Vælgerne spræller snart i nettet

SF overrasker ved at holde den første valgtale i et kosteskab, Ny Alliance ser tissetrængende ud, og De Konservative inviterer sørme til sølvbryllupsfest. Det viser denne dugfriske analyse af partiernes valgkampsudtryk på internettet

Efter valgets udskrivelse kl. 13.08 i går gik der ikke mange minutter, før de politiske partier havde iklædt sig valgets gevandter på deres hjemmesider.

Hemmeligheden bag den hurtige udrykning afslører SF's formand, Villy Søvndal, i den to minutter lange, råt udseende dogmevideo kaldet 'Villy byder valget velkommen', der pludselig er dukket op på venstrefløjspartiets hjemmeside.

"Aldrig har SF været så velforberedt til en valgkamp," siger han stakåndet til kameraet, som tilfældigvis har fanget ham i det indre af et kosteskab.

Jo, det er et bånd, der taler. Sikkert indspillet i god tid, for den lille peptalk henvendt til vælgerne og SF's praktiske grise med ørerne i valgkampmaskinen holder sig til generelle vendinger.

Også Margrethe Vestager, der personligt blev overrasket med valgbukserne nede under en udlandsrejse i går, havde på forhånd forberedt en båndet tale, der straks er lagt op på radikale.dk. Hun står ikke som SF'eren i et kosteskab, men foran et fornemt kontorvindue på Christiansborg, hvor hun ligner en million, mens hun docerer og gestikulerer over partiets nye valgslogan, 'Bæredygtig fremtid'.

Fest og flakkende blikke

Også Enhedslisten har tænkt på en valgkampside, men det er foreløbig blevet ved tanken. På sin ordinære hjemmeside lover partiet at valgkampen "vil være oppe og køre meget snart". Til gengæld inviteres samme dag, som valget udskrives, til valgkampfest kl. 17 på Gråbrødre Torv i København. Information har ikke haft tid til at sende en reporter derhen, men vi er sikre på, at partiets støtter har smøget ærmerne op og taget tørklæderne på, så man er klar til den forestående kamp.

Ny Alliance møder meget mere velforberedt frem på nettet end Enhedslisten, men alliancen Khader-Seeberg-Samuelsen har vel heller ikke bestilt meget andet end at forberede sig, siden partiets dannelse. I lyset heraf virker det besynderligt, at trekløveret på hjemmesiden præsenterer sig ret kikset med et fælles portrætfoto, hvor det ikke lykkes dem at kigge samme vej, og hvor Gitte Seeberg ligner en trængende, der spejder efter nærmeste aftrædelsessted.

Så er der sandelig mere fodslag over Det konservative Folkepartis gruppebillede af partiets ministre, der nøje efterligner opstillingen ved et sølvbryllupsselskab i Gentofte, hvor herrerne efter fotograferingen i palæhaven har damerne fint til bords.

Partiformand Bendt Bendtsen (K) udtaler i anledning af valgets udskrivelse følgende, som godt kan gå hen at blive en rigtig ørehænger:

"Det Konservative Folkeparti er garanten for, at Danmark holder sig på sporet."

Og på måtten, kunne man tilføje, efter at have set det stilige fotografi af ministerholdet.

Sanselige løfter

Hvad der holdes på i et billede på Socialdemokraternes hjemmeside, hvor man opfordres til at støtte partiet ved at købe aktier i samme, er svært at få rede på. Billedet viser en mand fra ryggen. Han holder en rose skjult på sin ryg, mens en smuk kvinde (mørkhåret og derfor næppe forkvinde Helle Thorning-Schmidt) maser sig ind til ham, mens hun kaster et kælent blik til alle os ude i virkeligheden. Det er såmænd ikke til at se, hvad hun holder i hænderne.

Man forstår, at den hidsigt parfumerede stil skal gøre op med mange års omdømme som betonpartiet for bredvommede og dermed bane vejen for Danmarks første kvindelige statsminister. Spørgsmålet er, om sådanne billeder viser vælgerne vej til stemmelokalet eller snarere undertøjsafdelingen i Magasin.

Og så er der selvfølgelig valgets årsag, Venstre. Dette partis hjemmeside har valgt at overraske alle ved at lægge næsten samme strategi som Enhedslisten: Man lover snarligt at vende tilbage med et ændret udseende. Men man kan allerede læse blog-indlæg om valgets udskrivelse. Da Information var inde på siden kl. 13.40 i går var der imidlertid sket det forfærdelige, at to personer i sobert sprog ønskede "Fogh af pinden". Men to timer senere var disse kritikere redigeret bort, og samtlige bloggere ønsker nu i rygklappende kor Anders Fogh Rasmussen til lykke med det forventede genvalg.

Venstre kan bare det der med spin.


Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her

Kommentarer

Hvad sker der dog med Information !.

I bliver bare ved og ved i ved!, og så er jeg enda kun lige begyndt at læse i dagens avis

Først Krarup , så Meyer Carlsen , så svineriet fra "Ornen" idag og så dette usmagelige forsøg på at være morsom på andres bekostning

Det er IKKE morsomt og det er IKKE satire, det er bare dumt , barnligt og pinagtigt at læse.

Hvad har dettte egentlig med politik at gøre ? Er det en analyse? Hvad kan vi bruge dette til ? Er det misundelse over ikke at være med hvor det sker? Får man penge for at skrive den slagt ligegyldigheder? Hvorfor tror I at det er den slags vi ønsker at læse? Er det en intern konkurence om at være mest plat.? Hvorfor kalder Information sig den mindst ringe, når det modsatte tydeligvis er tilfældet? Hvad kan vi bruge det til, udover at spilde vores allesammens tid?

Information kandidatere sig voldsomt til at være den mest ringe avis og det endda på rekord tid!

Det er med sorg i sinde at vores veje skilles, men vi har idag besluttet at opsige vores abnn på Information! Det på trods af flere års abonnement.

.Vi har i vores familie, i enighed,- besluttet at Information ikke mere er i stand til at dække vores behov for nyhedsformidling.

Ikke fordi vi har forandret os, men fordi der på Information desværre er sket en betydelig højredrejning i dækning af det politiske stof, foruden der er satset på nogle emneområder der kun har interesse for særlige mål grupper, særligt i det seneste år. Der er således blevet mindre og mindre læsestof der er relevant for os.. Og det øvrige, til dels undelødige indhold, gør at vi ikke mere er stolte over at være læser af avisen (Se f.eks dagens avis)

Dette behov for at have noget konstruktivt at læse, må vi så finde andre steder , og et godt alternativ bliver Politiken, som på det seneste har udviklet sig i en positiv retning. Den er virkelig proppet med rimelige politiske uafhængige politiske analyser, og dybdeborende artikler,- det være sig indland og udland. Tydeligvis er der flere rigtigt dygtige jounalister ansat, jounalister der også kan være morsomme og håndtere satire, uden at være ondskabsfulde.

At Politiken i forbindelse med den spændende valgkamp har et godt tilbud til nye abonnenter , må så kun siges at være et plus.

Farvel og tak for denne gang.

Erik Jensen: Mens du er i gang med at skaffe et nyt avisabonnement, kunne du måske tegne et abonnement på humoristisk sans. Det lader til at du har mere brug for det end en anden avis.