Det kræver tunge etiske overvejelser at håndtere en jagt på en scooter, hvor der sidder tre unge knægte på. Eller...
Det kommer det i hvert fald til, når TV 2 placerer en kvindelig betjent foran en sort baggrund, sætter lyset helt rigtigt og spørger noget i retning af: 'Hvilke tanker farer igennem hovedet på dig, mens I jagter scooteren?'
Hun svarer velovervejet: "Man kan jo ikke bare kaste sig over køretøjet og vælte de tre unge af i høj fart."
Og det har hun jo ret i. Men man har fornemmelsen af, at TV 2's journalister synes, det kunne have været rigtig sjovt, hvis hun havde gjort det. Eller i hvert fald kunne det have været godt tv. Men jagten var frugtesløs den aften, journalisterne sad bag i politibilen, og kameraet filmede over betjentenes skuldre, mens de forfulgte de tre unge på scooteren ad små veje i et villakvarter.
Klip tilbage til kvindelig betjent foran sort væg: "Problemet er jo, at de ofte kender stisystemerne bedre, end vi gør."
'Virkelighedens Anna Pihl'er' var undertitlen på mandagens afsnit af Station 2. Men efter at have fulgt TV 2's successerie om den kvindelige betjent med det turbulente privatliv, må jeg konstatere, at jeg ikke erindrer, at Anna Pihl på noget tidspunkt skulle have jagtet en scooter eller forsøgt at overtale en ubehøvlet teenager til at tage med sin institution på lejr. Det var nærmere noget med en eksplosion i en narkobule, en gidselsituation og en biljagt gennem det meste af Sverige. Men det er nok her, det lille ord 'virkelighed' spiller ind. Og den er givetvis ikke altid så actionpacked som en dramaserie. Det eneste, der lignede Anna Pihl, var, at siden det handlede om kvindelige betjente, skulle vi da også lige have at vide, at den søde lyshårede betjent, der passede vagttelefonen, efter mange års samarbejde var faldet for sin kollega og nu boede sammen med ham. Kan man ikke få action, må man tage romance.
Kedelig virkelighed
Men må sige til programmets forsvar, at journalisterne har hårde odds. Virkeligheden er nogle gange kedelig, og det er ikke tilfredsstillende for et program, der nærmest har eksisteret siden TV 2 startede, da Jes Dorph stadig havde hår, og inden Niels Brinch havde set rødt og var blevet udnævnt til terrorekspert af kanalen. Det skal være actionpacked hver mandag, om så Brinch selv skal sørge for det. Men nogle gange sker der ikke så meget på en patrulje. Faktisk får vi ikke engang afslutningen på scooterjagten. De undslipper. Og så er der det faktum, at de virkelige betjente ikke taler, ligesom de gør i Anna Pihl. Når en pige er stukket af fra en institution, så hedder det, at hun er bortgået. Og det hedder ikke en jagt, men en eftersætning, når de forfølger en scooter af ukendte stisystemer. Og det hedder ikke pløkke eller fyre patroner af. Det hedder afgive skud. Man forestiller sig, at betjentene lærer at formulere sig kedeligt på Politiskolen. Sandsynligvis for at undgå, at journalister skal overdramatisere.
I TV 2-Nyhederne senere på aftenen blev der sat fokus på et voldeligt overfald i et privat hjem. Her formulerede journalisten det, vi alle tænker: 'Skal vi være bange'. Eller hun siger faktisk nærmest anklagende: "Så du mener altså ikke, vi skal være bange!?" Den stakkels betjent svarer roligt: "Nej, det mener jeg bestemt ikke." Nu er det jo kun to ud af 100 danskere, der i hele deres liv oplever at blive udsat for vold. Øv. Eller hvad?
Station 2 Mandag
