S: Mere privat initiativ på velfærdsområdet

Antallet af selvejende daginstitutioner er næste halveret siden 1980. Det er et kæmpeproblem, mener Socialdemokraterne, der vil aktivere civilsamfundet og gøre det lettere for forældre selv at starte nye daginstitutioner

Socialdemokraterne vil have en langt bedre involvering af civilsamfundet, når det drejer sig om offentligt finansierede velfærdsopgaver.

På den måde kan der skabes bedre kvalitet i velfærden gennem brugerne og medarbejdernes engagement og sociale innovation, siger partiets socialordfører Mette Frederiksen, der hæfter sig ved, at 46 procent af alle daginstitutioner var selvejende i 1980. I dag er det kun omtrent 23 procent. Socialdemokraterne har i deres velfærdsudspil, der blev præsenteret før valget, en lang række forslag til at styrke inddragelsen af civilsamfundet, og partiet vil blandt andet ændre lovgivningen, så det bliver nemmere for forældre at oprette deres eget pasningstilbud, f.eks. ved at gøre det lettere at overgå fra kommunal drift til det, partiet kalder social virksomhed. De sociale virksomheder skal samtidig have friere rammer til at løse deres opgaver under målrettet kommunalt tilsyn.

"Vi har en lang tradition for, at forældre engagerer sig og laver deres egne daginstitutioner inden for det selv-ejende område. Det kender vi også fra folkeskolen, hvor styrken har været, at man har en god stærk folkeskole, hvor majoriteten af børnene går i, og ved siden af har man haft friskolerne. Derfor skal vores lovgivning understøtte det, hvis forældre har lyst til at oprette nye institutioner. Som det er nu, er der områder, hvor det direkte modarbejdes," siger Mette Frederiksen, der mener, at det markante fald i antallet af selvejende institutioner blandt andet skyldes, at de er druknet i bureaukrati.

Opgør med det frie valg

S ønsker samtidig et opgør med VK-regeringens fritvalgsordning på daginstitutionsområdet, der - som omtalt i Information fredag - har resulteret i 70 nye private daginstitutioner siden 2005. En del af dem med bedre pædagognormeringer end de kommunale tilbud og ikke dyrere for forældrene end højst et par hundrede kroner.

"Der er en afgørende forskel på de selvejende og de private daginstitutioner. For det første kan de private flytte profit ud af institutionen over til en ejerkreds. Man skal ikke kunne profitere på kerneopgaven at lave ordentlig daginstitutioner. Dernæst er der ingen maxgrænse på forældrebetalingen, og det vil før eller senere resultere i luksusbørnehaver. Endelig kan kommunen ikke anvise børn til de private børnehaver og f.eks. tilbyde etniske familier en bestemt plads," siger Mette Frederiksen.

- Kan det ikke være med til at skabe social opsplitning i form af a og b-institutioner, at forældre kan oprette deres pasningstilbud uanset om det er private eller selvejende?

"Det afgørende er, at der er adgang til selvejende institutioner, og det har der jo altid været. Nogle af de private institutioner, der er skudt op i de senere år, burde være selvejende, for de bygger på de samme ideer. Men rammerne for de selvejende er blevet så ringe, at de bliver private i stedet."

S vil ikke gå for langt

I Information fredag gik direktøren for Landsforeningen af Frie Børnehaver og Fritidshjem, Svend Erik Christiansen, så langt som til at mene, at den danske normalbefolkning vil være langt bedre til at drive daginstitutioner end kommunerne. Men det mener Mette Frederiksen er at gå for langt.

" Det fornemme ved den danske tradition er, at vi har en stærk offentlig sektor på kerneområderne, og at der så i øvrigt er frihed og plads til, at man kan tænke i andre retninger. Men man skal stadig indgå i det fællesskab, der udgør det samlede udbud af dagtilbud, f.eks. ved at kommunerne kan anvise børn til de selvejende institutioner."

- Hvor visionære er I på det her? I vil jo alligevel indføre velfærdsrettigheder, der bl.a. indbefatter faste mål for, hvor mange børn der skal være i vuggestuer og børnehaver. Det er ikke særlig frit?

"Man kan jo altid gå højere op i normering. Det er jo ikke en minimumsstandard, vi laver, men en kvalitetsrettighed. Hvis man vil understøtte det frivillige engagement, så er man nødt til at slippe det fri. Når vi alligevel taler om velfærdsrettigheder, så hænger det sammen på den måde, at man som samfund siger, at der stadig er noget at leve op til. "

-På folkeskoleområdet går 13 pct. i privatskole, hvis vi ser den samme udvikling på daginstitutionsområdet, fordi folk er blevet så ressourcestærke, at de vil tage ansvar og engagere sig, er der så en balance, der er tippet?

"Balancen afhænger af motivet for at oprette nye daginstitutioner. Hvis vi får gennemført vores velfærdsrettigheder og kvaliteten kommer i top i de offentlige daginstitutioner, og der samtidig er en stærkere selvejetradition, kan jeg ikke have noget imod det. Det skal være et tilvalg af noget andet, ikke et fravalg af det offentlige," siger Mette Frederiksen.


Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her