Overbudstænkningen gælder nu også de tekniske anvisninger på CO2 reduktioner, uforpligtende fromme naive og ligegyldige målsætninger, nominelle værdier for de forskellige grupperingers manifestationer i forhold til hinanden. Man sælger budskabet, uden at noget som helst flytter sig. Alles praksis styres af de daglige mål. Jeg er godt klar over at en valgkamp er uegnet for refleksion. Derfor er det godt at den er over om 14 dage. Det lange seje træk venter forude. Miljøproblematikken rammer det moderne samfunds succeskriterier i hjertet, uanset om det sidder i den ene eller anden side af det politiske spektrum. Det drejer sig om den moderne formålsløse formålsmæssighed, intet mindre.

Den gode oplevelse, hos manden med det hele, på vej, travlt optaget af at sikre sine muligheder for at fortsætte med at være travlt optaget af at være på vej, er god, uanset om den i praksis bidrager til negeringen af menneskehedens mulighed for at fortsætte sin praksis, for oplevelsen er sit eget billede på selvrealisering. Omverdenen, med dens betingende nødvendighed, står uden for, lige som miljøfanatikeren, ved tilkørslen til statens fine motorvej med sin tommelfinger i vejret. At samle hende op, og høre på hendes jammer virker selvbekræftende. Og når vejene atter skilles, fortsætter hun og han i hver sin verden, med hver sin realitetskonstruktion i hvert sit hoved, hvori de gensidigt er indpladseret.
Oplevelsen svarer aldrig til sin genstand. Realiteten er i erkendelsesteoretisk konstruktivistisk forstand udtryk for systemintern fremmedreference; erfaringen svarer ikke til sin genstand. Derfor må man her tale om tilpasning og funktion på andre måder end i traditionel korrespondensteoretisk forstand, hvis man vil bevare distinktionen mellem fungibel/ikke fungibel erkendelse.
Kun iagttagelser er sande eller falske, og da kun reflekteret på baggrund af sandhedskriterier, som ikke selv hæver sig ultimativt over andre (kriterier for kriteriers gyldighed ligger selv under for kriterier for kriteriers gyldighed osv.). Naturen, de kognitive systemers omverden, er bare, hverken sand eller falsk, altså noget helt tredje.
Det moderne er et morads af uforenelige sandheder/iagttagede iagttagelser. For at se det moderne må man være ekstremt reflekterende, dvs. parat til at se erfaringen på dens forudsætninger, og gang på gang opleve at forudsætningerne virker bag om ryggen, at man altid kommer for sent i forsøget på at nå dem. For at se sig selv, som den der ser, må man være en anden eller stå forskudt tidsmæssigt i forhold til sig selv.
Her kan man for alvor se, at den moralske oplevelse svarer til den smerte, man har, når man har det, som andre burde have haft det med sig selv, og ikke ret meget andet.

Verden er en sindstilstand, den eneste vi har, så længe den holder. Enhver, med tilstrækkeligt ondt et eller andet sted, vil være villig til at ofre det hele for at slippe af med smerten. Og hvis tilstrækkeligt mange er blevet tilstrækkeligt provokeret moralsk, er de både i stand til og parat til at ofre det hele for at slippe af med smerten og så er selvrealiseringen først for alvor ført ud over enhver forskel mellem godt og ondt (paradoks).

Civilisationens udvikling afhænger af, hvordan den omgås sine paradokser. Det moderne samfund kan dårligt nok formulere det paradoks, som går på, at vore succeskriterier er selvnegerende.

Demokratiet siger os, at alle har noget at skulle sige, også dem (de fleste) der siger, at ikke alle har noget at skulle sige (man skal tale til alle). (paradoks)

Økonomiske succeskriterier fører til negering af økonomiens betingelser (omverdenen af mennesker og anden natur). Disse betingelser er af ”ikke økonomisk karakter” og falder uden for den økonomiske tænkning, som derfor konstaterer, at det ikke kan betale sig at forholde sig til dem!(Det fører til selvnegerende adfærd, der hvor den økonomiske rationalitet er den primære for udviklingen)

Anders Fogh må for at opnå/beholde magten, bøje sig for dens logik og kysse de rigtige i numsen.(paradoks)
Hvem er han for øvrigt, vor Herre, når han har magt over sig selv? Er han sin egen slave, eller sin egen Herre. Han har brug for det andet for at herske, nyde. Han har brug for det fremmede. Magtens absolutte selv/jeg er et paradoks.

Hvis man vil sige det grimme må man tale pænt! (paradoks/god opførsel)

De fleste krige er blevet udkæmpet for freden.(paradoks)

Ind til videre hygger vi os i vort fællesskab med problemerne og jordens undergang, som er til for underholdningens skyld. Ellers så bliver det bare for uhyggeligt eller avisen går ned økonomisk. (hyggen er uhyggelig).

Budskab: ”Medierne lever af at kunne sælge budskabet”. Der er ikke noget odiøst i det. Det betyder bare at de er kommercielle virksomheder.
Men når de begynder at tale om medieskabte begivenheder og problemer, så er det udtryk for, at der er noget i medieverdenen, som den helst var foruden. Fx findes der problemer, som ikke sælger mediet, dvs. indhold som er svært at fremme omsætningen med. Det kan så passende tematiseres som kun medieskabt eller alt for spektakulært budskab. Medierne beskriver de ubekvemme temaer som medieskabte og tager afstand fra dem, samtidigt med at de er nødt til at beskrive sig selv, som om de var til for budskabet. Men det er de ikke. De er ikke til for noget, men orienterer sig som om de var nødt til at eksistere.
Det er en underlæggende forudsætning for mediernes evne til at sælge budskabet, at det ikke bliver et manifest budskab, at det er en forudsætning for mediernes evne til at sælge budskabet, at budskabet er sat i verden for at blive solgt (paradoks). Brugerne af medierne skal ikke vide, hvad de ikke kan vide om mediet uden at miste interessen for mediet. De skal orientere sig som om ydelsen havde dens funktion, at informere, reflektere og underholde.
Angsten for ledigheden, angsten for at miste sit indkomme er konstituerende for arbejdsviljen. Men løn er mere end indkomst. De fleste er meget optaget af at gøre sig uundværlige. Det kan man ikke bebrejde dem. Det opleves som et sympatisk træk hos andre mennesker, at de viser, at de har brug for at andre har brug for dem. Og vi vil også gerne give dem løn, der forsøger på at gøre sig fortjent til den. Vi ser vor løn som andres påskønnelse af vor egen betydning for dem. Løn er selvrespekt. Markedet er de øjne vor selvrespekt hviler i. Der findes her ligefrem et mål for det. Som lønarbejder hedder det løn. Som medie hedder det seere, lyttere og læsere.

I mangel af bedre mål for kvalitet centrerer det moderne samfund sin selvbeskrivelse og bestræbsomhed omkring de nominelle mål for værdi. Det har sin egen tvivlsomme kvalitet. For det moderne truer på den måde med at negere sine egne muligheder i forlængelse af forsøget på at maksimere økonomisk vækst og forbrug ud i en absurd form for selvdestruktiv formålsløs formålsmæssighed.
Det, som er væsentligt i forhold til miljøproblematikken fx, er at samfundet, det sociale system eller menneskeheden, om man vil, i kraft af sin udbredelse, sin succes, sin strukturerende effekt, sit volumen, nu udgør så stor en faktor i sin omverden, så omverdenen påvirkes og ændres i en hidtil uset grad, med uoverskuelige konsekvenser som følge for det sociale selv.
Det stiller den moderne rationalitet over for en helt ny udfordring, og den er også på den måde anbragt over for sin egen begrænsning. Det sociale systems erfaring svarer på ingen måde til genstanden for opmærksomhed, hverken når den refererer til sig selv eller til det kognitive systems omverden af betingelser. Værdien af herskende moderne succeskriterier kan betvivles.

Værdier fungerer utematiseret. Hvis værdidebatten overhovedet var i stand til at reflektere over den stiltiende antagelse, som dominerer alle fremherskende politiske grupperinger, nemlig den at økonomisk vækst er udtryk for den primære målsætning i forhold til alt andet, så ville den åbne for muligheden for at se det sete som set, altså for muligheden for at se det sete som betinget af iagttagelsen/iagttageren. Vækst var stiltiende og eksplicit den ultimative målsætning for både Adam Smith og Karl Marx. I dag er man ikke en gang i stand til at stille spørgsmålstegn ved det formålstjenlige i dyrkelsen af vækstidealet. Man dyrker det bare utematiseret uden debat, eller benægter at det skulle have nogen som helst relevans overhovedet at debatterer det.

Partiernes forsøg på at sælge sig selv på procentsatser over CO2 reduktioner er latterlig, lige som de fleste tekniske anvisninger på mulige reduktioner. De tekniske fiks fortrænger opmærksomheden fra den skabende opmærksomhed, den maksimerende praksis, selve sygdommen.

Nedsat arbejdstid, mindre præstation, mere tid, skattefri bundgrænse ind til det beløb som skal til for at leve, brandbeskatning af alt hvad der ligger ud over, en kæp i hjulet på væksten, omvendte heltebilleder, (altså alt andet end omvandrende statuer i firehjulstrækkere), kunst, kommunikation og kultur i stedet for køkultur og svineri, kort sagt, alt hvad der ikke kan sælges og som ikke kan købes eller alt det som naturen det billige bras har udstyret os med, nemlig et semantisk apparat som gør os i stand til at se, høre, røre, tænke, smage, lide, nyde, lugte af lugte til, osv.

Enten løser vi problemet med klimaet elleres løser klimaet problemet med os

For løser vi ikke dette probem så er der ikke andre problemer i fremtiden der er værd at løse.

Vi kan vælge at regne prisen ud i kr "hvad kosteeet at gøre det der".

Men det er dog tankevækkede at den udemærkede rapport fra teknologi rådet faktisk viser at det koster max 300 kr pr dansker pr år. ved en olie pris på 50$ tønden at reducere co2 udslippet med 50% for samtidigt iat drive dansk økonomi med 45% VE inden 2025. øøø dagsprisen på olie var i går 92$ pr tønde og har energy wach grupe ret i deres rapport om olie produktionens status de mener at produktionen toppet i 2006 og er nu i frit fald med 4% årligt er det rigtigt, så er 92$ kun tippen af isbjerget på fremtidens olie pris.

Så spørgsmålet er ikke om vi har råd til at indføre mere vedvarnde energi eller ej. Spørgsmålet er har vi råd til ikke at være suber ambisiøse.

Energi er fremtidens største sjociale problem