Nu har jeg ikke røget i et godt stykke over en måned, og det er klart, at det har sine konsekvenser. Det er sådan set ikke, fordi jeg er holdt op med det efter snart 50 år. Jeg er bare ligesom ikke begyndt igen efter et angreb fra en brutal og afstumpet virus, der først satte sig i øjet, derefter i bronchierne og sidst i gummerne.
Det er pibe, jeg ellers ryger, og med de nye tiltag og forordninger er piberygerne måske dem, der bliver hårdest ramt. Det er jo sandt nok, som min kone siger, at pibe er noget, man sidder og nyder om aftenen i sin smoking ved kaminen med et glas god cognac i hånden og en revolutionær bog måske. Men det er også, som læsere af Conan Doyles romaner om den narkotiserede dandy Sherlock Holmes vil vide, et godt middel til mere end periodisk koncentration, når svære mysterier skal finde deres logiske løsning, hvilket på en måde er, hvad der sker, når man skriver, og det er jo det, vi forfattere gør. Ikke, Nielsen ? Hvordan går det med albuen ?
Tilbage til piberygernes specielle problemer. Det er jo mere indviklet at få og holde ild på sådan et stykke kunsthåndværk, end det er at sætte ild til en cigaret, som man jo sådan set ikke behøver gøre noget ved, fordi den ryger sig selv, sikkert på grund af visse substanser, som cigaretfabrikanterne har blandet i tobakken, hvis det da ikke er papiret.
Piben skal stoppes, og det skal gøres ordentligt. Også personligt.
Der findes ikke to ordentlige piberygere, der stopper deres piber ens, og forskellige piber kræver ligeledes forskellig stopning. Mange af de mere aristokratiske piber kan være ganske specielle og ligefrem have en slags nykker, ligesom man heller ikke uden videre kan se på en pibes pris, for eksempel, om den hører hjemme i aristokratiet, altså det egentlige. For selvfølgelig kan man da vælge sine piber efter prisen, men man kan også vælge dem efter andre kriterier.
Visse pibemærker er da normalt bedre end andre, de italienske fra Savinelli eller de irske fra Peterson har i de senere år været mine favoritter, og jeg faldt voldsomt i staver her i eftermiddags, da jeg kom forbi en finere pibeforretning, hvor temmelig mange af netop den slags kunne ses i vinduet og, som det ofte er tilfældet med piber, på væggene. Op og ned i lange rækker, krumme og lange, med ringe og uden, korte, brede, lette og tunge.
Stop nu det gøgl
Selv om jeg ikke ryger for tiden, giver sådan en butik adgang til områder af bevidstheden, der muligvis, vil jeg mene, ikke er tilgængelige for ikke-rygere, og måske heller ikke for folk, der bare kæderyger cigaretter eller mondænt blaserer sig med cigarer, eventuelt fra egen humidor i inderlommen.
Piberygning er en proletarisk beskæftigelse. Det er, fra gammel tid, en bonde- og arbejderting, samtidig med at den altså som ovenfor beskrevet kan have sine intellektuelle egenskaber og konsekvenser.
Storm P røg som bekendt piber, og ligesom alle andre har jeg i mine yngre dage siddet og kroet mig med en af de store, gule, svungne kalabasmodeller, den krøllede humorist oftest lod sig forevige med. Ligesom jeg, da det endnu kunne lade sig gøre, var i besiddelse af indtil flere af de rigtig gamle langpiber, som vore bønder satte sig og pulsede på, når der kom et par guldaldermalere forbi.
Men ellers har det mest været nogle, man kunne sidde med i munden, mens man sad og hamrede i skrivemaskinen.
Hvis der er noget i det her, der danner vane, er det der, det sidder. I situationen. I det, man bruger det til. Tobakken. Piben. Ritualet.
Jeg ved ikke, hvordan det kan gå til, men nu er jeg begyndt at kunne skrive uden at have en brændende pibe i munden, og det bekymrer mig da lidt.
For det er jo blevet sådan, at pæne mennesker ikke længere ryger, mens rygerne (man kan se det på fjernsynet) samles stadig grimmere, med bumser og deller og sorte rande over det hele, med fedtet, ulækkert hår og stinkende ånde og frakker, dels på revolutionære værtshuse, hvor man ikke ønsker at opgive den last, der har holdt en nogenlunde ved hosten gennem så mange år, og dels på fortove, hvortil Amerika endnu ikke har bredt sig, for i Amerika må man kun ryge i sin bil. Det er blevet sådan, og det er tydeligere nu, end det nogensinde før har været, at man ligesom tvinges til at vælge side, selv om det er åndssvagt og i virkeligheden totalt ligegyldigt, om folk, inklusive en selv, ryger eller ej.
Rygerne er de smukkeste, fordi de dør i morgen, og den pæne grimhed vil leve røgfrit videre for evigt.
Sådan ser det ud, Nielsen. Sådan er det.
Bent Vinns forfatterkollega Peter Laugesen vikarierer i denne uge for Bent Vinn Nielsen, der fortsat har brækket en arm.
