Der er en slående ensartethed over Foghs valgudspil i 2007 og udspillet i 2005, som sikrede Fogh en anden regeringsperiode: Dengang var Foghs udspil en samlet milliardudbygning af velfærd, nye velfærdsreformer og en dramatisk invitation under valgkampen til et globaliseringsråd, omfattende også fagbevægelsen.
Denne gang har Fogh så også flyttet sig i klimapolitik og på det seneste i forhold til asylansøgere.
Projektet er uændret: Han vil - med den stramme udlændingepolitik som bagtæppe - udplacere sosserne ved at tage deres projekt:
Fogh betonede i sin valgudskrivelsestales første afsnit med styrke samarbejdet med fagbevægelsen om kvalitetsreformen i form af trepartsforhandlinger. Fogh vil fremstå som velfærdens stabile forvalter - som sikrer bredden gennem samarbejdet med fagbevægelsen om en modernisering af velfærden på fortsat højt niveau.
Han tager æren for seks års velstand, lavere ledighed, styrket konkurrenceevne - med en international højkonjunktur i ryggen.
Fogh vil gøre valgkampen til en tvungen, kort pause i en krævende, men nødvendig moderniseringspolitik.
Fogh vil især søge at udnytte frygten for ustabilitet - truslen om overbud og gavebod - på et tidspunkt, hvor vigende huspriser og truende tendenser i verdensøkonomien er mørke skyer på horisonten, og hvor det seneste års mange udmeldinger om lønkrav i den offentlige sektor måske også har foruroliget store dele af midter-vælgerne.
Pointen er klar. Selv om Helle Thorning med en konsekvent og dygtig satsning på velfærdsudspil på konkrete velfærdsområder "slår Fogh", har Fogh i alle målinger vundet hver gang, når spørgsmålet blev stillet om, hvem der bedst kunne 'sikre velfærdssamfundet i fremtiden', altså velfærdens bæredygtighed.
Og Thornings grundformel, "velfærd frem for skattelettelser", er svækket af tirsdagens vedtagelse af skattelettelser, som er beskedne og i det store og hele finansierede af anden skatteregulering og afgifter - og i øvrigt identisk med Lykketofts skattemodel fra 2005. Det er en tvetydig markering nu at love at fjerne disse lettelser igen under en S-regering - især når man her er uenig med R.
De stærke kvinder
Valgkampens massive usikkerhedsmoment er det store antal usikre vælgere, mellem 20 og 25 procent, som endnu ikke har taget stilling, og som vil påvirkes af selve valgkampens forløb.
Helle Thornings chancer har fra starten været fornyelsen, en ny slags politiker, Danmarks første kvindelige statsminister.
Indtil dato tyder meningsmålingerne ikke på, at hun har kunnet udnytte dette potentiale. Men hun har måttet bruge mange kræfter på at få styr på de indre linjer og fik vellykket sat en velfærdsdagsorden, der for et år siden gav hende et godt kommunalvalg og et flertal i meningsmålingerne i en kortere overgang. Nu skal hun vise, hvad hun rummer af personlighed og personlig gennemslagskraft i en benhård valgkamp. Vigtigt er det nu, at hun stiller op sammen med en begavet ny og troværdig jævnaldrende kvinde, Margrethe Vestager. Det er Foghs største risiko. Det er stærke og sympatiske, moderne kvinder, der maksimalt kan udfordre Foghs maskuline "kynisme", hans skygge-side som den intelligente manipulator i en patriarkalsk karikatur. Understreget af det gustne overlæg bag valgudskrivelsen i utide.
Thornings bedste allierede er nok de socialdemokratiske borgmestre, der kan fastholde, at skattestop nødvendiggør velfærdsnedskæringer.
Men Thorning skal have en massiv fremgang for at kunne udnytte opbruddet i det politiske mønster. Samtidig risikerer støtten fra Margrethe Vestager at koste de radikale den fremgang, som formandsskiftet i sommer ellers gav partiet, da Ny Alliance havde sendt det til tælling under Jelved. Til gengæld må de radikales valg gavne Ny Alliance, som får en nøglerolle.
Og regeringens modstandere risikerer betydeligt stemmespild, fordi Enhedslisten er i Asmaa-krise.
Fogh står uhyggelig stærkt i udgangspositionen, men usikkerheden er reel.
Regeringsmuligheder
Fogh understregede ikke overraskende, at VK-regeringen bliver siddende efter valgets udskrivelse, og det betyder, at regeringen kan forhandle bredt om et nyt regeringsgrundlag næsten uanset valgresultatet, hvad der sådan set gør Khaders melding om at pege på Fogh som forhandlingsleder til en symbolsk formalitet.
Her er det værd at bemærke, at Fogh efter sidste valg ikke ville inddrage Dansk Folkeparti i forhandlingerne om regeringsgrundlaget trods hede bønner. VK kan tilsvarende vælge blot selv at fremlægge sit eget regeringsgrundlag efter et valg, blot de kan sandsynliggøre, at der ikke på forhånd vil være noget flertal imod. Men det synes meget nærliggende at antage, at Fogh vil tilbyde Khader og måske endnu en NA'er at indtræde i regeringen. En sådan regeringsudvidelse kan blive en belastning for Khader, hvis ikke der reelt er andre flertalsmuligheder end VKO-NA. Men opstår et VK-R-NA-flertal ( og det er tæt på i de seneste målinger) kan der opstå muligheder, som Fogh vil vide at udnytte. Og Vestagers melding i går var ikke et nej til denne mulighed.
Det vil være et markant skift fra den stabile samarbejdslinje over for VKO, men Fogh er fleksibel. Han vil i almindelig politisk forstand bevæge sig ind mod midten, hvis han udskifter Dansk Folkeparti med Ny Alliance og de radikale, men reelt vil han fjerne sig fra den effektive udplacering af sosserne, som netop det tætte forbund med de "gammel-socialdemokratiske" folkepartister muliggjorde.
Til gengæld vil Fogh med K, R og NA kunne skabe en skattereform, der markant reducerer skatten på arbejdsindkomster og afgørende nuancerer det billede af ham, som Danmarkshistorien vil tegne.
Den stramme udlændingepolitik, som var en afgørende forudsætning for Foghs sejr i 2001, er i dag nærmest omfattet af national konsensus og vil spille en mere tilbagetrukken rolle i valgkampen - undtagen for Dansk Folkeparti. Selv de radikale har under Vestager nedtonet kritikken af den centrale, stramme udlændingepolitik, som Naser Khader klart støtter - med 24-års-reglen som nøgle-eksempel. Vestager har set, hvordan Jelved ved en kompromisløs modstand mod udlændingepolitikken isolerede sig totalt politisk.
