NEW DELHI - "Mr Sing? Tsk, tsk. No strong man". Akkompagneret af den karakteristiske indiske hovedrysten falder dommen hårdt over den indiske premierminister i Delhis Main Bazar.
Den aftale med USA om atomsamhandel, som Manmohan Singh gennem to år havde kæmpet næsten frem til mål, faldt i 11. time, da han i sidste uge måtte erkende, at Kongrespartiets støtter faktisk mente det, når de sagde, at de var imod.
Det har kastet den før så populære Singh ud i sin karrieres værste krise.
Et valg før tid er netop afværget, men det kostede et tilbagetog i forhold til den nukleare hjertesag. Det kommer man ikke ustraffet fra i indisk politik. The U-turn government lyder det nye tilnavn i medierne, mens A.K. Advani, leder af oppositionspartiet BJP, gentagne gange har udtalt, at affæren har garanteret Singh eftermælet som "den svageste premierminister i Indiens historie".
Der var ellers ikke sparet på hverken patos eller pro-aktiv attitude, da de to tunge i indisk politik, premierminister Singh og leder af Kongrespartiet Sonja Gandhi, i august gjorde fælles front i et forsøg på feberredning af den aftale, som de havde udset til at blive regeringens største politiske udebanesejr. Den sindige Singh holdt sin nok til dato mest følelsesladede tale, hvor han sammenlignede atomaftalen med de reformer, der i 90'erne satte gang i indisk økonomi og beskrev sin egen dedikation til nationens energiinteresser som "en søn af en mand, der droppede ud af skolen for at blive frihedskæmper".
Imens tog Sonja Gandhi jernhandsken på og kaldte modstandere af aftalen for "fjender af fred og udvikling".
Good cop, bad cop. Den strategi fejlede eklatant. Problemet var nemlig, at Sonja Gandhi talte om Kongrespartiets støttepartier, ikke mindst kommunistpartiet, CPI(M), med den stadig mere selvsikre Prakash Karak i spidsen. Han kvitterede ved at sige, at venstrepartierne i regeringskoalitionen ikke ville vente "så meget som et døgn" med at trække tæppet væk under regeringen, hvis der blev indgået forhandlinger med Det Internationale Atom-energi Agentur, IAEA.
Spadestik til graven
Truslen om et valg før tiden var til at tage og føle på for en regering med endnu knap to år tilbage, og Singh måtte finde den mere ydmyge tone frem.
Aftalen stod godt nok hans hjerte nær og kunne løse Indiens stigende energiproblemer, men det er ikke "verdens undergang", hvis den ikke kom igennem, udtalte han. Det blev en offentlig opvisning af regeringens svaghed. Manmohan Singh har nemlig gjort atomaftalen til regeringens politiske svendestykke og med den følelsesladede optræden også til et spørgsmål om sin personlige integritet og stamina. I bagklogskabens lys blev hver offentlig udtalelse om the N-deal endnu et spadestik til graven, og med sin ukritiske opbakning valgte Sonja Gandhi en plads ved siden af. De to populære politikere, der blev opfattet som eksemplarer af en ny politikerklasse, der satte nationens interesser over deres egne karriereplaner, har fået alvorlige ridser i lakken.
Som lederskribenten i avisen Asian Age skriver:
"Politik er proces, men det handler i sidste ende om resultater. Ikke en eneste inder ønsker at stemme på en politiker, der ikke leverer resultater, uanset hvad man ellers mener om aftalen."
Og fremtiden for atom-aftalen? Det bliver endda meget stejlt op ad bakke - selv hvis det lykkes at få venstrefløjen tilbage i folden.
Far er skuffet
Robert Eishorn, en af de embedsmænd i Det Hvide Hus, der har været tæt på processen, siger til India Today, at man da har forståelse for, at Indien har sin egen demokratiske proces. Men:
"Bush-regeringen er meget frustreret over drejningen. Den føler, at den gav flest indrømmelser og løb en betydelig politisk risiko blot for at opdage, at partneren ikke kan levere i, hvad der for mange ligner en aftale, der kun gavner Indien."
Far er ikke vred. Far er skuffet. Og så har han så rigeligt andet at se til.
Den amerikanske valgkamp er i gang, og der er næppe så stor republikansk vælgertække i aftalen, at Bush vil ligge vågen over den sag.
Og bliver den nye forhandlingspartner en demokrat, er der betydelig risiko for, at det er farvel til den indiske drøm om at forlade rollen som nuklear paria. I hvert fald forsikrede Strobe Talbott, demokrat og USA's chefforhandler efter Indiens prøvesprængninger i 1998, at Bush-regeringens venlighed over for atommagter, der som Indien står uden for de internationale ikke-spredningsaftaler, var en "afvigelse frem for en norm".
Magtens blindhed
Og spørger man te-grossisten mr. T. Singh i basaren, ser det ikke lysere ud for navnebroderen Manmohan.
"Folk forstår måske ikke aftalen, men en mand bør stå ved sine overbevisninger," siger han.
Politik på indisk. Det kan undre, at den garvede spiller Singh ikke så det komme. Kongrespartiet har aldrig forsøgt at gøre aftalen til en folkelig sag, og 75 procent af parlamentet ventes at stemme imod aftalen, hvis den kommer til afstemning. Hindunationalisterne har tordnet imod tab af national suverænitet, hvis IAEA skal stikke næsen i Indiens atomprogram, mens venstrefløjen aldrig har lagt skjul på, at den mener, at aftalen vil gøre Indien til "en logrende hale" for USA og dets strategiske interesser i forhold til Kina og Pakistan. At forudse Kongrespartiets manøvrerum uden venstrefløjen er et regnestykke, der ikke burde give talekvilibristen Singh de store kvaler.
Måske er det et klassisk eksempel på magtens blindhed. Måske er det bare historien om økonomen, der kunne se en smuk bundlinje og helt glemte at være politiker. Under alle omstændigheder er det vanskeligt at opdrive en indisk avis, der ikke spekulerer i, om atom-fiaskoen har diskvalificeret den skuffede mand i den himmelblå turban.
