De europæiske vælgere er fuldkommen ligeglade med EU

De europæiske vælgere er bedøvende ligeglade med EU. Men stærkt optagede af bl.a. deres børn, uddannelse, sundhed, arbejde og at kunne holde en ordentlig ferie, siger Andrew Moravcsik, verdensberømt EU-ekspert og professor ved det amerikanske Princeton University

Lederne. I sidste uge vedtog EU-s stats- og regeringschefer en ny traktat for Unionen. Her ankommer den britiske premierminister, Gordon Brown (forrest), sammen med EU-Kommisionsformand Barroso til et pressemøde en uge før vedtagelsen af traktaten.

Lewis Richard

"Hele forfatningsdebatten har været en fejltagelse lige fra starten. Og substansen i den tekst, der nu ligger, bliver en ratificering af status quo. Men jeg vil gerne understrege, at det er en fejltagelse, som er lavet med åbne øjne og helt bevidst. Der er masse af mennesker, som ønsker - mange af dybt idealistiske grunde - at det skal se ud, som om Europa gør store fremskridt. Men man skal ikke stikke sig selv blår i øjnene. Det er institutionel retorik."

Sådan indleder professor Andrew Moravcsik - verdensberømt amerikansk politolog, professor ved det prestigiøse amerikanske Princeton University og direktør for dets program for europæiske studier - svaret på det spørgsmål, Information har stillet ham over telefonen til et hotelværelse i Singapore, hvor han befinder sig i denne uge. Selv om han ellers er udlånt et år til universitetet i Shanghai.

Information har bedt professoren om en diagnose på det Europa, som han har betragtet og studeret gennem over 20 år. Hvordan står det til, efter at stats- og regeringscheferne tilsyneladende brød over to års konstitutionelt dødvande og vedtog en ny EU-traktat i sidste uge som afløser for den faldne EU-forfatning.

Moravcsik fortsætter: "Stats- og regeringscheferne har helt bevidst vedtaget en moderat pakke, som gør EU i stand til at fortsætte med at lave politik på den gammeldags måde. Det er vigtigt nok. Men det er værd at understrege, at det handler om det modsatte af det, konventet om forfatningstraktaten påstod. Det handler nu om ikke at mobilisere vælgerne i det europæiske projekt. Ikke om at gøre EU vedkommende. Ikke at godkende traktaten gennem folkeafstemninger. Overraskelsen for mig at se består ikke i dette. Overraskelsen var, da EU besluttede at have så lang en tænkepause, den såkaldte refleksionsperiode. Jeg bliver ved med at være overrasket over, at man til stadighed kan finde så mange mennesker i en del europæiske lande, og naturligvis i Bruxelles, som fortsat taler, som om de var hevet direkte ud af 1950'ernes idealistiske sprogbrug, når de taler om EU."

"Det er virkelig interessant, hvorfor disse mennesker findes, men omvendt kan man sige, at det er helt klart, at de ægte europæere, dem, der bærer fremtiden for den europæiske unions skæbne, ja, de befinder sig solidt i, hvad man kunne kalde den pragmatiske og realistiske lejr. Som f.eks. Danmark, Storbritannien, men også måske Frankrig og Tyskland."

EU rager dem en høstblomst

- De siger altså, at realiteten er pragmatisk og praktisk, men at diskursen ofte er ekstrem i forstanden idealistisk og føderalistisk, selv om det ikke har bund i virkelighedens EU. Men hvorfor denne diskrepans?

"Man må tilføje, at den anden ekstrem også findes. Europa-haderne, de fanatiske, som findes i rigt mål blandt britiske konservative EU-skeptikere. Og I har da vist også nogle i Danmark, som er meget bange for den europæiske superstat," svarer Moravcsik indledningsvist og fortsætter:

"Men svaret på dit spørgsmål er enkelt nok. Diskursen er i hænderne på ekstremisterne, fordi det enorme flertal af europæere er fuldkommen ligeglade med Europa. Der er nok plads til både idealistiske føderalister og EU-hadere, fordi alle de andre hverken har tid eller lyst til at ytre sig. Almindelige mennesker kerer sig ikke om Europa. Emnet keder dem. Det, almindelige mennesker eller vælgere interesserer sig for, er deres velfærdssystemer, deres børns skoler og videre uddannelse, sundhedssystemet i det land, de bor i, skatteprocenten, deres forbrugsmuligheder, deres arbejde og hvor de skal på ferie henne. En lille procentdel interesserer sig for forsvars- og udenrigspolitik og en lille, men voksende skare interesserer sig for miljøet. Det er muligvis det eneste emne, hvor EU er vedkommende. De mennesker, som virkelig er engageret i Europa, er meget få, men de har meget stærke holdninger."

- Det er ikke noget, man ofte hører EU-eksperter understrege så kraftigt...

"Næh," ler Moravcsik, "men man kan sagtens måle det. 70-90 procent af vælgerne synes, at det, EU laver, ja, det er da ok. De vil ikke ud af foretagendet, men de skriver heller ikke debatartikler om sagen i Le Monde. Problemet opstår, når man tvinger dem til at engagere sig. Når man forlanger mobilisering i form af folkeafstemninger. Så får man resultater, der intet har med EU at gøre. Men som handler om den siddende regering, om at man ikke kan lide præsidenten eller muligvis om andre EU-politikker end om traktaterne, som f.eks. i Holland og Frankrig, hvor folk stemte imod tyrkernes mulige indmeldelse i EU om 20 år. Det giver ingen mening overhovedet, " siger han og understreger sin pointe med at sige, at "EU jo heller ikke har noget at gøre med de spørgsmål, der kan mobilisere borgerne i de europæiske lande. EU beskæftiger sig mest med handelsliberalisering, landbrug, strukturudvikling, teknisk markedsregulering og udviklingsbistand."

- Hvad er så vejen fremad nu ?

"Europa har heldigvis nået et roligt stadie nu, et kompromis - forudsat at traktaten godkendes endeligt. Fremskridtene har ligget inden for udvidelsen med de østeuropæiske lande, den mest succesrige udenrigspolitiske og fredsskabende øvelse i verdenshistorien - vi amerikanere kan bare se måbende til; prøv lige at sammenligne med, når USA forsøger at bringe fred og velstand til andre dele af verden, og se hvordan det går... og jeg er meget fortrøstningsfuld, når det gælder fremtiden. Euroen vil stabilisere sig, Tony Blair vil blive præsident for Europa, udvidelserne vil fortsætte lidt endnu. EU vil gro på den inkrementalistiske og kedelige facon, der er en del af fællesskabets natur. Igen kan man sammenligne med USA. Vi kan ikke flytte en ledning i Nordkorea, uden at der er overskrifter i medierne over hele verden. Men se på EU. Man gennemfører gasrørledninger hen over kontinentet - super-betydningfuldt - uden at pressen rigtigt kommer i omdrejninger," smiler han igen og fortsætter:

"Men der vil ikke komme den der superstat. Naturligvis ikke. De sociale og velfærdspolitiske arrangementer i de europæiske lande bygger på omhyggelige og meget forskellige nationale kompromiser. Hvem vil vinde noget ved en europæisk socialpolitik eller arbejdsmarkedspolitik? Nogle argumenterer for, at jo, så skal danske arbejdere give penge til polske arbejdere, eller at det vil beskytte både polske og danske arbejdere mod globaliseringens negative konsekvenser. Eller at det vil gøre danskerne bedre til at konkurrere... og så videre. Men det er propaganda hele vejen igennem."

En drøm om EU-militær

- Men hvad så med f.eks. immigrationspolitikken. Tror De heller ikke, vi går imod en fælles EU-politik her?

"Jo måske på et vist praktisk plan, når det gælder om at holde en menneskestrøm ude fra Europas grænser. Men ikke når det gælder kvoter. EU kommer aldrig til at pålægge Danmark at tage 50.000 congolesere ind i landet. Det er ligesom med socialpolitikken. Det virker ikke. Helvede skal fryse til is, før suveræne nationalstater vil opgive deres suverænitet på de her områder. Der er simpelthen ingen chance for, at 27 regeringer vil få deres vælgere til at belønne en beslutning om, at EU skulle kunne fordele nationale kvoter for flygtninge," svarer Moravcsik bestemt, inden han slutteligt indrømmer, at han faktisk selv nærer en drøm om, at Europa ville hæve ambitionsniveauet et sted. På forsvarspolitikken:

"Det ville være både rart - og her taler jeg som amerikaner - og gavnligt for verden, hvis Europa kunne løfte mere effektivt og mere fælles her. Lad os se det i øjnene: Ingen har egentlig lyst til at forsvare Taiwan. Eller Sydkorea. Ingen har lyst til at rydde op efter en enorm tsunami. Men når det kommer til stykket, er det USA, der rykker ud. Hver gang. Der er kun to lande i EU, som har lidt at gøre godt med (Storbritannien og Frankrig, red.) Hvis EU kunne rationalisere sin brug af militære ressourcer og være mindre i lommen på de nationale forsvarsindustrier, der i dag bestemmer alt for meget, så ville det være godt. Men her ser EU-landene meget egoistisk på sagerne, og jeg er ikke optimist. Misforstå mig ikke. Jeg er ikke ude på at glorificere den amerikanske hang til at militarisere politiske konflikter. Men der foregår mange virkelig dårlige ting i verden. Og jeg ser kun EU som en mulighed, hvis USA skulle have hjælp til at gøre arbejdet. Det er en oplagt mulighed for EU. Men det er svært at se det for sig."

Fakta

Ny traktat. EU's stats- og regeringschefer vedtog i sidste uge en ny traktat for Unionen. De vigtigste nyskabelser er:

- Ny formandsstruktur med to-og-et-halvt-årlige ledelser. En ny stærk 'udenrigsminister'.

- Antallet af Europa-kommissærer skæres i 2014 ned til 18 medlemmer. Landene sidder i Kommissionen på skift.

- EU-landene får en 'musketer-ed' a la NATO's som gør dem pligtige at komme hinanden til militær undsætning, hvis et medlemsland bliver angrebet.

- Det nuværende stemmesystem vil i 2014 blive afløst af såkaldte 'dobbelte flertal', hvor en vedtagelse kræver 55 procent af medlemsstaternes stemmer i Ministerrådet, som samtidig skal repræsentere mindst 65 procent af befolkningerne.

- Traktaten vil indføre flertalsafgørelser på en række områder inden for retlige og indre anliggender, f.eks. strafferet, politisamarbejde, bekæmpelse af terror og international kriminalitet. Danmark bevarer imidlertid sine undtagelser, herunder det retlige samarbejde. Vi får dog mulighed for at omforme forbeholdet til et, der kun handler om muligheden for at bevare den stramme udlændingepolitik, men være med i resten.

- Udenrigspolitik, skat og budget skal fortsat vedtages med enstemmighed (vetoret).

- Europa-Parlamentet øger sin indflydelse på EU-lovgivningen, samtidig med at de nationale parlamenter får større magt til at blokere lovforslag i EU.

- En million EU-borgere kan gennem en underskriftsindsamling tvinge Kommissionen til at fremsætte lovforslag.

- Traktaten vil henvise til EU's charter om fundamentale borgerrettigheder, som dermed gør en lang række menneskerettigheder til en del af EU-lovgrundlaget.

- Den nye traktat har droppet ordet forfatning samt tanken om et EU-flag, nationaldag og en EU-hymne AG

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu