Hvor længe endnu, Fogh og Hvilshøj?

Det mest beskæmmende ved den danske regerings håndtering af sagen om de 472 irakiske asylansøgere er, at de bittesmå indrømmelser til medmenneskeligheden, der er givet siden foråret, er givet nødtvungent. Af taktiske grunde. Regeringen er usvækket i det synspunkt, at irakerne ingen ret har til at være i Danmark og snarest skal rejse hjem til deres kaotiske, krigshærgede og voldsprægede land i opløsning. Man har kun flyttet sig en anelse, fordi presset fra læger, psykologer, flygtningeorganisationer, underskriftindsamlende borgere, demonstrerende bedsteforældre, en samlet opposition samt kritiske røster i egne rækker er blevet ubærligt. Og fordi medier - heriblandt Information de seneste dage - har afsløret, hvor groft integrationsminister Rikke Hvilshøj har misinformeret Folketing og offentlighed om ikke-eksisterende forhandlinger om hjemtagning af flygtningene fra det centrale og sydlige Irak.

Gårsdagens forslag fra regeringen om, at afviste irakere, der har børn og har siddet tilpas mange år i et asylcenter, kan få lov at flytte udenfor, kan give en lille lettelse for de i alt 60 berørte familier. At børnene kommer i skole, giver håb om, at den fortsatte psykiske nedbrydning af dem kan bremses. Forældrene derimod skal fastholdes i meningsløs og selvværdsødelæggende uvirksomhed, fordi alternativet - at give dem lov til at arbejde - ville være "at belønne det at modsætte sig tilbagesendelse", som Anders Fogh Rasmussen udtrykte det i går.

Regeringens overordnede postion i sagen er således uændret: De 472 skal ud. Tilbage til Irak. Jo før, desto bedre.

I realiteten handler det ikke om de 472. De er blot gidsler. Gidsler for verdens strammeste udlændingepolitik, som afspejler, at danskerne er sig selv nok. Et af verdens allerrigeste lande, sågar et af verdens lykkeligste, siges det, men uden menneskeligt overskud til at hjælpe nødstedte mennesker, hvis tilværelse er blevet knust af en krig, vi var med til at starte.

For hvis Danmark hjælper de 472 til tryghed og en fremtid her i landet, så kan det ifølge regeringen blive svært at holde døren lukket for de mange, mange flere nødlidende, som også er krigens ofre, Som beskrevet i dagens avis er der 2,3 mio. fordrevne irakere internt i Irak og op mod 2,5 mio. i nabolandene. Deres antal vokser, deres situation bliver stadig mere desperat, og appellerne fra FN til Vesten om at åbne dørene og yde hjælp bliver stadig mere indtrængende. Sidste år nåede 20.000 flygtende irakere frem til Europa - Sverige tog imod halvdelen, 500 bankede på i Danmark, men kun 13 har fået asyl. I år venter FN en fordoblet flygtningestrøm til Europa, men Danmarks dør forbliver lukket. Det eneste, regeringen vil overveje, er at sige ja til 66 særligt sårbare kvoteflygtninge, som FN appellerer til os om at genbosætte. Samt til en del af de tolke og andre irakere, som direkte har sat livet på spil for den danske bataljon i Basra.

Danmarks dør blev lukket med et brag, da regeringen og Dansk Folkeparti i 2002 afskaffede de facto-flygtningebegrebet og krævede, at asylansøgere skulle være individuelt forfulgte for at opnå flygtningestatus. At enhver iraker fra det centrale og sydlige Irak i dag lever i konstant livsfare, er siden 2002 bortdefineret som gyldig asylgrund. Og dog. Hvis regeringen ville, kunne den sagtens bruge gældende regler til at give irakiske flygtninge beskyttelse. Det hedder i de gældende regler, at "der gives således opholdstilladelse til de asylansøgere, der risikerer dødsstraf, tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, hvis de vender tilbage til deres hjemland." Umenneskelig eller nedværdigende behandling - mere præcist kan levevilkårene for de fleste irakere i dag ikke beskrives. FN siger da også i sine aktuelle retningslinjer til asyllande, at "med den allestedsnærværende og ekstreme vold og krænkelse af menneskerettigheder i det centrale og sydlige Irak, bør frygten for overlast, som udtrykkes af irakiske asylsøgere fra disse dele af landet, normalt betragtes som velbegrundet". Altså som gyldig grund til flygtningestatus.

Det vil Rikke Hvilshøj og Anders Fogh Rasmussen ikke godtage. "Det er vurderet, at der ikke er grundlag for asyl," gentog Hvilshøj for 117. gang, da hun blev presset i gårsdagens avis. Ministeren har med 10 måneders forsinkelse indrømmet, at der ikke foregår og tilsyneladende aldrig har foregået nogen forhandling med Bagdad om tilbagesendelse til det centrale og sydlige Irak. Konsekvensen er, at der ikke er nogen reel udsigt til, at de afviste irakere kan vende hjem. Nogle af dem har nu levet som afviste i fem, seks, syv år, og som det ser ud i Irak, kan der let gå yderligere fem, seks, syv år.

Derfor står det spørgsmål tilbage, som Hvilshøj og Fogh Rasmussen har fået igen og igen: Hvor længe vil regeringen tage ansvar for, at de irakiske asylansøgere skal vedblive med at leve et liv - i eller uden for lejrene - i uvished, uden fremtidsperspektiv, uden ret til at bidrage til det danske samfund?

Lige så mange gange Hvilshøj og Fogh Rasmussen har fået spørgsmålet, lige så mange gange har de svaret udenom. Fordi svaret ikke tåler dagens lys. Selv ikke i Danmark.