I et indlæg i Information 17. oktober beskæftiger Beth Grothe Nielsen (BGN) sig med at undgå flere Tønder-sager. Svaret er i al sin enkelhed, at det næppe er muligt. Voksne med perverse fantasier lader sig ikke udrydde i en snæver vending.
Spørgsmålet er måske: Hvordan undgår man bedst muligt, at voksnes seksuelle fantasier berører eller skader børn?
Der skal ikke herske tvivl om, at det er mere end forkasteligt, hvis voksne forgriber sig på børn. Heldigvis er det da også strafbart.
Imidlertid er virkeligheden knap så enkel, som BGN forsøger at gøre den til. BGN maler nærmest 'fanden på væggen' ved at nævne, at når fagfolk beretter om incest, så bliver det hængt ud som heksejagt.
BGN stiller spørgsmålet om, hvorvidt man altid skal tro på et barn, som hævder at være blevet udsat for et overgreb? Svaret er enkelt: Temmelig klart nej. Modsat er det logik for perlehøns, at et barn som hævder dette, har et problem - hvad enten det handler om overgreb eller ej.
Rent faktisk er spørgsmålet med modsat fortegn mindst lige så relevant; hvis et barn benægter at have været udsat for overgreb, er det så rigtigt? Almindeligvis er børn forbløffende ærlige, og hvis de ikke er, så er problemet ofte forældrene.
Imidlertid kan det nemt blive et problem, hvis pædagoger eller andre i den professionelle sfære forfalder til, at hvis et barn ikke vil indrømme hint eller dette, så er det modsatte sikkert sandt. Derved starter det skråplan, hvor voksne med deres egne fantasier kan erstatte barnets virkelighed. I givet fald ville verden bestå af to slags børn, dem der benægtede at have været udsat for overgreb, fordi de ikke havde været det, og dem der benægtede det, netop fordi de havde været det. En beskeden minoritet ville så være dem, som hævdede, at de havde været det, men hvor halvdelen eller der omkring blot sagde det.
Desværre overser BGN et stort problem, nemlig at der er et potentiale for misbrug fra professionelt hold. Hvis der ikke fandtes uligevægtige skoleledere, forsmåede lærere, inkompetente fritidspædagoger og mentalt forstyrrede socialpædagoger, så var sagen måske lidt anderledes. Sådan er verden dog ikke. Derfor er hele problemstillingen heller ikke, at det skal være mere gratis end allerede nu at misbruge sin magt.
Hvis Serviceloven skal have en chance, så skal større ansvarlighed være nøgleordet. Med den lov har retssikkerheden på børneområdet desværre været i frit fald, og hvis ikke der indføres en eller anden form for personligt ansvar, så vil børnene blive de store tabere. Der findes mange uegnede sagsbehandlere. Et uberettiget overgreb på et barn er et for meget, uanset om det bliver begået af professionelle.
