Vittigt deja-vu-valg

Selv om man kender udfaldet af det amerikanske valg i 2004, er det alligevel en forløsende fornøjelse at se The Daily Shows sjove, skarpe og ofte skræmmende aktuelle dækning af det politiske slag
Jon Stewart har i det fiktive nyhedsprogram -The Daily Show- gennem en årrække satirisk dissekeret andre mediers dækning af tidens aktuelle begivenheder og demonstreret, at humor kan få ikke så lidt analyse igennem. Foto: Arkiv

Stewart/Colbert '08?

Ifølge amerikanske medier begynder T-shirts med dette friske forslag til et præsident/vicepræsident-par at dukke op i USA. Som trofast seer af The Daily Show trækker man på smilebåndet, men når også at tænke, at det måske ikke ville være en ueffen løsning på landets problemer ...

Komikerne Jon Stewart og Stephen Colbert har i det fiktive nyhedsprogram The Daily Show gennem en årrække satirisk dissekeret andre mediers dækning af tidens aktuelle begivenheder og demonstreret, at humor kan få ikke så lidt analyse igennem. Et studie fra Indiana University af valgdækningen i 2004 konkluderede, at The Daily Show var lige så substantielt som almindelige nyhedsprogrammer. Ved originalt at finde nye indgange til dagens dagsordener og vende historier morsomt på hovedet fanges folks opmærksomhed, men der bliver samtidig stoppet ikke så få facts ind undervejs.

Som natteravn kan man på DR2 se aktuelle afsnit af showet med Jon Stewart, som har været ankermand siden 1999. Stephen Colbert har nu sit eget spin off-show, men var tidligere en af de mange korrespondenter og eksperter, som showet benytter sig af for morsomt at spejle traditionelle nyhedsprogrammer.

Indecision 2004

Hvad Stewart/Colbert er så fremragende til, kan man se i bokssættet Indecision 2004 med The Daily Show's dækning af valgkampen mellem George W. Bush og John Kerry. På tre dvd'er følges dels den demokratiske og den republikanske kongres, dels selve valgaftenen, hvor resultaterne granskes under overskriften 'Prelude to a Recount'. Det kan virke underligt at opsøge current affairs-jokes fra 2004, men humoren er ikke dateret og de politiske problemstillinger foruroligende aktuelle.

Showets foretrukne hadeobjekt Dick Cheney, som så sent som denne uge har været i søgelyset i programmets 'You Don't Know Dick'-quizzer, står selvfølgelig for skud; Bush får sin egen 'Words Speak Louder Than Actions'-biografi, men demokraterne får også underholdende på hatten, når deres kampagnestrategier, kæpheste og Kerry bliver kommenteret.

Det absurde demokrati

Store valgemner som krigen i Irak og kampen mod terror får en hård medfart. Et indslag lægger op til en skål, hver gang John McCain eller Rudy Giuliani siger 9/11, og der langes løbende ud efter republikanernes valg af post-9/11-New York som kongresby. Mens de mange absurde elementer i den demokratiske proces behandles, kan Stewart ikke dy sig for at sige, at man godt kan forstå, hvis eventuelle irakiske seere spørger sig selv: "I invaderede os for at give os det her?!"

Ud over det veloplagte politiske materiale er der parodier på mange bokssæts iscenesættelse af historisk materiale. Colbert laver et indledende "requiem for et show, som var dagligt", hvor han gør grin med den selvhøjtidelige tilgang til at præsentere gamle perler i digital form.

Indecision 2004 er en strålende indgang til The Daily Show og til valgkampen 2008. Man kan supplere med showets bogudgivelse America, der som en twistet lærebog fører fiktionstilgangen til nyheder over på historieskrivning med en borgerguide til demokratisk inaktivitet. Og så kan man overveje en Stewart/Colbert T-shirt. Ifølge Stewart har intet stærkere signalværdi i forhold til at sige, at man skammer sig over den nuværende amerikanske regering end at iføre sig en sådan. Men han tager nok ikke en på som vært for Oscar-uddelingen i 2008 ...

The Daily Show with Jon Stewart: Indecision 2004. Tjek f.eks. comedycentral.com


Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her