Regeringens modsatrettede oplysninger om forhandlingerne med den irakiske regering får nu Ny Alliance til at afkræve svar fra både Anders Fogh Rasmussen (V) og udenrigsminister Per Stig Møller (K).
"Jeg vil gerne høre statsministeren om, hvornår der har været forhandlinger med den irakiske regering. Der er så meget, der er uklart," siger NA-formand Naser Khader.
Han vil derfor bede om en redegørelse for de forhandlinger, der har været mellem den danske og irakiske regering om hjemsendelsesaftaler for de afviste irakere.
I de seneste dage har Information kunnet beskrive, hvordan integrationsminister Rikke Hvilshøj (V) har følt sig først fejlciteret og dernæst misforstået, og de tvetydige meldinger har ifølge Informations oplysninger gjort Venstres ledelse vred. Men trods integrationsministerens gentagne forklaringer, er forvirringen fortsat stor, mener Khader:
"Der er blevet sagt så meget forskelligt, at man blive totalt forvirret. Vi har også haft besøg af den irakiske udenrigsminister og andre højtstående ministre fra Irak, og jeg vil gerne høre, om man har drøftet spørgsmålet med dem, og hvad der er kommet ud af det. For jeg hører forskellige meldinger," siger han.
Offentlig forklaring
Og det initiativ mødes med åbne arme af både S og R.
"Det er glimrende, at vi får en afklaring. Der er nogle store problemer i, at integrationsministeren har sagt, at grunden til, at vi ikke kan få en ordentlig asylpolitik, er, at der er signaler om snarlige hjemsendelsesaftaler. Nu får man indtrykket af en minister, som reelt ikke har informeret godt nok," siger integrationsordfører Sophie Hæstorp Andersen (S).
Den radikale integrationsordfører, Morten Østergaard, har kaldt både Rikke Hvilshøj og Per Stig Møller (K) i dobbelt åbent samråd. Trods integrationsministerens seneste forklaringer, mener Morten Østergaard, at hendes håndtering af sagen har vist: "At hun har et kæmpe forklaringsproblem. Når man efter min mening manipulerer med offentligheden, skal det også afklares i det offentlige rum," siger Morten Østergaard, der også vil afkræve regeringen svar på, om den 'har nogen form for rimelig formodning om at kunne sende folk fra Central- og Nordirak hjem':
DOKUMENTATION
Mindst 21 gange svarer myndighederne i Bagdad ‘nej‘ til en aftale om tvangsmæssige hjemsendelser af afviste asylansøgere til det centrale og sydlige Irak. Alligevel taler integrationsminister Rikke Hvilshøj (V) stadig i oktober 2007 om ‘en god og konstruktiv dialog‘, der omfatter netop irakere fra det centrale og sydlige Irak.
"Så bliver det aktuelt at drøfte, hvad man stiller op med dem, der stadig sidder i centrene," siger han med henvisning til, at kun de svage familier med børn vil få tilbuddet om at bo uden for centrene.




