Det er på høje tid, ja over tiden. Nu må de irakiske asyl-ansøgere, der alt for længe har levet under menneskeligt nedbrydende forhold i asylcentre, sættes fri til at kunne leve her i landet. Det er en skamplet for os, at de stadig befinder sig inde bag hegnene.
Men de er jo ikke berettiget til ophold her, har regeringen hævdet år efter år med hårdnakket stædighed.
Men så enkelt, som regeringen påstår, er det jo ikke. Og navnlig står det efter Informations artikler i weekenden den 20.-21. oktober klart, at i hvert fald de irakiske flygtninges og asylansøgeres langvarige ophold i asylcentrene reelt skyldes den Irakkrig, regeringen som hovedansvarlig har gjort Danmark til deltager i. Herefter er det ikke nok at se på deres ulykkeligt uvisse situation og menneskelige tragedier i forhold til konventionerne om flygtninge og asylansøgere - eller som et flygtninge- og indvandrerpolitisk spørgs-mål.
Informations dokumenterede skildring af regeringens langvarige forsøg på at opnå en forhandlingsløsning med irakiske myndigheder om at tage imod dem som afviste og tvangshjemsendte viser jo, at på et tidspunkt er det selve mangelen på elementær sikkerhed i Irak, der sætter en stopper for deres mulighed for at kunne vende tilbage.
En grufuld fejltagelse
At ingen af regeringens ministre har villet erkende det offentligt, men er fortsat med at opretholde forestillingen om, at irakerne uden risiko for deres liv kan vende hjem, og at ministrene er fortsat med at tale om en positiv dialog om hjemsendelse med irakiske myndigheder, kan undre i en grad, så man kan komme på den tanke, at regeringen ikke har villet indrømme den elendige sikkerhedssituation i Irak. Hvorfor? Fordi indrømmelsen også ville være en indrømmelse af, at den danske krigsdeltagelse med USA bærer hovedansvaret for Iraks opløsning og for de uhyrligt tragiske problemer og menneskelige lidelser som følge deraf. Indrømmelsen ville bestyrke erkendelsen af den danske Irak-deltagelse som en grufuld fejltagelse.
Regeringen ville derfor hellere lade, som om der ingen risiko måtte være for irakerne ved at blive tvangshjemsendt eller lade sig betale for at rejse hjem. Hellere lade, som om irakerne selv var ansvarlige for deres prekære, uvisse og menneskeligt nedbrydende situation.
Men den forløjede tale om "konstruktivt samarbejde" eller "dialog" med irakiske myndigheder om irakernes tilbagevenden - til trods for at de irakiske myndigheder igen og igen sagde nej dertil med henvisning til sikkerhedsrisikoen - gør irakernes fortvivlende situation i asylcentrene til en om muligt endnu sortere skamplet for os. Den bør og skal vi ikke tåle længere.
Vi må ikke acceptere, at disse mennesker - der reelt er kommet i en forfærdende klemme, som vi paradoksalt selv holder dem i her i landet som følge af en krig, vi selv medvirker i - bliver holdt som gidsler for en krigsdeltagelse, der for længst har vist sig at være en smertende fejltagelse.
Derfor skal irakerne gives fri til at leve her, når og hvis de vil det. Og have den nødvendige hjælp til at komme i gang med det. Eller hjælpes til at vende tilbage til Irak, når og hvis de af egen vilje vil det. Hvad de vil, må være deres valg - uanset hvad valgene måtte koste for os.
Regeringen har hidtil nægtet at gøre det muligt for dem og har tværtimod arbejdet imod det.
Krav om amnesti
I dag kl 13.30 afleveres op mod 100.000 underskrifter til dronningen og Folketingets Udvalg for Udlændinge- og Integrationspolitik med krav om generel amnesti nu til ikke bare de afviste irakiske asylansøgere, men også til mennesker fra Kosovo, Iran og Somalia.
Lad os håbe, at der kommer hul på den betændte byld med det.
Underskriftindsamlingen blev desværre startet, før vi vidste, hvad vi efter Informations artikler nu ved om baggrunden for irakernes langvarige ophold på asylcentre her i landet. Vi ved, at der er den særlige og tragisk tungtvejende grund til rejse kravet om deres frigivelse, at vi med vores deltagelse i Irak-krigen sammen med USA er særligt meddelagtige i deres fortvivlede situation.
Samvittigheden tvinger os til at forlange dem frigivet nu. Og hvis det officielle, politiske Danmark ikke vil give irakerne fri og lade os tage imod dem, må der overvejes nye initiativer i kølvandet af underskriftindsamlingen. Som borgere må vi i det mindste kunne finde ud af at stå sammen om at udvise så meget civilcourage, at vi laver en landsomfattende pengeindsamling, der skal gå til, at irakerne efter deres frigivelse kan hjælpes på vej til at leve sammen med os.
Mon regeringen og Folketinget vil sætte sig imod at slippe dem fri, hvis en stor pengeindsamling og vores rundhåndede vilje til at bidrage til det af egen pung udtrykker befolkningens ønske om det?
Og mon regeringen og Folketinget vil undlade at følge op på en pengeindsamling, der næppe kan betale alt, hvad der følger i hælene på frigivelsen, ved at bevillige penge nok til den nødvendige integrationsindsats, der selvfølgelig også skal til?
Helge Rørtoft-Madsen er fhv. sognepræst, og Ulla Rørtoft-Madsen er tidl. indvandrerlærer
