio. står og tripper for at få eget hjem, arbejdsløsheden er officielt på mindst 16 pct. - måske det dobbelte for unge under 25 år. Mad - staten måtte gå ind og støtte importen af kartofler, da priserne steg, og folk var ulmende vrede. Uddannelses- og sundhedssystemet er totalt nedslidt efter 10 års vold og borgerkrigslignende tilstand.
Garant for civilt styre
Seniorforsker ved DIIS, Dansk Institut for Internationale Studier Ulla Holm, der bl.a. forsker i Algeriets historie, dets religiøse og sociale spørgsmål samt islam og terrorisme, mener, at Algeriet i mange år har befundet sig i en anspændt situation, som ikke kun kan tilskrives sociale problemer.
"Præsident (Abdelaziz) Bouteflika forsøger faktisk at forbedre tingene. Og da jeg sidste år var i Algeriet, sagde alle, at siden han kom til (i 1999, red.), er tingene blevet bedre. Sikkerhedssituationen er i allerhøjeste grad blevet forbedret i forhold til de grusomme voldsår i 1990'erne. Der eksisterer vold, som er affødt af kriminalitet og ikke så meget af islamisk vold. Der bygges igen, der investeres i nye veje, og lufthavnen i Algier er ny og moderne. Der kommer udenlandske investeringer igen osv.," siger Ulla Holm.
Algeriets blodige historie
Algeriet er ikke uvant med blodige attentater og vilkårlige nedslagtninger.
Landets historie har siden Frankrigs hårdhændede kolonisering fra 1830 været blodig.
Under Anden Verdenskrig fik uafhængighedsbølgen fat i Algeriet, men en revolte i maj '45 blev straks slået hårdt ned af franskmændene og kostede mindst 15.000 muslimske algeriere livet.
Under borgerkrigen fra 1954-62 flygtede over 1,2 mio. - flest franskmænd - ud af landet på få måneder i 1962.
I 1992 efter at et ægte demokratisk valg blev aflyst, da islamisterne stod til at få flertal - og den politiske elite sammen med militæret følte, de måtte forsvare Algeriets nationale enhed - eller deres urørlige privilegier - og det førte til en spiral af massakrer, som har kostet op mod 180.000 livet fra 1992-2001. Desuden er over 8.000 personer sporløst forsvundet på 10.-15. år, uden at myndighederne har gjort nogen indsats for at opklare, hvad der er sket, oplyser organisationen SOS Disparus til Information fra sit kontor i hovedstaden Algier.
"Man kan sagtens forstå, at Bouteflika ønsker en tredje præsidentperiode fra 2009 - og at han arbejder på en forfatningsændring for at få mulighed for at få det. Men han står trods alt som garant for civilt styre - han er landets første civile præsident, han har skabt ro og givet nogle demokratiske indrømmelser. Han har officielt tilladt, at berberne taler deres eget sprog (en befolkningsgruppe i den vestlige del af landets kystområde, red.). Han har sat fokus på kvinders rettigheder uden at have ændret familieloven og tilladt en mere pluralistisk presse" siger Ulla Holm.
Hun vurderer, at den sociale nød er stor, og set udefra forstår mange ikke, hvorfor de mange milliarder fra olien og gassen ikke synligt bliver investeret til fælles bedste. Men det har sin forklaring: Alle midler er under 10 års blodig borgerkrig gået til sikkerhedsstyrkerne og militæret i stedet for til skoler, hospitaler og anden basal infrastruktur.
'Ingen-partistat'
Den 70-årige præsident Bouteflika - hele landet måske - står over for et stort dilemma, hvis han ikke får gennemført en ændring af forfatningen og opnår sin tredje fem-årsperiode. Det vil betyde, at militæret igen får større indflydelse i Algeriet. Noget Bouteflika på ottende år får plus i karakterbogen for at have skubbet i baggrunden ved at centralisere magten uden om militæret.
Det understreger både Ulla Holm og en af verdens førende eksperter i algeriske forhold Hugh Roberts, direktør for The North Africa Project i International Crisis Groups afdeling i Kairo, Egypten. Han siger:
"Bouteflikas succes skyldes, at han har stået for styrkelsen af den civile del af landets styre, mens andre civile kræfter - andre politiske partier - er taberne. Hvis han træder tilbage uden at have fundet en matchende efterfølger til sin post, så vil militærets ledelse rykke ind og gøre det. Bouteflika må derfor give andre politiske kræfter i landet indflydelse. Det vil kræve store forandringer," understreger Hugh Roberts, der ikke betegner Algeriet som en ét-partistat, men som et 'ingen-partistat', fordi landet styres med en form for stramt guidet pluralisme. Alt holdes i kort snor af en lille gruppe omkring præsidenten.
Ulla Holm er enig og kalder Algeriets model for en slags 'sikkerhedsstat', et udtryk afledt af det arabiske ord muhkhabarat, der betyder 'dem, der skaffer oplysninger' - dvs. sikkerhedstjenesterne. Statens sikkerhed står i centrum, og alle opfattede trusler mod staten får topprioritet.
"Trusselsstaten er en overlevelsesstrategi for visse styrer, hvor hele kernen ligger i, hvem der er en trussel her og nu. Det betyder, at styret den ene dag giver lang snor, men så pludselig slår ned. Kaos versus orden. Dvs. man skaber et politisk klima, der spiller grupper i samfundet ud mod hinanden, og på den måde holder man alle i skak og fastholder kontrollen med landet. Men det skaber apati i befolkningen, der ikke ser en forandring til det bedre. Sådan kunne man tolke den ret lave valgdeltagelse i maj (36 pct. af de 19 mio. vælgere afgav deres stemme den 30. maj, red.)," påpeger Ulla Holm.
Algeriets Bouteflika står således over for to hovedudfordringer: At skabe både mærkbare sociale forbedringer og dæmpe den politiske apati/frustration over et kontrollerende styre uden en egentlig politisk opposition.
Information var i Algeriet med støtte fra Danidas Oplysningsbevilling.
