Fænomenet Amy Winehouse, ja. Det ærgrer mig lidt, at skulle sætte ordet 'fænomen' foran hendes navn, men sådan har det udviklet sig for den kun 24-årige engelske soulsangerinde, siden hun omkring årsskiftet bragede igennem med sit kun andet album, det slagkraftige og velproducerede Back to Black, hvis kvaliteter i sig selv rigeligt borger for Winehouses kunstneriske kvaliteter.
Med afsæt i 1960'ernes og 70'ernes soulmusik og hjælp fra produceren Mark Ronson er albummet både helstøbt, rytmisk indbydende og begavet gjort, ikke mindst grundet et fornemt sangskrivertalent og evnen til at skrive direkte tekster, forankret i lige dele hed elskov, stor hjertesorg og hang til selvdestruktiv adfærd.
Det sidste er desværre ikke kun fiktion - Winehouse har ved flere lejligheder optrådt beruset i fuld offentlighed og tilmed gerne blameret sig selv i processen, bare for god ordens skyld. Den slags er selvfølgelig guf for såvel tabloidpresse som pladesalg - så længe hun i hvert fald ikke overskrider en fin, næsten usynlig streg for, hvad offentligheden egentlig vil tolerere; jvf. lille Britney Spears, som i den grad har fået ørerne i maskinen.
Med en række aflyste koncerter på samvittigheden - officielt pga. træthed, men som alle ved, bliver man altså også træt af alkohol i umådeholdne portioner; been there, done that - samt adskillige gigs, hvor hendes optræden bar umiskendeligt præg af, at kunstnerinden var godt gennemstegt, kan vi, der mødte frem onsdag aften, næppe klandres for, før koncerten begyndelse at bruge en del krudt på, hvorvidt hun overhovedet ville være i stand til at gennemføre - hvis hun altså overhovedet stillede op! Men det gjorde hun altså omkring kl. 21:30 - med sit flotte, sorte hår sat op i den mest imponerende 60'er-beehive-frisure set siden new wavebandet B-52's storhedstid, den magre krop skruet ned i en tætsiddende, storblomstret kjole og barmen godt push-uppet, mens en drabeligt lagt makeup kunne ses fra alle salens hjørner. Hun om ikke andet både ligner og fører sig frem som en stjerne. Nå ja - og synger som én!
Passioneret vokal
For der var på intet tidspunkt noget at udsætte på stemmen i løbet af den time, koncerten varede, selvom hun lige havde en absence, hvad angår teksten til b-stykket i megahittet "Rehab".
Tværtimod brændte vokalen mindst lige så stærkt og passioneret igennem som på hendes foreløbigt to plader, og lukkede man øjnene - hvad Deres udsendte med mellemrum gjorde - var der ikke stort at udsætte på forløbet.
Hendes syv mand store orkester - en firemands rytmegruppe og tre blæsere - samt to delirisk veloplagte, sorte mandlige korsangere, leverede en flintrende stram og underbart swingende indsats, der ydede såvel Winehouses egne sange som versioner af bl.a. Sam Cookes "Cupid" og Toots & The Maytals ska-klassiker "Money Man" fuld retfærdighed.
Der blev danset, inklineret og nejet til den store guldmedalje i det propfulde Vega, og på overfladen kunne alt faktisk godt se fint ud. Læg dertil en god lyd - bortset fra et noget højt klaver/orgel - og en enkel, men flot scenografi og alt burde i og for sig have været i skønneste orden.
Tusindkilometerblik
Men, men, men - det var kropumuligt ikke at bemærke - ja, ligefrem mærke - solistens mentale fravær. Om det skyldes sceneskræk eller sprut (eller det, der er værre) eller noget helt fjerde, ligger det uden for denne anmelders kompetence at bedømme. Hvad end grunden måtte være, virkede Winehouse i lange perioder så fraværende - paradoksalt nok på trods af en aldrig svigtende stemmekraft - at det simpelthen distraherede. Den soultradition, hun indskriver sig i, handler om nogen om nærvær og publikumskontakt, jeg tør ligefrem påstå, at kontrakten mellem publikum og kunstner går på, at sidstnævnte virkelig mener det - og er parat til at arbejde som en hest for at overbevise selv den mest vantro om dette. Vi tæller troværdigheden i sveddråber, så at sige.
Virkemidlerne er således ikke et fjernt stirrende tusindkilometerblik, en konstant retten på kjole og bh, små distræte dansetrin på stedet eller uforståelig mumlen mellem numrene.
Så selv om Winehouse på plade mestrer kunsten at skabe en nutidig og knivskarp version af klassisk blue-eyed soul og tilmed tager sig ultrachik ud på både covers og i sine videoer, har hun som scenekunstner rigtig langt endnu.
Hvorvidt hun er på en psykisk deroute, som nogen vil have os til at tro, eller blot mangler sceneerfaring, får tiden vise. Men onsdagens koncert kom i hvert fald aldrig helt op at ringe, grundet solistens åbenlyse problemer med at finde sig til rette i det prosaiske her og nu, der nu engang er soulmusikkens essens.
Amy Winehouse m/band, Store Vega, onsdag
