SEMDINLI - Ikke alt er, som det ser ud i konflikten mellem Tyrkiet og dets kurdere. Det ved de alt om her i Semdinli, hvor en af de mest bemærkelsesværdige og ildevarslende begivenheder i nyere tyrkisk historie fandt sted. Begivenheden betegnes som vendepunktet i demokratiseringen af de kurdiske områder, og dermed begyndelsen til den deroute, der er endt med de meget nærværende trusler om en tyrkisk invasion af Nordirak.
Semdinli ligger i det absolut yderste hjørne af Tyrkiet med Irak og Iran et par kilometer mod henholdsvis syd og øst. På en efterårsdag som i går lå temperaturen på den lune side af 20 grader, og himlen var blå, selv om skyer lå og lurede i horisonten over Iran. De kunne dog ikke lige sådan komme over på den tyrkiske side, for bjergtinderne strækker sig helt op i seks kilometers højde.
Fordi byen ligger i de urolige områder omkring den irakiske grænse, er politi og militær på vagt. De 55 kilometer mellem byerne Yüksekova og Semdinli er afbrudt af tre militære kontrolposter, der minutiøst undersøger de rejsendes legitimation. Udlændinge mødes med stor mistænksomhed, og der gik derfor ikke mere end fire minutter, fra Informations udsendte var stået af minibussen i Semdinli, før to civilklædte betjente kom ud af det blå for lige at tjekke, at alt nu var, som det skulle være.
Det var det, men det afholdt ikke betjentene fra lige at gøre opmærksom på, at man nu befandt sig i et meget usikkert hjørne af landet, og at politiet derfor ville være til stede under hele opholdet i byen - om end på passende afstand.
Attentatmand fanget
De færreste ville formentlig have hørt om dette lille hjørne af Tyrkiet, hvis ikke det var for de to håndgranater, der blev kastet ind i Seferi Yilmazs boghandel den 9. november 2005. Seferi selv overlevede, det gjorde hans nevø ikke, men hans onkel slap med skrammer. Det er der intet usædvanligt i. Der eksploderer mange små bomber og miner i denne del af Tyrkiet, uden at resten af verden eller bare Tyrkiet for den sags skyld tager notits af det.
Men i modsætning til mange af de andre eksplosioner lykkedes det Seferi Yilmaz og en stor gruppe borgere at fange attentatmanden, der søgte tilflugt i en bil. Gruppen omringede bilen og holdt de to mænd i den tilbage, til politiet kom. Allerede inden myndighederne nåede frem, blev det imidlertid foruroligende klart, at myndighederne allerede var til stede, for som den ene af mændene sagde til Semdinli-borgerne:
"Vi er fra sikkerhedsstyrkerne".
Tyrkiet gik kort efter i chok over afsløringen af de to militærofficerer, der udover at kaste håndgranater mod en boghandel også havde en lang liste med navne på lokale folk, der i råd eller dåd havde støttet fredsbestræbelser eller pro-kurdiske aktiviteter. Listen inkluderede navnet på en mand, der allerede var død under mystiske omstændigheder kort forinden, og med angrebet på Seferi Yilmaz var det svært at se listen som andet end en liste over folk, der skulle udryddes.
På det tidspunkt var Sydøsttyrkiet kommet ud af en årelang undtagelsestilstand, og den nyvundne stabilitet og begyndende økonomiske fremgang havde givet håb om en løsning på kurder-konflikten. Men med Semdinli-affæren begyndte kurderne i området at miste troen på, at forandringer var på vej. For kurderne var det ikke nyt, at de mistænkte folk i militæret for at være aktive i kampen mod kurdisk fremgang, men det var nyt, at de fik så håndgribeligt bevis.
"Der kommer vold, hver gang kurder-spørgsmålet står foran en løsning. Det udsætter så løsningen, og militæret holder sig beskæftiget," siger Emin Sari, en prominent lokal pro-kurdisk politiker, der også stod på udslettelseslisten.
Den dybe stat
Han var på den ene side rystet over angrebet på boghandlen, men på den anden side ikke så overrasket. Han anklager ikke de enkelte soldater for at have noget med sagen at gøre, men mener i stedet, at det er den berygtede 'dybe stat', der står bag. Den dybe stat er en tyrkisk betegnelse for et hemmeligt netværk af embedsmænd, sikkerhedsfolk og militær-officerer, der helt uden for lov og ret kører deres egen politiske dagsorden til fordel for konservativ kemalisme og fortsat militær indflydelse på tyrkisk politik.
"De højere rangerende officerer kendte til angrebet, for der gik kun fire minutter, før de kom," siger Emin Sari.
Manden der var mål for angrebet, Seferi Yilmaz, har siddet 15 år i fængsel for påstået medlemskab af det forbudte PKK. Han mener selv, at han blev valgt som mål, fordi myndighederne på den baggrund bagefter ville kunne påstå, at han havde siddet og bygget en bombe, der gik af ved et uheld. Så havde ingen nogensinde fundet ud af, at der var officerer indblandet.
I dag har han bygget sin boghandel om, så den også er museum over angrebet. Tre montrer viser bøger, der er sodede og ramt af granat-splinter, loftet er stadig plettet af splintehuller, og i gulvet ligger to glasplader over de huller, håndgranaterne efterlod i fliserne.
Museet er også mindestue for de, der døde. For udover den døde nevø døde også to forbipasserende, der stod og iagttog opklaringsarbejdet omkring de to officerers bil. Mens de to sammen med en masse andre dannede kødrand om bilen, kørte en soldat forbi i sin bil og skød og dræbte to tilfældige. Det er i hvert fald den historie, borgerne i Semdinli fortæller. Retten i provinshovedstaden Hakkari mente noget andet og frifandt soldaten.
For Østtyrkiets kurdiske indbyggere blev Semdinli begyndelsen til enden på optimismen. I løbet af de sidste to år er konflikten mellem PKK og den tyrkiske hær langsomt eskaleret op til det nuværende niveau, hvor Tyrkiet har mistet omkring 40 soldater på en måned og PKK endnu flere.
"Det er den dybe stat, der får det til at ske. Det er dem, der trykker på knapperne," siger en journalist i Yükse-kova.
Som de fleste andre her på egnen, er han ikke i tvivl om, at det er militæret, der provokerer PKK med angreb, og ikke omvendt.
